Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Magt, spin og anstændighed

Jørgen Grønnegård Christensen: Der er ganske klare regler for, hvad spindoktorer må og ikke må og for deres ansættelsesvilkår. Man skal blot huske på, at deres virksomhed forudsætter anstændighed hos Troels Lund Poulsen og de andre politikere, de betjener.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Thorning-sagen, som aldrig var en Thorning-sag, har i de allerseneste uger fuldstændig skiftet karakter. Det startede som en banal skattesag, som involverede den daværende statsministerkandidats ægtefælle. Det er blevet en rigtig grim affære, som slører billedet af Danmark som demokratisk mønsterland. Hvordan det præcis hænger sammen, ved vi ikke. Men politiundersøgelser og en undersøgelseskommission kan kaste lys over det.

Kernen i det hele er kampen om magten. Socialdemokraterne og SF havde i 2010 sammentømret deres forbund, der skulle udfordre VK-regeringen, når valget kom. B.T. kunne i sommeren 2010 berette, at SKAT undersøgte Stephen Kinnocks skatteforhold. Spørgsmålet var meget simpelt: Var Kinnock, der arbejdede i Schweiz, men som havde kone, børn og en fast bolig i København, skattepligtig i Danmark?

Det var en god historie, og den blev straks til en politisk sag af de helt store. For her var en foræring til den siddende regering med Venstre i spidsen. Oppositionens statsministerkandidat var muligvis indblandet i skattetænkning eller det, der var værre. Læserne kan med sikkerhed huske, hvordan historien trængte Helle Thorning-Schmidt op i en krog. Læserne skal også huske, at sagen allerede her afslørede, at der var noget helt andet galt. B.T. kunne kun bringe historien om en personlig skattesag, fordi nogen havde talt over sig.

Siden er det gået slag i slag. I valgkampen i september kunne B.T. pludselig offentliggøre SKATs afgørelse i sagen. Den faldt som bekendt ud til Kinnocks fordel, men præmisserne for afgørelsen kunne fortsat bruges til at rejse tvivl om Thornings hæderlighed. Det skete også og hele tiden sådan, at folk fra Venstres andet geled førte an. Igen skal man huske, at B.T. kun kunne have afgørelsen, hvis nogen mod klare regler havde givet den til avisen. Derfor blev der også indledt politiundersøgelser af lækagerne.

Men der har vist sig at være meget mere i det, og her er det med at holde tungen lige i munden. Et aspekt er sagsbehandlingen i SKAT og Skatteministeriet. Det er den, der takket være dygtig journalistik, igen har fået sagen til at rulle. Det viste sig nemlig, at departementschef Peter Loft sammen med ledende embedsmænd i Skatteministeriet havde holdt ikke mindre end fem møder af i gennemsnit en times varighed med direktøren for SKAT København om sagen. Så megen opmærksomhed får andre skatteborgeres selvangivelse næppe.

Læg dertil, at ministeren i henhold til skatteforvaltningsloven ikke kan træffe afgørelse i konkrete skattesager. Dermed er der også sat en grænse for, hvad hans departementschef må.

Det indebærer ikke, at departementet slet ikke kan beskæftige sig med konkrete sager. Skatteministeriet har nogle såkaldte VIP-regler, der siger, at ministeriets ledelse skal orienteres om sager, som f.eks. vedrører store virksomheder eller offentlig prominens. Det er ganske i sin orden og et udtryk for sund fornuft hos ledelsen. For man ved punkt 1., at sager af denne beskaffenhed kan og vil vække offentlig opmærksomhed, og punkt to, at de hurtigt kan blive til en belastning for ministeren. Derfor skal departementet have mulighed for at berede ham på, hvad der er i vente.

I den aktuelle sag var der bare den hage ved det, at sagen næppe kunne belaste skatteminister Troels Lund Poulsen. Dens blotte eksistens var snarere en foræring til ham og en Guds gave til Venstre.

Netop det vender sagen på hovedet. For hvad var det, der under de omstændigheder begrundede dels departementschefens mange og ganske lange møder om sagen, dels sagens drøftelse på ministerens kontor under deltagelse af fremstående embedsmænd samt ministerens nok så bekendte rådgiver, Peter Arnfeldt?

Her kommer spørgsmålet om magtmisbrug ind i billedet. Var der nogen, der forsøgte at påvirke afgørelsen på en måde og et grundlag, som var usagligt, altså en systematisk bestræbelse på at miskreditere en ledende oppositionspolitiker? Det spørgsmål står fortsat åbent, fordi de redegørelser, som Peter Loft og Erling Andersen, direktøren for SKAT København har udarbejdet, så åbenlyst afviger fra hinanden.

Den sidste drejning i sagen kom, da Ekstra Bladet oplyste, at Lund Poulsens særlige rådgiver, Peter Arnfeldt, angiveligt havde tilbudt avisen uddrag af SKATs afgørelse i Kinnocks skattesag. Det førte sporenstregs til en politianmeldelse af Arnfeldt og også til, at Troels Lund Poulsen søgte orlov fra Folketinget. Der er vi. Mere vil komme, når politiundersøgelserne er afsluttet, og undersøgelseskommissionen i fuld offentlighed indleder sit arbejde. Allerede nu har man imidlertid taget fat på diskussionen om, hvad man kan og bør gøre ved det. Det er med rette, men det er ikke ensbetydende med, at der er en nem løsning på problemet. Det skal jeg forsøge at forklare.

Den ene del af problemstillingen vedrører forholdet mellem regering, ministre og forvaltning. Der er princippet, som gælder i næsten alle andre europæiske lande, at ministrene hver for sig er chefer for hver deres del af forvaltningen. Det er et godt princip, fordi der er rigtigt mange dispositioner, som hverken lader sig sætte på regel eller formel, og som derfor kræver noget, som i bund og grund er en politisk afvejning. Det gælder bare ikke altid, for eksempel ikke, når SKAT behandler vores selvangivelser. Det tager loven, som vist ovenfor, højde for. Det er rigtigt godt. Tilbage står, om man har indrettet Skatteministeriets organisation hensigtsmæssigt.

I det ligger to ting. Den ene er, at selv konkrete sager kan være indviklede. Det kan være med hensyn til de faktiske forhold eller med hensyn til sagernes retlige aspekter. De kan altså kræve ekspertise, som man ikke har og heller ikke har fornuftig beskæftigelse til i hver enkelt skatteregion. Spørgsmålet er derfor, hvor man skal få den fra. Som Skatteministeriets organisation har været i de sidste to år, kan regionerne kun få den fra det såkaldte koncerncenter. Det er imidlertid også ministerens politiske sekretariat, altså den enhed, som man aktiverer i f.eks. de såkaldte VIP-sager.

Den funktion er der såmænd også brug for. Spørgsmålet er derfor, om man organisatorisk kan og skal trække grænserne et andet sted. Det er det, som skatteminister Thor Möger Petersen har lagt op til, og det er en relevant og praktisk lære af sagen. Det løser bestemt ikke alle problemer i enhver tænkelig situation, men indikerer, at man med små midler kan finde en vej ud af en del af miseren. For havde SKAT haft mere traditionel styrelsesstatus, havde det også selv haft den ekspertise, der måtte være brug for i vurderingen af sagens principielle aspekter, som det hedder i ministeriets VIP-regler. Det havde ikke sikret urealistisk rene linjer, men mere rene linjer.

Den anden ting er, at sagen har sat fornyet fokus på de særlige rådgivere (spindoktorerne). De blev opfundet under Nyrup-regeringen, fandt fodfæste under Fogh og deres antal er foreløbig toppet under Thorning. Man kender dem også fra andre lande, og overalt er deres virke omgærdet af mystik og myter. Fanden har givetvis skabt dem, men de er givet kommet for at blive. Deres eksistens er begrundet i, at moderne politik i uhyggelig grad er mediebåret. Det sætter politikerne under pres. Samtidig frister det dem til at bruge medierne strategisk - og, ja, manipulatorisk.

Der er ganske klare regler for, hvad spindoktorerne må og ikke må og for deres ansættelsesvilkår. De forstår det næppe altid selv. Her skal man blot huske på, at deres virksomhed under disse regler forudsætter anstændighed hos Lund Poulsen og de andre politikere, som de betjener. Det gælder, hvad enten spindoktoren arbejder under konkret instruks eller blot gør, hvad han tror bossen, i ministerkontoret vil sætte pris på.

Den anstændighed er under pres, når eller hvis en minister (regering) kan finde på at bruge skatteforvaltningen mod en politisk udfordrer. Det gør man måske i Putins Rusland, men da ikke i Løkkes og Thornings Danmark?