Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker du at sende et debatindlæg til Berlingske.

Loven gælder altså også for kvinder

Hvorfor fortæller Århus Universitet ikke, at bonusordningen er i strid med loven om ligebehandling, og at man er blevet fritaget fra loven for at kunne gennemføre ordningen?

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Det er okay at kønsdiskriminere, så længe det ikke er kvinder, det går ud over. Det er nemlig middelalderligt. Hvis man til gengæld kønsdiskriminerer mænd, hedder det ligestilling. Det er nemlig progressivt og handlingsorienteret. Og man må endda bryde loven om ligebehandling.

Sådan er det i hvert fald på Aarhus Universitet. Her har man besluttet at give penge til de fakulteter, der ansætter kvinder. Man har også besluttet, at de kvinder, der så bliver ansat, får 100.000 kroner ekstra at forske for. Hvis et fakultet i stedet skulle finde på at ansætte en mand, er der ingen bonus, hverken til fakultetet eller til manden selv.

Aarhus Universitet siger selv, at formålet er at tiltrække de bedste hjerner, hvilket der måske kan være brug for. I hvert fald mangler universitetet tilsyneladende en ansat, der kan se, at når man favoriserer det ene køn, så diskriminerer man det andet. Denne forskelsbehandling er ikke lovlig. Loven om ligebehandling siger nemlig, at der ikke må finde forskelsbehandling sted på grund af køn.

På den anden side er der jo heller ingen grund til at gå og overholde loven dag ud og dag ind. Derfor har videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen givet Aarhus Universitet lov til at blive fritaget fra loven om ligebehandling, så de kan gennemføre de såkaldte ligestillingsstipendiater.Sådan løser man problemer hurtigt og enkelt.

På universitetets hjemmeside står blot, at man har fået »tilladelse« fra videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen. Det er en meget kreativ omformulering af, at man har fået tilladelse til at »fravige lovens paragraf 2-6.« (Paragraf 2 siger for eksempel, at en arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige.) Med andre ord: Bonusordningen på Aarhus Universitet ville ikke være lovlig, hvis ikke Videnskabsministeriet havde besluttet at fritage universitetet fra at overholde loven.

AU kalder det selv for ligestilling, men slår man op i Den Store Danske Encyklopædi, finder man en helt anden beskrivelse af det, der skal ske på universitetet: »At love eller tilbyde fordele på betingelse af, at der handles på en vis måde.« Det står under b for bestikkelse.

Det harmonerer nogenlunde med det, Aarhus Universitet skrev i sin ansøgning til Videnskabsministeriet om at blive fritaget fra loven. Ifølge AU ville man søge om at indføre: »særligt gunstige økonomiske vilkår såfremt stillingerne besættes med kvinder.«

Mener Aarhus Universitet virkelig, at det er ligestilling, hvis man skal fritages fra loven for at kunne gennemføre det? Mener ligestillingsminister Lykke Friis?

Den samme fritagelse fra loven om ligebehandling blev nemlig søgt af Københavns Universitet, dengang Lykke Friis var prorektor. For hver gang et fakultet på KU øger sin kvindeandel, udløser det en bonus på mellem en og tre millioner. Og hver gang, man ansætter en kvindelig professor, får man et ekstra professorat. KU får altså to professorer for éns pris, hvis den ene altså er en kvinde.

Dette er også forskelsbehandling og dermed i strid med loven, men loven skal som sagt ikke være en barriere, når man prøver at få gennemført noget ligestilling.

KU bad derfor daværende videnskabsminister Helge Sander om at blive fritaget fra at overholde loven. Og det fik de lov til. Den næsten satiriske ordlyd af brevet med tilladelsen lød:

»Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har netop givet tilladelse til, at universitetet kan få dispensation fra ligebehandlingsloven i bestræbelsen på at få flere kvinder i forskning og ledelse.«

Ligestillingsminister Lykke Friis taler gerne om, at hun er imod kvindekvoter i erhvervsbestyrelser, som det er indført i Norge. Men hvad mener hun som ligestillingsminister om, at en kvinde får flere penge at forske for end en mand? Hvad mener hun som ligestillingsminister om, at et fakultet får ekstra penge, hvis de ansætter en kvinde i stedet for en mand? Man siger jo, at skønhed kommer indefra, men mon ikke man ser bedre ud i skæret af alle de penge, man kan tilbyde sin nye chef?

