Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Løgnens lette løsning

Jesper Lau Hansen: Han løj verden i krig. Det var påstanden i DR1-dokumentaren om Irak-krigen og informanten Curve Ball. Her ’glemmer’ man, at Saddam Hussein ønskede sig masseødelæggelsesvåben og kunne havde fået det, hvis ikke Vesten var gået i krig. Typisk for en værdirelativisk venstrefløj, der end ikke modsætter sig højrefløjs-ideen om menneskerettigheder som hvid mands kultur

Tegning: Lars Andersen Fold sammen
Læs mere

Onsdag aften viste DR1 en dokumentar om irakeren, der under dæknavnet Curve Ball gav oplysninger om Saddams Irak forud for krigen, men som viste sig at være utroværdig. På den baggrund påstås, at »han løj verden i krig«, hvilket giver indtryk af, at krigen mod Irak var baseret på ham alene. Det er forkert, og når en public service kanal som DR ikke vil påtage sig at oplyse mere dækkende, må private træde til.

Ser man dernæst på spørgsmålet om, hvad man vidste før krigen, er det naturligvis i offentlighedens interesse at afdække, om myndighederne løj. Selvom det har formodningen imod sig, at ledende politikere og cheferne for efterretningstjenesterne bevidst skulle have fabrikeret påstande for at starte en krig, der omgående ville blive afsløret efter krigen, er det vigtigt at afdække, om de blev vildledt eller gjorde deres arbejde dårligt. Derfor blev der nedsat offentlige udvalg til at undersøge dette. Disse rapporter er kritiske over for det efterretningsarbejde, der blev udført, men afviser alle, at der blev løjet. Efterretningstjenesterne havde et bredt grundlag for deres vurdering af, at Saddam udgjorde en trussel, og de blev ikke presset hertil af politikerne. Se f.eks. den omfattende rapport fra den engelske Butlerkommission, der bekræftede indholdet i to tidligere rapporter fra et parlamentetsudvalg og fra Lord Hutton. Problemet er blot, at hver gang en sådan rapport er blevet offentliggjort, er de blevet afvist som hvidvaskning og sammensværgelser. Efter hver rapport fremkommer der pludseligt nye angiveligt helt afgørende beviser, der på skummel vis er blevet ignoreret af det pågældende udvalg, hvilket så gentager sig efter næste rapport, når den når samme resultat osv. Det egent-lige spørgsmål er derfor, hvorfor selv veluddannede mennesker vælger at tro på den slags bodegavrøvl.

Det rejser spørgsmålet om, hvorfor venstrefløjen ser sig ude af stand til at støtte idealer som demokrati og menneskerettigheder. Her må man dels konstatere, at den politiske debat er stedvis hysterisk, og at beskyldninger mod den anden fløj om at være slette mennesker, der lyver og bedrager, er blevet almindeligt på begge fløje, sjovt nok ofte forklædt som harme over den anden fløjs nederdrægtighed. Et nyligt eksempel er Anne Marie Løns søndagskronik i Politiken, der markerer et foreløbigt lavpunkt. Den slags udgydelser er ikke - og vi må hellere tage det en gang til for prins Thøger - ikke noget at undskylde for, vi har jo ytringsfrihed uanset om sårbare individer bliver stødt, men sådan er debatniveauet åbenbart.