Måske er ideologierne ikke døde, men bare savnet

Læs mere
Fold sammen

Den seneste uge i dansk politik udstiller, at man i dele af venstrefløjens partier har lagt det ideologiske kompas på hylden. Historier om ledende politikere fra Enhedslisten, Alternativet og Socialdemokratiet, der agerer opportunistisk og går til politik med intentioner om at forvalte i stedet for at forandre, har fyldt mediebilledet.

Og vælgerne har udtrykt vrede – særligt liste Ø og liste Å blev ramt af shitstorme for deres valg af borgmesterposter i København. I nærværende avis har samfundsredaktør Bent Winther erklæret de traditionelle ideologier for passé, men måske Winther tager fejl – måske er problemet i virkelig­heden, at venstrefløjsvælgere savner ideologisk retningssætning.

Siden 1960 er der forsvundet næsten 200.000 medlemmer fra de politiske partier på venstrefløjen. I 1960 talte den samlede venstrefløj et medlemstal på knap 265.000. I 2016, hvor nye partier som Enhedslisten og Alternativet endda er kommet til, er medlemstallet på venstrefløjen godt 68.000.

Forklaringerne er mange og komplekse, og det er på ingen måde partiernes skyld alene. Men der er ingen tvivl om, at der findes flere på venstrefløjen, der i afmagt er ved at skifte de politiske partier ud med den systemkritiske eller udenomsparlamentariske venstrefløj. Eller måske vælger man helt at holde sig fra politik. Mennesker, som venstrefløjen egentlig fører politik for og mennesker, hvis hjerte egentlig banker for at mindske uligheden og udbrede magten på flere hænder.

Fordelingen af borgmesterposterne i Københavns Kommune afslørede et Enhedslisten ude af trit med sit ideologiske kompas. Det kompas, der i årtier har indstillet kursen på at beskytte samfundets svageste og mindske uligheden.

At liste Ø vælger bycykler over de arbejdsløse og de syge, hvis interesser varetages i beskæftigelsesforvaltningen, gjorde i sidste uge mange vælgere vrede. Med rette. For kan man ikke selv se, at der er diskrepans mellem de visioner og værdier, man prædiker – eksempelvis gennem Annaansvarsløs-kampagnen, der rettede skytset mod den tidligere beskæftigelsesborgmesters indsats – og det, man foretager sig i praksis? Åbenbart ikke. Der var i hvert fald hverken undskyldning eller forklaring at spore fra Enhedslistens borgmesterkandidat, Ninna Hedeager Olsen, da hun offentliggjorde sit valg af borgmesterpost på Twitter. Hun var bare glad.

At Alternativet så samtidig prioriterer kultur­området over beskæftigelsesindsatsen gør kun fortællingen værre. Åbenbart er man i højere grad et parti for sit eget segment, end man er et parti for samfundets svageste. Da Alternativet jo strengt taget ikke er et venstrefløjsparti og hverken bærer rundt på et ideologisk kompas eller på venstrefløjens historiske kampe, kan liste Å måske i højere grad fritages fra kritikken om den manglende sociale samvittighed.

Men skuffelsen over valget af borgmesterpost hos et parti som Enhedslis­ten, der ellers til daglig har principperne fra principprogrammet tæt på kroppen og med sig i meget af sit arbejde, er ganske berettiget.

Kompas ude af trit med virkeligheden

Når det i samme uge meddeles, at den tidligere socialdemokratiske finansminister Bjarne­ Corydon begynder i nyt job som direktør og chefredaktør på Børsen, tager historien et skridt videre. Der er altså ikke tale om et menigt partimedlem, men om et partimedlem, der i partiets regeringsperiode blev tildelt Danmarks tungeste ministerpost, finansministerposten. Den tidligere minister skal nu bestride et ideologisk hverv – for chefredaktører ansættes som regel til at mene noget – på en ganske borgerlig avis.

Corydon, der inden sit nye job sad i direktørstolen hos konsulentvirksomheden McKinsey,­ har sjældent udtrykt et kompas, der stemmer overens med tidligere tiders socialdemokrater.

