Det er en af de store principielle debatter inden for historie og samfundsvidenskab, i hvilket omfang historien gentager sig. Det er klassisk børnelærdom blandt historikere, at historiske begivenheder er unikke i tid og rum. Modsat ser samfundsvidenskaberne, og navnlig økonomien, det som sin opgave at finde mere generelle lovmæssigheder og årsagssammenhænge, der gælder generelt. Historikerne analyserer den kronologiske udvikling og enkeltbegivenheder, mens økonomerne prøver at uddrage en lære af historien. Denne lære kan så formuleres som mere løse udsagn, som at prisstigninger resulterer i rentestigninger, eller som økonomiske modeller, der kan bruges til forudsigelser. Der er givetvis noget om begge synspunkter.

Denne debat danner naturligvis også baggrundstæppe, når det - som det er sket i Berlingske og Børsen de seneste uger - diskuteres, hvilke ligheder der er mellem Anker Jørgensens og Fogh Rasmussens økonomiske politik. Har det overhovedet nogen mening at sammenligne Anker Jørgensen og Fogh Rasmussen? Det er klart, at der er stor forskel både økonomisk og politisk på 1970erne og 2000erne.

Statsministrene Anker Jørgensen og Anders Fogh Rasmussen ligner heller ikke hinanden meget. Anker Jørgensen var en klassisk socialdemokrat med udspring i arbejderbevægelsen og som person en folkekær type, for hvem det faldt naturligt at sige sin mening spontant. Anders Fogh Rasmussen var derimod en professionel akademisk uddannet politiker af international orientering - og vist aldrig grebet i en uoverlagt bemærkning. Konjunkturerne var også meget forskellige. Anker Jørgensen kæmpede med de internationale oliekriser, mens Fogh Rasmussen regerede i en international højkonjunktur.

Ikke desto mindre er der nok flere paralleller mellem de to statsministre, end man umiddelbart forestiller sig. Begge var statsministre i omkring otte år, blev genvalgt adskillige gange og var populære i deres samtid. Men de efterlod begge et Danmark i økonomisk krise.

Da Anker Jørgensen gik af i 1982 var renten over 15 procent, inflationen over 10 procent og arbejdsløsheden over 300.000. Da Fogh Rasmussen i 2009 trådte tilbage, var økonomien på vej ud i den mest omfattende finansielle krise siden 1930erne, og arbejdsløsheden steg med uhørt hast. Men det var ikke det værste, for der var trods alt en generel international krise (i øvrigt ligesom Anker Jørgensens problemer i høj grad skyldtes oliekriserne). Det værste var de langsigtede strukturelle problemer. Alle beregninger viser, at der i Fogh Rasmussens periode ikke blev gennemført reformer, der forberedte Danmark på de langsigtede problemer, der var på vej som følge af en stigende ældrebyrde, Nordsøoliens udtømning og en manglende dansk konkurrenceevne.

Nogen ville sige, at Fogh Rasmussen ikke har ansvaret for dagens krise - at det er den internationale finanskrises skyld. Men når man er nødt til at stramme, spare og lave genopretningsplaner i en lavkonjunktur, så er det, fordi man ikke har sparet nok op under højkonjunkturen. For det er langt mere hensigtsmæssigt at lave reformer og spareøvelser i højkonjunkturen.

Årsagerne til, at de to statsministres regeringer kom så galt af sted, var i øvrigt meget parallelle. Begge stod over for nogle problemer, som krævede et opgør med etablerede, populære synspunkter, der var uforenelige med de økonomiske realiteter. For Anker Jørgensen var det først og fremmest dogmet om, at den fulde beskæftigelse stod over alle andre målsætninger, og at den kunne opretholdes uden drastiske reformer på arbejdsmarkedet, f.eks. afskaffelse af den automatiske dyrtidsregulering. Samtidig var velfærdsstaten omkring 1970 udbygget stærkere, end vælgerne var villige til at betale for, jævnfør skattenægterpartiet Fremskridtspartiets jordskredsvalg i 1973.

