Må vi bede om lidt politisk substans!

»Der findes bolig-, børs- og kursspekulanter. Og guddødemig også spekulanter udi det politiske.«

»Når man ser billeder fra folketingssalen er det tydeligt, at flere medlemmer er mere optaget af deres mobiltelefoner og computere end af, hvem der står på talerstolen.« Arkivfoto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Det er en lise for sjælen at høre en politisk debat på tysk TV. Der synes at være en ganske anden kultur end i dette land. Der afbrydes ikke. Der lyttes. Der diskuteres politik. Altså rigtig politik. Ikke spin, politisk strategi, krisehåndtering i kølvandet på politiske skandaler og uendelige spekulationer om, hvorvidt der snart kommer valg eller ej. Og om, hvem der vinder. Dette sidste fik Donald Trump forhåbentlig lagt en dæmper på, efter at alt og alle har taget fejl og i utide profeteret, at Hillary Clinton ville blive den første kvindelige præsident i Guds Eget Land.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Der er mange røde ører og sågar lidt afbigt blandt kommentatorerne for tiden. Statsministeren satte også en effektiv stopper for valgspekulationerne på Venstres landsmøde, hvor han erklærede, at Danmark var bedst ledet af et borgerligt, liberalt flertal.

Men lur mig, om ikke alt dette bliver glemt ved først givne lejlighed til at se i krystalkuglen igen?

Her i landet er TVs dækning af politik domineret af analytikere og kommentatorer. Besserwissere og klogeåger kalder de sig selv. Som var det en kompliment. Det er det ikke. Besserwisseren er en bedrevidende person. Ikke en vidende person.

Besserwisser er på dansk noget så sjældent som et tysk låneord. Gør man sig den ulejlighed at slå efter på www.duden.de, ser man, at ein Besserwisser eller, hvis der er tale om en kvinde, eine Besserwisserin, er en person, der altid mener at vide bedre, og som optræder belærende over for andre. Som eksempel gives i min oversættelse: »Han foragtede disse Besserwissere, som altid havde forudset alt helt præcist.«

Måske er det en sproglig faux pas med den programtitel? Eller et udslag af selverkendelse?

Besserwisserne afholder også überbesser-wisserkonkurrencer. P.t. om, hvorvidt et flertal i Folketinget vil vedtage en 2025-aftale i midten af december.

Kan man forestille sig, at…? Var det nu klogt, at…? Den slags subjektive, åbne spørgsmål stiller ordstyreren til panelet, der typisk er besat med tidligere spindoktorer, kommentatorer og folk med egen (medie-) konsulentvirksomhed. De svarer så med tilsvarende indholdstomme fraser: Jeg kan godt se for mig, at…, jeg tror, at…., jeg vil slet ikke udelukke, at…., det er et gæt, men det er et kvalificeret gæt….

Eller, præsenteret for egne fejlslagne forudsigelser, nej, det havde jeg ikke kunnet forudse…(sic!)

Der findes bolig-, børs- og kursspekulanter. Og guddødemig også spekulanter udi det politiske.

Augurer og deres augursmil

Disse vor tids orakler forsøger at forudsige – med mavefornemmelse (gut feeling) – mulige politiske scenarier og konstellationer. Enkeltpersoners exit fra den politiske scene, regeringers fald, fremtidige politiske alliancer og koalitioner. Og det uden megen brug af hverken teori, statistik eller andet videnskabeligt belæg.

På den måde får de lidt samme funktion som augurerne i det gamle Rom, der rådgav om, hvorvidt politiske og militære dispositioner havde – ikke folkets – men gudernes gunst.

Det gjorde disse præsteuddannede spåmænd ved at tage varsler af fugle og fugleflugt og af fuglenes indvolde. Ikke alle havde tillid til deres spådomme på højtflyvende grundlag. For ofte var der jo vitterlig ikke, ja, undskyld, det er svært at dy sig, fugls føde på deres auspicier, som de hed.

Heller ikke augurerne selv var altid lige overbevist om, at egne prognoser holdt vand. Så de kunne finde på at smile indforstået til hinanden, mens de gjorde sig kloge på Romerrigets tilstand. Heraf ordet augursmil.

Vor tids augurer bruger fantasien, siger de. Eller også har de ikke fantasi til at forudsige et bestemt scenarie. Det kan de nemlig også finde på at erklære. Ofte er det et spørgsmål om, hvad vedkommende mener eller tænker eller tror. Måske ja, måske nej til et hurtigt folketingsvalg blev konklusionen på det spørgsmål i et af de hersens spekulationsprogrammer for nylig.

