Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Mænds kamp for kvinders stemmeret

Fra rødstrømpebevægelsen har vi fået myten om, at kvinderne tilkæmpede sig stemmeretten fra en samlet blok af modvillige mænd. Men det var altså mænd, der i samlet flok og uden de store sværdslag stemte for de danske kvinders valgret.

I sommeren 2012 var jeg på loppemarked i Kikhavn. En platte sprang mig i øjnene: På platten stod »5. juni 1915. Til minde om de mænd, der gav kvinden ligestilling med manden i landets styrelse.« Udover det danske rigsvåben var der portrætfotografier af kongen, Christian X, og af tretten af de mandlige politikere, der havde medvirket mest effektivt til, at kvindernes valgret blev stemt igennem.

Platten præsenterede et helt andet billede af historien, end jeg var opflasket med. Var kvindefrigørelsen alligevel ikke bare kvindernes eget værk? Godt nok kunne platten siges at udtrykke patriarkalske tankemønstre. Men alligevel, hvem købte platterne og hængte dem op? Vel i høj grad kvinderne. Var det derfor bredt i datiden opfattelsen, at mænd i høj grad havde bidraget til gennemførelsen af den kvindelige valgret?

På fredag kan man deltage i et Grundlovsoptog arrangeret af Dansk Kvindesamfund, der kulminerer med, at deltagerne modtages af det officielle Danmark, herunder Kongehuset, regeringen og Folketinget. Optoget følger i det 100 år gamle spor fra »Kvindetoget« i 1915, hvor mindst 12.000 kvinder bevægede sig i lange geledder fra Kastellet til Amalienborg.

Billedet af denne gennemfotograferede begivenhed er blevet et ikon i dansk ligestillingshistorie. Man ser for sig en masse revolutionære kvinder, der går på gaden i protest mod kvindernes manglende stemmeret. På Kvinfos i øvrigt nuancerede hjemmeside kan man læse herom: »Kvindernes valgretstog hvilede på et koncept, hvor deltagerne var alt, rekvisitter overflødige, budskabet radikalt – en politisk kønsrevolution.« Naturligvis var der også »demonstrationsvagter« til stede.

Kigger man nærmere efter, vil man finde, at valgretstoget var Dansk Kvindesamfunds og andre danske kvindeorganisationers hyldest til kong Christian X for den reviderede grundlov, og standvagten på Amalienborg Slotsplads under statsrådets stadfæstelse af grundloven udgjorde da også optogets dramatiske højdepunkt. En delegation af kvindelige forenings- og institutionsledere ville takke for grundloven via en overrækkelse af »Danske Kvinders Adresse til Regering og Rigsdag.« I adressen stod: »Det har været os en stor Tilfredsstillelse at se alle Partier staa enige i denne Sag.« Det var altså mænd, der i samlet flok og uden de store sværdslag stemte for de danske kvinders valgret.

Jævnligt hører vi om, at de danske mænd »reserverede stemmeretten til sig selv« i kølvandet på den borgerlige revolution i 1848/49, men det er en sandhed med modifikationer. De toneangivende borgerlige, såkaldt nationalliberale, politikere følte sig presset af konflikten med hertugdømmerne Slesvig og Holsten til at indføre en relativt bred valgret til mænd ikke mindst for at opnå opbakning til militærtjeneste, der kunne sikre en sejr i tilfælde af væbnet konflikt. I Danmark såvel som en række andre lande var valgret altså sammenkædet med værnepligt. Var man villig til at give sit liv for fædrelandet, var man også moden til at bidrage til dets styrelse.

Til forskel fra Kvindetoget mere end 65 år senere var der den 21. marts 1948 med den aldrende professor Molbechs ord tale om en revolution, om end ublodig: Historikeren Rasmus Glenthøj skriver om de mange, der marcherede i lange kolonner i hovedstaden: »Fra Rådhuset bevægede 15.000 demonstranter sig i sneglefart med blottede hoveder i rækker a seks, arm i arm og på tværs af klasseskel under høje hurraråb.« Det hele kunne være endt i et blodbad, hvis ikke kongen af en af sine nærmeste betroede, minister C.E. Bardenfleth, samme morgen var blevet overtalt til at give efter for folkekravet.

