Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Man ligger som man har redt

F-16 bidrag. Man kan godt gnide sig i øjnene, når man følger med i dagens debat om en eventuel forlængelse af det danske F-16 bidrag i forbindelse med skadedyrsbekæmpelsen af IS i Irak. Det virker som om, at vores politikere overhovedet ikke kan se forbindelsen mellem deres egne beslutninger og de afledte konsekvenser.

Lars R. Møller. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For nu at skære det helt ud i pap – det er der åbenbart et voldsomt behov for – og som en ekstra hjælp til Rasmus Jarlov fra de Konservative, så er Forsvaret underlagt de samme parametre som resten af samfundet. Man får det, man betaler for, og i dette tilfælde har man faktisk fået lidt mere.

I forbindelse med et af de seneste forsvarsforlig besluttede et bredt politisk flertal i Folketinget at beskære forsvarsbudgettet med 15 pct. eller 2,7 milliarder kroner.

Det var oprindelig en blå idé, men den blev overtaget af den røde regering, der blev afsat ved sidste folketingsvalg. Det var altså ikke de rødes skyld. Der var bred politisk enighed om, at Forsvaret også skulle bidrage til krisen ved at spare.

Denne kraftige besparelse blev solgt under et slogan, der gik på, at det ikke ville koste operative kapaciteter. Man ville altså spare 15 pct. uden, at det gik ud over Forsvarets operative evner.

Man lovede, at man i fremtiden kunne lave det samme som i dag – blot 15 pct. billigere. Denne italesættelse foregik også internt i Forsvaret.

Forsvarets chefer var til møde på Antvorskov Kaserne og her dukkede departementschef Lars Findsen op for at forklare det nye forligs genialiteter. Han mente, at Forsvaret faktisk blev skarpere med det nye forlig og mindst lige så effektivt som tidligere.

Efter at han med høj og lys stemme havde styrket vores moral, tøffede han af igen.

Han havde vigtige ting på programmet og nu havde han jo forklaret tingene for Forsvarets chefgruppe. Vi troede ikke rigtig på det.

Hvis man tror, at man i en organisation, der i årtier er blevet optimeret, effektiviseret og beskåret, kan udsættes for en besparelse på 15 pct. og stadig bevare samme effektivitet som før, så kan man også tro på, at Jorden er flad.

Dette bringer mig tilbage til den nuværende problematik om vores F-16 bidrag i Irak.

Når man beskærer en kæmpeorganisation som Forsvaret, så beregner man, hvad de forskellige elementer skal lave. Man opstiller nogle operative krav som enhederne skal opfylde.

Eksempelvis skal Flyvevåbnet producere 150 flyvetimer pr. F-16 og kunne udsende seks fly i et halvt år (jeg aner ikke, om det er rigtigt – det er et eksempel). Når man har opstillet disse operative krav, så justerer man støttestrukturen – benhårdt. Der skal jo spares.

Man skærer i antallet af flymekanikere, støttepersonale, reservedele med videre, så de er strømlinet til at kunne opfylde de operative krav. Dette sker over hele Forsvaret.

Personalet forstår, at politikerne udstikker retningslinjerne og de forsøger at optimere den organisation, som politikerne vil betale for.

Når man har tilpasset organisationen svarer det til, at en supertanker har fastlagt en kurs. Det tager rigtig lang tid, hvis man vil ændre kursen. Dette er en kendsgerning som åbenbart ikke rigtig er trængt ind i nogle politikeres hjerner.

Når man har fyret flymekanikere eller andre nøglepersoner, fordi man skulle spare, så tager det cirka fem år, hvis man kommer i tanker om, at man vil skifte kurs. Det er nemlig den tid, det tager at uddanne nogle nye. Dette gælder også piloter, officerer (og politifolk).

Når man har skruet ned, så tager det tid at skrue op igen. Går det her for hurtigt, Rasmus Jarlov?

Jeg kan ikke længere huske de operative krav til Flyvevåbnet, men jeg er ret sikker på, at de allerede har ydet mere end de er dimensioneret til. Det kan man nemlig godt, hvis man driver rovdrift på personalet, men det går kun til en vis grænse – og den er åbenbart nået nu.

Jeg har en kæmperespekt for det, Flyvevåbnet har ydet – og det her er ikke noget politisk fis.