Socialdemokratiet har i 141 års principprogrammer beskrevet sit udgangspunkt som »demokratisk socialisme« og historisk haft et tæt samarbejde med arbejderbevægelsen, ligesom partiet i årevis har kæmpet vigtige kampe for samfundets svageste.

Man sidder tilbage med et spørgsmål om, hvorvidt det ideologiske kompas i Socialdemokratiet ikke er indstillet lidt ude af trit med tidligere tider, når man i de seneste år er begyndt at give tunge ministerposter til folk, der egentlig har McKinsey- og Børsen-direktører i maven.

I fredags skrev Bent Winther, at kamæleonen er fremtidens leder. Ifølge ham lever man i den gamle verden, hvis man stadig tror, at partier og ideologier betyder noget: »Bjarne Corydon er prototypen på den nye politiske leder, hverken rød, blå, gul, grøn eller magenta.« Winther definerede Corydinismen som »troen på, at alle andre ismer er døde, og at der kun er nødvendighedens lov, tallenes tale og regnearkenes magt tilbage«.

Winther har delvis ret, for der er ingen tvivl om, at de gamle ismer fyldte mere i det 20. århundrede, end de gør i dag, hvor nye partier uden ideologier skyder frem over hele Europa. Men måske er det sket, netop fordi ideologierne ikke holdes i hævd og tydeliggøres nok af partiernes egne ledelser. Man fristes til at bringe spørgsmålet om hønen eller ægget ind, for er ideologierne forsvundet fra politik, fordi vi lever i en ny og mere kompleks verden og med flere og anderledes klasser end tidligere, eller fordi partierne selv har ladet ideologierne træde i baggrunden?

Ord og fortællinger skaber som bekendt virke­ligheden, og hvis ikke vores politiske ledere italesætter en ideologisk retning, bliver der ingen ideologisk retning. Kun regnearkenes magt, som Winther skriver.

Samfundsforandring fremfor bycykler

Politik tiltrækker en masse engagerede og ideologisk funderede mennesker, der brænder for samfundsforandring. Men politik vil nok blive ved med også at tiltrække opportunister, der indretter sig efter situationen uden hensyntagen til principper. Politik vil også blive ved med at tiltrække magt- og karrieremennesker, der drages af at få indflydelse, blive set og hørt og udvide deres netværk. Og politik vil blive ved med at tiltrække forvaltere, der vælger de lette dele af forvaltningen, fremfor de tunge dele, hvor man kan forandre tilværelsen for samfundets svageste. Men det er op til parti­ledelserne at sætte andre politikertyper i front.

Shitstormen mod Alternativet og Enheds­listen på Københavns Rådhus vidner om, at der eksisterer en ideologisk bevidsthed blandt partiernes vælgere. Mange vælgere har i den forgangne uge været rasende og bl.a. kaldt de to partiers valg af borgmesterposter for usolidarisk, at mangle mod og at agere uden social samvittighed. Hvis ideologierne var forsvundet i politik, og kun opportunisme og regneark var tilbage, ville venstrefløjsvælgere så være så vrede?

Ideologierne har længe været trådt i baggrunden, men måske viser den seneste uge, at de er trådt lidt for langt i baggrunden. Venstrefløjsvælgere vil have politikere med social samvittighed og politikere, der kan italesætte visioner og sætte en forandringsskabende retning. Man skal generelt passe på med at gisne om årsager til partiers kriser og spå om løsninger, men måske ideologierne ikke er døde, som Winther skriver – men bare savnet?

Det er op til venstrefløjspartiernes ledelser at sætte det ideologiske kompas i front, hvad end politikken føres i et ministerium, fra Christiansborg eller fra Københavns Rådhus.

Politik kan som bekendt være en kamp om definitionsretten til samfundets problemer. Her har venstrefløjen en stærk historie og en vigtig fortælling, som skal bruges mere strategisk. Partiernes ledere må konstant insistere på at holde den politiske arv og de støvede principper tydelige for danskerne og partimedlemmerne. Noget tyder på, at det er savnet.

I stedet for at fremtone med ambitioner for bycykler, teatre og direktørposter hos Børsen, må man på venstrefløjen sætte tidligere tiders ambitioner for samfundsforandring for samfundets svageste, for demokrati og for mindskelse af uligheden i front – i tydelig front.

Anja Katrine Søndergaard er statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet.