Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Lommepengesamfundets endeligt

Kim Fournais: Hvis vi gerne vil have råd til velfærd, skal vi prøve at holde på de mest kompetente medborgere og begynde at værdsætte, at der er folk som både kan og vil yde en ekstra indsats. Vi skal lære at sætte pris på dem.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selvom det ville være mere end velfortjent, så er dette er ikke et mindeord for Mærsk Mc-Kinney Møller. Jeg kendte ikke hr. Møller, og har aldrig mødt ham personligt. Jeg skriver derimod for at hylde alle danskere, der ligesom hr. Møller har skabt store, værdifulde fremskridt i et land, der sjældent påskønner deres indsats efter fortjeneste. Disse mennesker er der alt for få af, og Danmark har netop mistet en af de ypperste.

Jeg har stor respekt for alle, der arbejder og skaber værdier for sig selv og deres familie, og dermed også for samfundet, men jeg beundrer især dem, der gennem rationel adfærd, hårdt arbejde og rettidig omhu skaber store blivende værdier inden for det erhvervsliv, som er nøglen til vores lands velstand.

Det er dem, der med deres lederskab og gå-på-mod, har skabt det velstående Danmark, der siden 1960erne og 30-40 år frem blev en af verdens rigeste nationer. Det er alt sammen slut nu. Danmark er blevet transformeret til et lommepengesamfund regeret af Janteloven!

I tresserne var skattetrykket under 30 procent, og i dag har vi verdens højeste straf på produktive individer og virksomheder. Danmark har kun overlevet de sidste 10-20 år, fordi vi levede højt på globaliseringens første bølge (billig arbejdskraft), lave renter, stigende boligpriser, aktier og olien i Nordsøen.

For at vende udviklingen har vi mere end nogensinde brug for dem, der kan noget, tør noget og ikke mindst gør noget ud over det sædvanlige. De er garantien for, at vi igen begynder at udvikle os som samfund og fortsat har råd til at passe på dem, der ikke kan passe på sig selv.

Danmarks ubetinget største udfordring er misundelsen og dens følgesvend, landets moralske kræftsvulst: Janteloven. Retorikken der bruges, når vi i Danmark diskuterer økonomisk ulighed, ødelægger muligheden for at udvikle et samfund, hvor privat foretagsomhed er en dyd, og hvor andre menneskers succes er en inspiration. Vi danskere burde hylde dette lands alt for få iværksættere, som vi hylder vores sportsstjerner. Men vi gør det modsatte. Hr. Møller mente, at den der lever stille lever godt. Det havde han desværre ret i, fordi misundelse kan være ødelæggende.

Vores politikere har for størstedelens vedkommende og i årevis solgt sig selv på at lave love for de dele af befolkningen, de gerne ville have som vælgere. Ved at love disse vælgere goder og rettigheder, som kun kan skaffes ved at tage noget fra andre.

Retorikken om ulighed i et af verdens mest økonomisk lige lande, har været brænde til bålet, når man i de sidste 20 år skulle retfærdiggøre denne såkaldte »omfordeling«. Det er jo nemmere at tage noget fra nogen, når de karikeres som værende millionærer, folk fra whisky-bæltet, overklasse, neokapitalister, pengemænd, og hvad man ellers kan finde på for at retfærdiggøre sine ugerninger.

Når man straffer produktive individer med både verdens højeste skatter og samtidig udstiller dem som værende mere eller mindre usympatiske, er det klart, at flere og flere vælger andre græsgange, selvom de holder af deres land, og måske helst ville blive her. Det er derfor, der er så få succesfulde erhvervsledere og virksomheder tilbage i Danmark. De bliver kvalt i jantelov og skatter. Og hvad værre er, så kommer de ikke altid tilbage igen.

Uanset om man er til jantelov eller ej, er det et faktum, at Danmark bliver relativt fattigere og at væksten finder hen til steder, hvor privat foretagsomhed anerkendes og værdsættes hver gang vi mister en produktiv, innovativ erhvervsmand eller -kvinde.

I 1980 var danskernes købekraftbaserede BNP per indbygger 40 procent over Singapores. I dag fører Singapore med 55 procent og forventes i 2015 at ligge 70 procent over Danmark. Begge lande er små åbne økonomier. Singapore har dog hverken rent vand, landbrug eller olie, de har heller ikke demokrati og kun i stigende grad ytringsfrihed, og er derfor som udgangspunkt noget ringere stillet. Når erhvervsfolk, produktive individer og dermed vækst, valfarter til Singapore, er det fordi man i Singapore gerne byder produktive mennesker velkommen, og man straffer ikke privat foretagsomhed. Det er nok de helt afgørende forskelle i denne sag.