For Fogh Rasmussen var problemet, at skattestoppet blev den dominerende hovedmålsætning uden at man var villig til at erkende, at et skattestop (herunder for nogle skatters vedkommende et stop i nominel værdi) var uforenelig med en fortsat opretholdelse af et velfærds-niveau med bl.a. stigende overførselsindkomster. Der blev ikke lavet tilstrækkeligt med reformer under højkonjunkturen.

Hvor der således næppe er tvivl om en hård dom over den i perioderne 1974-1982 og 2001-2009 førte økonomiske politik, er det mere uklart, i hvor høj grad de to statsministre selv kan bebrejdes den fejlslagne økonomiske politik.

Til undskyldning for Anker Jørgensens taler, at de økonomiske råd, han fik fra den økonomiske sagkundskab, langtfra var overbevisende. Oliekriserne kom helt bag på sagkundskaben, og ingen af de råd, han fik, var langtidsholdbare. Man undervurderede helt oplagt krisens omfang. Der var også i hele Anker Jørgensens periode, bl.a. fra de økonomiske vismænd støtte til den på lang sigt ødelæggende devalueringspolitik.

Lignende undskyldninger har Fogh Rasmussen ikke. I hans periode kom de økonomiske vismænd, velfærdskommissionen, arbejdsmarkedskommissionen og alle uafhængige eksperter med samstemmende anbefalinger af økonomiske reformer. Men disse anbefalinger blev bare fejet af bordet.

Også på den folketingspolitiske front har Anker Jørgensen nok bedre undskyldninger end Fogh Rasmussen. Efter jordskredsvalget i 1973 var Folketinget ekstremt splittet. Der var op gennem 1970erne hele tiden omkring ti partier i Folketinget (både Centrum-Demokraterne, Kristeligt Folkeparti, Retsforbundet, Kommunisterne og Venstresocialisterne var valgt ind i Folketinget det meste af 1970erne, og Glistrups Fremskridtsparti var det meste af tiden Folketingets næststørste parti). Selv SV-regeringen 1978-79 var en mindretalsregering med et usikkert parlamentarisk grundlag. Samtidig var en stærk fagbevægelse under Thomas Nielsen en næsten uovervindelig barriere mod reformer.

På disse områder har Fogh Rasmussen haft det lettere. Han har hele perioden haft et fasttømret VKO-flertal - en de fatco flertalsregering, selv om Dansk Folkeparti selvfølgelig har været en bremseklods for en økonomisk reformpolitik. Fagbevægelsen er også både svagere og mere samarbejdsvillig, end den var i Thomas Nielsens tid. Og samtidig har den fået større forståelse for de økonomiske problemers betydning - det er længe siden, der er hørt ren klassekampsretorik.

Internt i regeringen synes Anker Jørgensen derimod at have været bedre rådgivet end Fogh Rasmussen. Fra 1975 havde han den kompetente økonom Knud Heinesen som finansminister, og han havde tidligt et sikkert blik for krisens alvor. Den første tid havde han også i Per Hækkerup en dreven parlamentariker med sans for nødvendigheden af offentlige besparelser.

Tilsvarende rådgivere synes Fogh Rasmussen ikke at have haft. Hverken Thor Pedersen eller Claus Hjort Frederiksen har på noget tidspunkt indikeret nogen dybere forståelse for nødvendigheden af økonomiske reformer. Tværtimod spøgte Thor Pedersen kort tid før den økonomiske krise og et offentligt underskud på omkring 90 milliarder med, hvor rigt Danmark var. Måske kom Fogh Rasmussen så galt af sted, bl.a. fordi hans økonomiske ministre ikke advarede ham i tide med tilstrækkelig styrke.

Om det så er Fogh Rasmussen selv eller hans økonomiske ministre, der opfandt udsagnet om, at »de økonomiske lærebøger skal skrives om«, må stå hen i det uvisse.