»Det har været en fantastisk uge i dansk politik,« er også en flittigt brugt frase. Især når der har været hanekampe og trakasserier. Intriger og maskepier på Tinge.

Og hvad skal man bruge det til? Underholdningsværdien er i denne vælgers optik minimal, når disse augurer anno 2016 slet ikke har bare tilnærmelsesvis samme selvironiske tilgang til egen fortræffeligheder som kollegerne i oldtidens Rom. Meget klogere bliver man jo heller ikke af at følge løjerne.

Jersild minus spin er der også et program, der hedder. På DR2. Så det lover jo godt. Endelig et program med substans. Her skal der diskuteres vigtige politiske spørgsmål. Samfundsproblemer. Fejlslagen lovgivning og nye lovgivningstiltag. Den slags. Men nej, ikke helt. For også her er det kommunikationseksperter og strateger og tidligere spindoktorer, der primært sætter dagsordenen. Valgspekulationer er også i spil.

Jeg tror på, at LA inderst inde.., var der en af studieværtens gæster, der indledte en sætning, sidste gang jeg slog over på kanalen. Og så ved man som seer godt, hvad klokken har slået.

Bullshit

Det er lidt forstemmende, at en stor del af den mediedækning, man som TV-seer og vælger får her i landet, er på niveau med – andre – underholdningsprogrammer.

Hvad der foregår på Christiansborg, burde ikke være underholdning og sensation i bedste sendetid. Der burde være mere respekt om demokratiet – og om dets bevarelse. Det burde være en alvorlig sag at formidle politisk journalistik til vælgerne.

Når man ser billeder fra folketingssalen er det tydeligt, at flere medlemmer er mere optaget af deres mobiltelefoner og computere end af, hvem der står på talerstolen. Der twittes og opdateres også flittigt. En kommunikationsform, der ikke indbyder til seriøsitet og substans.

Men hvorfor er det blevet sådan? Hvorfor er politik blevet mere form og spin end substans og indhold?

Harry G. Frankfurt, professor emeritus fra Princeton, forsøger i sin bog »On Bullshit« på at give et svar på det spørgsmål. Bullshit er et fremtrædende træk af vores kultur, konstaterer han indledningsvis. Bullshit defineret som noget, hvor al næring er blevet drænet fra, ligesom varm luft, der er tømt for informativt indhold. Desværre er bullshit uundgåelig, når omstændighederne kræver, at en person skal tale om noget, han eller hun ikke ved noget om. Den situation opstår ifølge Frankfurt, når en persons mulighed eller forpligtelse til at tale om et givent emne er mere påtrængende end hans eller hendes viden om fakta er relevant for det pågældende emne. Denne diskrepans er meget almindelig i det offentlige liv, siger Frankfurt.

Spindoktor er en betegnelse for en særlig politisk rådgiver, der er blevet stadigt mere almindelig her i landet. De fleste ministre har en eller flere. Den nuværende regering har også en såkaldt spinenhed, der beskæftiger sig med formidling til borgere og presse. Det lyder beskæmmende, men går man ind på platformen regering.dk bliver man faktisk klogere på ministre og deres ministerier og aktuelle politiske spørgsmål. Bevares, der er tale om en spinenhed, det skal man ikke glemme. Regeringen skal fremstå proaktiv og handlingsdygtig, men ikke desto mindre præsenteres man for oplysning og en vis substans. Måske er der nye tider på vej?

Vi lever angiveligt i det postfaktuelle samfund, hvor det ikke kommer sig så nøje, om det, man siger, er rigtigt eller forkert, sandhed eller løgn. Fogh-regeringen har for længst gjort op med det, der dengang blev kaldt for smagsdommere og eksperter. Men der er røster, og de bliver heldigvis højere og højere, der nostalgisk længes tilbage til dengang, det var comme il faut, at folk talte om, hvad de havde forstand på og til, og ikke bare talte om, hvad de tænkte, mente, følte og troede.

Er det blevet tid til at få eksperterne og de folk, der faktisk er uddannet til og ved noget om, hvad de taler om, tilbage?

Det er tiltrængt. Det er, hvad jeg tænker, mener og tror. Nej, er overbevist om.

  • Helle Birk er lektor, cand.mag. et jur.