Museernes vilkår er lige nu en del af mediebilledet, og for engangs skyld handler det ikke om besøgstal og andre let forståelige, men svært brugbare, talstørrelser. Jo, det handler om kroner, men først og fremmest om modeller for deres fordeling.

Med en reelt ambitiøs kulturminister som opdragsgiver er der lagt op til en politisk drøftelse af en ny gennemskuelig model for tildeling af statstilskud til museerne, og dermed også en debat af deres opgaver og formåen. Som med så meget andet, der er blevet selvfølge, er også museernes oprindelige og siden aldrig svækkede nødvendighed ikke længere en del af debatten.

Men det er vigtigt at huske, at demokratiet er en forudsætning for de fleste museers fremkomst fra engang i slutningen af det 19. århundrede, men også at museerne selv er en lakmusprøve på demokratiets valeur.

Med demokratiet kom der en gryende bevidsthed om medansvar for fællesskabet og en forståelse for vigtigheden af, at samfundets sociale klasser selv kunne formulere deres historie og dermed være med til at tegne standens profil og dens betydning i det fællesskab, som udgør et samfund. Med en grov pensel kan man male et billede, hvor en fri bondestand med sin grundtvigske-koldske højskoledannelse, oprettede egnssamlinger, og en ny og selvbevidst borgerstand grundlagde købstadsmuseerne. Senest fulgt op af den nyere klassebevidsthed med Arbejdermuseet.

En tredje »stand« var/er (industri-)magnaterne, som viste deres dannelse og bidrog til samfundets ditto gennem pragtmuseer som f.eks. Glyptoteket, Frederiksborg Slot, Hirschsprung, Ordrupgård, Davids Samling og Louisiana.

Siden har køn, alder, etnicitet og samtid været museumsdannende: eksempelvis Arbejdermuseet, Kvindemuseet, Dansk Jødisk Museum, Ragnarock, museum for pop, rock og ungdomskultur og Museet for Samtidskunst.

Standsbevidsthed var i mange årtier en strukturel ramme om museerne og vores opfattelse af dem. Men samtidig med, at museerne formidlede standens egen historiefortælling, kunne nogle af dem opleves som eksklusive i forhold til andre socialgrupperinger. Som eksempel kan man se, at det borgerskab, som gennem donationer oprettede og gennem frivillighed drev flere købstadsmuseer, også nogle steder forlenede dem med en næsten logeagtig karakter.

Danske museer er i topklasse

Med museernes professionalisering fra 1950erne og især fra 1970erne bliver de for alvor folkelige. De nye museumsansatte var i princippet socialt neutrale i lokalsamfundet, og de gør museerne tilgængelige for alle sociale lag.

I de efterfølgende årtier skifter museernes eget fokus fra stand/socialgruppe til generation. Samfundets udvikling og tilstræbte udligning af sociale forskelle betyder, at ældre standsbegreber mister deres betydning. Det er i generationsbegrebet, at samfundets diversitet nu beskrives. Den sociale status er stadig relevant, men nu ofte knyttet til generationsbegrebet.

Det betyder også, at f.eks. lokalmuseerne nok indsamler og dokumenterer lokalt, men deres formidlingsgreb og målgruppedefinitioner bliver almene og nationalt (i realiteten europæisk) ensartede.

Tilsammen udgør museerne i dag et »Danmarks Museum«, hvor den samlede fortælling om landets historie og formidlingen af landets kulturarv og kunst formidles. Det sker gennem et veludbygget net, der dækker geografisk uden at efterlade hvide pletter på kortet. Store og små museer i en jævn blanding, med spændende initiativer over hele landet. De bedste af de danske museer er i den europæiske elite, og bliver jeg spurgt i ind-og udland om, hvor man skal rejse hen for at opleve nytænkning i museumsformidling, henviser jeg gerne til en række museer i vores eget land. Ved sidste års uddeling af den europæiske museumspris, Museum of the Year, var tre danske museumsinitiativer nomineret. Jeg vil ikke undres, hvis det samme er tilfældet i år.