Der kan selvfølgelig godt være en pointe i at blive fritaget fra at overholde loven, hvis man selv mener, at man har retten på sin side. I hvert fald i en periode. Det ville der sikkert være en del, der ville være glade for at kunne søge om. Det er bare ikke alle, der må.

For eksempel måtte en børnehave hoste op med 25.000 kroner i erstatning, fordi den havde tilladt sig at søge en mandlig pædagog for at give drengene en voksen af deres eget køn at lege med.

Et center for autister måtte også betale 25.000 kroner i erstatning for at bryde loven om ligebehandling. De havde også søgt en mandlig ansat for bedre at repræsentere beboersammensætningen: Syv ud af centrets otte autister var mænd, men i personalet fandtes kun en enkelt mand.

I toppen af samfundet får man dispensation fra loven og en bonus, hvis man vil ansætte en kvinde. Resten får en bøde, hvis de vil ansætte en mand.

Ligestilling handler i dag mest om kvinder på toppen. For eksempel er de mange drenge, der falder igennem uddannelsessystemet, ikke et ligestillingsproblem i mange feministers øjne. Tidligere overborgmester Ritt Bjerregaard mener, at det er »søgt«, at man »blander situationen for drengene i uddannelsessystemet ind i kønsdebatten.

Det er bestemt en debat værd, men det har intet som helst at gøre med den skæve kønsfordeling på lederniveau,« skrev Ritt Bjerregaard i Politiken 29. august.

Når en kvinde har et problem, er det tilsyneladende et ligestillingsproblem, der kræver at hele samfundet involverer sig.

Mens Ritt Bjerregaard stadig var overborgmester, sendte Københavns Kommune en lignende ansøgning af sted til Indenrigsministeriet. I ansøgningen bad man om at blive fritaget fra loven om ligebehandling. Da ansøgningen blev sendt af sted, begrundede Ritt Bjerregaard det med, at der var for få kvinder på ledelsesgangene på rådhuset. Nu skulle direktørerne have et konkret incitament til at gøre noget ved det.

Det konkrete incitament viste sig at være en resultatbonus, der sættes direkte ind på en kommunaldirektørs konto, når han øger andelen af det underrepræsenterede køn, som det hedder.

Dermed kan en privatøkonomisk overvejelse spille ind, når direktøren sidder med en mand og en kvinde til jobsamtalen. Hvis man står og mangler nogle penge her og nu til en ny carport, hjælper det i hvert fald at ansætte kvinden.

Indenrigsministeriet har stadig ansøgningen fra Københavns Rådhus under behandling.

Det er påfaldende, at ligestillingskampen siden 70erne er gået fra at kræve ligeret til at kræve særret og positiv særbehandling, alene i kraft af sit køn.

Kvindekampen gik netop ud på at gøre kvinder fri for at blive betragtet som et køn. De ville betragtes som individer og vurderes på det de kunne. I dag, 40 år senere, skal kvinder åbenbart igen vurderes på deres køn.

Måske burde Aarhus Universitet hellere løse problemet, hvor det er: Hvis de vil have flere kvinder ansat, må de tilbyde de arbejdsforhold - blandt andre fast ansættelse - som kvinderne i dag efterlyser.

Kvinder bliver ikke diskrimineret, når de søger jobs på universitetet. De vil bare hellere have et andet arbejde. Hvis man skal diskriminere en mand for at opnå det, er det ikke ligestilling.

Hvis man skal fritages fra loven om ligebehandling for at gennemføre det, er det ikke ligestilling.

Leny Malacinski er journalist og forfatter til debatbogen »Den Dag jeg Opdagede jeg var Undertrykt«.