Efter sejrene i den 1. Slesvigske Krig 1848-50 brugte de nationalliberale de næste mange årtier på at rulle den udvidede stemmerets virkninger tilbage. Der var altså på ingen måde tale om en samlet mandlig blok vendt mod kvinders stemmeret, men tværtimod en heftig intern mandlig kamp anført af ikke mindst gårdejerkredse, der efterhånden bredte stemmeretten ud til stadigt bredere kredse, inklusive kvinderne. Mange myter står nu for fald. Den senere danske Nobel Fredspris-modtager (1908), Fredrik Bajer, var med historikeren Jytte Larsens ord »kvindesagens førstemand« og »hovedarkitekten bag den nye ligestillingspolitiske strategi«, hvor kvindefrigørelsen bevægede sig fra sociale til politiske rettigheder i form af valgret. Sloganet var: Først myndighed, så valgret.

Først vakte han sin kones interesse for sagen. Siden tog han i 1870 initiativ til opbygning af den tidligste danske kvindebevægelse i form af den danske lokalafdeling af L’association Internationale des Femmes, forløberen for Dansk Kvindesamfund, hvor hans kone, Mathilde Bajer, blev formand. I 1886 foreslog Bajer som folketingsmedlem for første gang valgret til kvinder.

Det, der gav alvorlig politisk uenighed frem mod vedtagelsen af den almindelige valgret i 1915, var ikke kvindernes valgret, men tyendets, altså både de mandlige og kvindelige tjenestefolk. Det var primært om de sociale skel, og ikke de kønslige skel, kampen stod. Kvinderne fra det store konservative parti, Højre, tilsluttede sig da heller ikke kvindetoget i protest mod, at også tjenestefolk, herunder ikke mindst deres egne tjenestepiger, nu fik valgret.

Hvis vi afslutningsvis ser på den anden store bølge af kvindefrigørelse, nemlig rødstrømpebevægelsens kvinder, var det klart, at de ikke kunne acceptere, at mænd i høj grad havde medvirket til kampen for deres formødres rettigheder. Typisk for denne historieskrivning er historikeren Birgit Buschs værk fra 1965, Kvinderne og Valgretten, der ifølge Jytte Larsen forvansker den kvindevenlige tendens hos de mandlige parlamentarikere, når hun bruger »Rigsdagstidende som kilde til antifeministiske udtalelser, som citeres vidt og bredt for deres egen skyld, uden vurdering af deres repræsentativitet.«

Hvor mænd altså havde været afgørende i den tidlige kvindebevægelses frigørelseskamp, og mænd og kvinder dengang havde kunnet kæmpe side om side, medførte rødstrømpernes antipati over for mænd en separatisme, der stødte mændene ud af bevægelsen, så de mange i udgangspunktet sympatisk indstillede mænd ikke, i lighed med deres forfædre, kunne yde et bidrag. Påstanden om, at mænd som en sammensvejset blok var imod kvinders frigørelse, blev altså en selvopfyldende profeti.

Historien er blevet gjort til en slagmark for de to køn, hvor det gentagne udgangspunkt har været, at mænd har kæmpet mod kvinders frigørelse, at kvinderne har befriet sig selv for undertrykkelse mod alle odds, og at kvinder har stået sammen i denne kamp. Problemet er blot, at det billede gør vold på den historiske virkelighed, for den demokratiske tanke udvikledes først af frie mandlige borgere i det antikke Grækenland fra ca. 500-150 f.Kr., og fra 1849 til 1915 kæmpede det tidlige danske folkestyres mænd sammen med kvindebevægelsens kvinder og mænd for lige rettigheder, hvilket i sidste ende også indbefattede kvinderne.

Lad os alle støtte op om Kvindetoget fredag. Der er nok at fejre. Også at mindestenen for Fredrik Bajer, »Fredssagens og kvindesagens utrættelige talsmand« nu endelig har fået en fremskudt placering i bybilledet i krydset mellem Tagensvej og Nørre Allé. Men lad os gøre det i respekt for den historiske sandhed. 5. juni er en treenighed af grundlovsdag, den kvindelige valgrets dag og Fars Dag, en god cocktail. Vi er ikke hinandens naturlige fjender.

Tværtimod.