Nytænkningen findes ikke kun inden for formidlingen. Strukturelle initiativer med fusioner og andre former for samarbejde, har pågået et stykke tid. Samarbejde med andre institutionstyper som f.eks. biblioteker har fået helt nye dimensioner, hvor fusionstanker ikke er fremmede og dermed muligheden for at pulje betragtelige kulturressourcer til gavn for (lokal-) samfundet. Samarbejde med erhvervsliv og ikke-offentlige kulturinstitutioner, f.eks. private kulturentreprenører er i gang flere steder, og museerne demonstrerer i stigende grad kulturens betydning for social-og sundhedspolitikken. Museerne er aktive i livslang læringssammenhænge, hvor deres viden f.eks. bruges til at give sosuassistenter fælles referenceramme med de borgere, de omgås.

Samtidig opgraderer museerne deres undersøgelses- og forskningsindsats, fordi der ikke skal være nogen tvivl om, at museumsforskning selvfølgelig kan være underlagt de samme konditioner, som den universitære forskning. Museerne står tillige i en situation, hvor nye fagligheder er nødvendige for at løse f.eks. formidling, teknologi, markedsføring og kommerciel virksomhed på et professionelt niveau. I fremtiden bliver museernes evne til at tjene penge i endnu højere grad en nødvendig forudsætning for at sikre midler til en fortsat udvikling.

På det museumsfaglige område er der i øvrigt en række problemstillinger, som kun kan løses gennem en national koordinering. Det drejer sig bl.a. om museernes indsamling og bevaringsarbejde. En national koordinering betinger et fortsat stærkt statsligt engagement i museernes drift.

Derfor er det et helt rigtigt tidspunkt, kulturminister Mette Bock har valgt til en revision af museernes statslige tilskudssystem og af museumsloven. Det er udtryk for den altid efterspurgte rettidige omhu, og det vil være en folketingspolitisk falliterklæring, hvis man ikke nu kan nå til enighed om et gennemskueligt, incitamentskabende system, som kan afløse et system, der er bestemt af gamle samfundsstrukturer, politiske tilfældigheder og dygtigt lobbyarbejde. Museerne trænger.

Det er vigtigt, at den politiske debat ikke forstyrres unødigt af en geografisk fordelingsdebat uden bund i faglige argumenter og opgaveløsning. Det vil betyde, at det ene subjektive system blot bliver afløst af et andet. Det er vigtigt, at der indbygges en incitamentsstruktur, som kan medvirke til at bringe de små museer med ind i en ny struktur. Der er museer i dag, som simpelthen ikke har ressourcerne til at løse de opgaver, som museumsloven pålægger dem. Gennem samarbejdsstrukturer kan de pulje sig til en bæredygtig faglig fremtid.

Få vil miste, mange vil vinde

En del af øvelsen handler også om, at der skal skabes råderum for at kunne driftsfinansiere nye museumsinitiativer. Det er årtier siden, at et nyt museum er blevet statsanerkendt, og denne manglende formelle anerkendelse af udviklingen er ikke holdbar. Drøftelserne har derfor også drejet sig om en konsekvensstruktur, hvor de museer, der ikke lever op til deres statsanerkendelse, og dermed begrundelsen for deres statstilskud, kan fratages dette tilskud.

Et nyt tilskudssystem vil betyde en omfordeling af de statslige midler til museerne. Nogle få vil miste, enkelte meget, andre vil vinde. Alene dette forhold vil betyde en anderledes, men faglig betinget, geografisk fordeling af statens midler. Jeg skal ikke argumentere for det ene eller det andet system, men blot gøre opmærksom på, at det må være muligt at finde en ordning, hvor de negative følger begrænses. Ministeren har fået udspil fra to visionsgrupper, og det er den politiske debat, der vil blive penneførende for et nyt tilskudssystem.

Det har været et vilkår, at tilførsel af nye statslige midler til museumsområdet ikke var en del af dagsordenen. I tider, hvor det virker som om, at politikerne næsten ikke kan finde anvendelse for det såkaldte økonomiske råderum, var det måske en god idé at lade blot en brøkdel af de mange milliarder tilgå det kulturliv, der trods alt beskriver folkesjælen. Det ville være et egentligt politisk nybrud, hvis man for engangs skyld lod en bundlinje være bestemt af ideale fordringer og ikke blot af kolde kalkuler.