Nogle politikere starter med at udtrykke respekt for det, der ydes, men fortsætter derefter gerne med et men, hvorefter de demonstrerer deres manglende forståelse for problematikken

Det er ikke populært ikke at have respekt for soldater og andre, men man viser gerne sin mangel på respekt ved at foreslå nogle løsningsforslag, som er baseret på varm luft. Jeg har glemt, hvad Venstres fungerende forsvarspolitiske ordfører hedder, men han minder mig lidt om et tågehorn.

Tågehornet foreslog, at man kunne lade vores samarbejdspartnere i Irak servicere de danske fly. Et tilsyneladende rimeligt forslag, men det er varm luft. Flyvevåbnet tager flysikkerhed meget alvorligt. Det er danske mekanikere, der servicerer danske fly for i sidste ende taler vi om vores piloters sikkerhed – og den kan man som nation ikke udlicitere, med mindre man er ligeglad.

Det kan godt være, at situationen vedrørende IS er alvorlig og kræver en ekstra indsats, men når man har skåret en organisation ind til benet, har man også fjernet alle muligheder for ekstraordinær fleksibilitet. Man får det, man betaler for.

Lige en lille staldfidus. Dansk Folkeparti er åbenbart det eneste parti, der har fattet, at man ikke kan holde F-16 bidraget i Irak længere end forudsat. Når de andre partier langt om længe kommer til samme konklusion, så lad være med at sende noget skrammel i stedet for.

Da man i sin tid besluttede at sende den mobile radarenhed til Afghanistan, blev vi til grin i hele NATO og ISAF.

De havde ikke brug for den, men da det var politisk besluttet, fandt vi et lille lunt sted i det nordlige Afghanistan, hvor de kunne være. Vi behøver ikke at begå samme fejl to gange.

Lige om lidt er der så nogle politikere, der begynder at tale om smart defense. Det betyder, at man skal have mere forsvar for pengene ved at lave smarte aftaler med alliancepartnere og det er der ingen, der har noget imod – tværtimod.

Fra dansk side betyder det, at man gerne vil have andre til at betale for noget dyrt isenkram eller nogle serviceydelser, som vi ikke selv vil betale for. Det minder meget om den danske holdning til NATO.

Vi er meget interesserede i at holde et sammenskudsgilde, og vi skal nok stille op med en pose vingummibamser, men vi satser på, at de andre nationer kommer med grill, grillmad, øl, vin og levende musik. Det er nemlig vores opfattelse af solidaritet og det er smart, om end ikke særlig sympatisk.

Forsvarets kapaciteter svarer til en håndværkers værktøjskasse. Den indeholder forskellige værktøjer med videre, men hvis kassen er for lille, må man også nedsætte sine ambitioner. Man får det, man betaler for.

Da vores forsvarsminister tiltrådte, tilkendegav han, at Forsvaret også skulle interessere sig for nærområdet. Efter min mening vise ord, men ved nærmere eftertanke måske også noget forhastede, for det betyder, at det nuværende forsvar skal omlægges.

Det nuværende forsvar er organiseret til at udføre den aktivistiske udenrigspolitik. Skal det også til at interessere sig for nærområdet, skal der godt nok ske ændringer.

Her er lidt inspiration. Flyvevåbnet er som bekendt skåret ind til benet. Det danske søværn er dimensioneret til internationale operationer, så her gælder det om at finde den store tegnebog til at indkøbe nogle skibe, der også kan anvendes til kamp i Østersøen.

Et godt råd er, at når man køber skibe, så sørg også for at afsætte penge til besætninger. Vi har tre fregatter, men kun to besætninger.

Hæren minder om en udbombet landsby af afrikansk herkomst. Hæren har intet luftforsvar eller artilleri, hvilket reelt betyder, at den er en militshær. Man har godt nok undersøgt mulighederne, men da den absolut bedste haubits var israelsk besluttede man sig til ikke at købe noget.

Hærens kamptropper består af seks kompagni-lignende størrelser på omkring 800 mand. Det er umådeligt meget mindre end situationen før 9. april 1940 og i lighed med den situation, har vores politikere igen bragt os i en situation, hvor vi ikke længere kan forsvare landet.

Aldrig mere en 9. april 1940 klinger hult. Vi får nemlig det, vi betaler for – ikke mere.