Danmark sakker mere og mere bagud fordi vores folkevalgte politikere i årevis er blevet valgt og genvalgt ved at love evig velfærd, men samtidig ikke har formået at skabe den bedst mulige platform for privat foretagsomhed og en ekstremt effektiv offentlig sektor. Uden disse to væsentlige parametre på plads kommer væksten med garanti ikke tilbage i en globaliseret verden, hvor størstedelen af verdens befolkning kun kan håbe og drømme om at opnå den levestandard, som vi nu åbenlyst tager som en selvfølge og en fødselsret.

At vi står over for en udvandring af dem, der betaler gildet, kunne man tydeligt se, da vi danskere sidst blev spurgt, hvorvidt vi var parat til at arbejde et andet sted i eller udenfor Europa. 37 procent var parat til at tage springet og flytte helt væk fra Europa. 48 procent var klar til at arbejde et andet sted i Europa.

Undersøgelsen er et par år gammel. Den blev lavet af Capacent for organisationen Dansk Erhverv i januar 2010. Det interessante er imidlertid, at Capacent lavede en lignende undersøgelse i december 2008, og dengang var blot 27 pct. af danskerne indstillet på at arbejde i udlandet inden for Europa.

Danskerne - især den unge generation - er vant til at rejse, og selvom de uden tvivl holder ligeså meget af Danmark, som jeg selv gør, er det ikke en naturlov, at de bliver her for enhver pris. Danskerne blev faktisk dobbelt så interesseret i at arbejde i udlandet på blot 13 måneder, og mon ikke blot tendensen er forstærket siden hen?

I Dansk Industris »Globaliseringsredegørelse« fra 2011 får Danmark en syvendeplads inden for virkelyst og iværksætteri. Det er en tilbagegang på tre pladser i forhold til 2010. Og vi opnår kun syvendepladsen, fordi vi har så få lovmæssige barrierer for iværksættere i Danmark, og det er hurtigt og nemt at starte en ny virksomhed.

Vi ligger stadig alt for langt nede ad listen, når det gælder iværksætteraktivitet og er kun middelmådige på listen over vækstiværksættere. Det er altså ikke nok, at de lovmæssige rammer er i orden, omend de administrative byrder er alt for store. Det skal også kunne betale sig at knokle og tage en chance, og det kan det ikke i Danmark. Den høje skat reducerer gevinsten ved at gøre en forskel. Det kan simpelthen ikke betale sig at tage en uddannelse, blive hurtigt færdig med den, arbejde flere timer, gøre en ekstra indsats og gå senere på pension.

Skattetrykket giver et billede af, i hvor høj grad privat initiativ betaler sig for den enkelte, og Danmark har den tvivlsomme ære, at vi opnår en førsteplads på listen over verdens hårdest beskattede lande i OECD med et samlet skattetryk på 48,2 procent af BNP.

Hvis vi gerne vil skabe vækst og velstand for dermed at have råd til velfærd, skal vi prøve at holde på de mest kompetente medborgere og begynde at værdsætte, at der er folk som både kan og vil yde en ekstra indsats. Vi skal lære at sætte pris på dem. Og hvis de rejser ud for at dygtiggøre sig, styrke professionelle kompetencer eller karrieremuligheder, skal vi byde dem velkommen tilbage til Danmark. Ikke kun fordi det er det økonomisk mest ansvarlige, men også fordi det er det moralsk mest klædelige.

Det letteste er at fjerne topskatten og lave en flad skat, således at vi ikke længere straffer dem, der gør, tør og kan noget ud over det sædvanlige, men det er ikke nok. Vi har også brug for en mentalitetsforandring. Et opgør med Janteloven.

Lommepengesamfundet er færdigt. Jo før vi indser det, desto bedre. I stedet skal vi lære igen at påskønne fortjeneste efter indsats og lære, at det man selv har skaffet sig ved egen indsats, det giver både større glæde og større selvværd, og det skal man have ret til at beholde.

Vi har ikke megen tid at spilde, og man kan kun håbe fornuften vender tilbage, det er nemlig den og ikke misundelsen, der har sikret, at vi lever i et stadigt velstående land. Det tror jeg, at hr. Møller ville give mig ret i.