Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Løft kvaliteten på universiteterne

Alle uddannelser burde gøres så gode som muligt med lige respekt for den værdi, som håndværkeruddannede, professions- og erhvervsakademiuddannede og universitetsuddannede leverer. Det høje optag på universiteterne betyder i praksis, at vi forsøger at gøre lige meget for alle, men ender med ikke at gøre noget for nogen.

Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Kvalitet i uddannelserne runger på gangene på universiteterne, på Christiansborg, i ministeriet og blandt arbejdsgiverne, der venter på de nye kandidater. Men hvordan får man mere kvalitet ind på vores universitetsuddannelser? Er det så enkelt som flere timer og flere ressourcer? Lige nu synes kvaliteten fanget mellem taxametersystemets kolde økonomiske hænder og de studerende og undervisernes muligheder og motivation for at løfte uddannelserne. Det er kvalitetens dilemma.

I kraft af den såkaldte taxameterordning belønnes universiteterne efter, hvor mange kandidater de kan få gennem systemet. Det betyder, at uanset hvor meget universiteterne ønsker kvalitet, så afhænger deres økonomi af kvantitet. Derfor skal en ændring af måden, som universiteterne finansieres på, være en del af kvalitetsproblemernes løsning.

Læs også: Minister: »Vi kan ikke være bekendt at uddanne til arbejdsløshed«

Men kvaliteten af vores universitetsuddannelser afhænger også af det råstof, vi sender ind på uddannelserne. De sidste ti år er søgningen til landets universiteter steget med næsten 35 procent, og optaget er nu på næsten 30.000 nye studerende – 10.000 flere end i 2004. Profilmodellen fra Undervisningsministeriets seneste fremskrivning viser, at 29 procent af de unge, som afslutter 9. klasse i 2012, forventes at få en kandidatuddannelse. En universitetsuddannelse er med andre ord ikke længere for de få, men for de fleste.

Bag denne udvikling ligger et politisk ønske om et uddannelsesløft. Målet er den bedst uddannede generation nogensinde. Det er et glimrende mål, men det er desværre blevet misforstået således, at »bedst uddannede« forstås som »flest muligt med en universitetsuddannelse«. Og det bliver også problematisk af, at målsætningen i alt for stor udstrækning baserer sig på en hierarkisk uddannelsesforståelse. Betydningen bliver derfor, at jo flere akademikere, man kunne få igennem, des mere ville man have løftet uddannelsesniveauet. Uddannelsesløft burde betyde, at alle uddannelser gøres så gode som muligt med lige respekt for den værdi, som håndværkeruddannede, professions- og erhvervsakademiuddannede og universitetsuddannede leverer. På den måde sætter man også et stort kryds over det uddannelsessnobbede nonsens, at det skulle være finere at læse på universitetet end andre steder. Der er brug for folk med alle typer uddannelse, så længe de er gode til det, de laver.

Læs også: Farligt forslag truer forskningens vilkår

Faktisk bør vi stille os selv spørgsmålet, hvad vi egentlig skal med alle de akademikere? Der er fortsat stor dimittendledighed, og mere end hver femte dimittend går direkte ud i ledighed. Et ellers så sympatisk ønske om den bedst uddannede generation kan ende med, hvad nogle har kaldt et akademisk proletariat.

Men de udfordringer, som følger i masseuniversitetets kølvand, er ikke kun strukturelle. Det øgede antal studerende har også store konsekvenser for kvaliteten af de uddannelser, som de unge tager. Det er således en udbredt erfaring blandt både studerende og undervisere, at en gruppe studerende slet ikke skulle være påbegyndt en universitetsuddannelse. De har ikke de rette evner og måske heller ikke lysten. Samtidig findes der en betydelig topgruppe, som kunne have været yderligere stimuleret og nået et højere fagligt niveau. Det meget høje optag på universiteterne betyder i praksis, at vi forsøger at gøre lige meget for alle, men ender med ikke at gøre noget for nogen.

Samlet står vi altså med det problem, at universiteterne uddanner for mange kandidater, som har svært ved at finde job samtidig med, at bedste kandidater kunne have nået et højere niveau. I det lys er den aktuelle diskussion af, hvordan kvaliteten løftes på universitetsuddannelserne, yderst påkrævet. Kvaliteten af underviseren og kvaliteten af de studerende står selvklart i centrum, og et af debattens positive aspekter har været erkendelsen af, at der faktisk er ting, der kan forbedres:

Mange steder kan undervisningen utvivlsomt tilrettelægges bedre og mere pædagogisk. Underviserens dygtighed og den feedback, som de studerende får, spiller en hovedrolle. Undervisningen skal ikke bare degraderes til forelæsninger, hvor underviseren møder op og i monolog gennemgår teksten for dagens undervisning. De studerende skal gå ud af auditoriet og være endnu mere videbegærlige, end da de gik ind. Undervisningen skal være inspirerende, perspektiverende og inddragende. Der skal være plads til dialog med de studerende. Dygtige studerende kan være fantastiske sparringspartnere og derved berige undervisningen. Og de studerende skal stille krav om feedback og vejledning, så de lærer af både fejl og succes.

Læs også: »Hvis Sofie Carsten Nielsen nu tror, at jeg bare er sådan en arrogant overklassefyr, der har fået det hele forærende...«

Aktører uden for universitetets mure har også en vigtig rolle at spille. Der stilles stadigt større krav om, at færdige kandidater kan forbinde deres viden til praksis, og netop det at kunne bruge sin viden efterspørges ofte af studerende. Her må erhvervsliv og offentlige myndigheder i højere grad på banen. Det kan være noget så enkelt som at bidrage med cases og gæsteforelæsninger, så de studerende kan udvikle og afprøve deres viden på konkrete problemstillinger. At give mulighed for praktikophold og projektopgaver i og sammen med virksomhederne kan også styrke de studerendes viden og ikke mindst evnen til at bringe den i spil. Samtidig kan det have den effekt, at de studerende tidligt får øjnene op for de interessante karrieremuligheder, erhvervslivet kan tilbyde.

Men kvaliteten kan ikke løftes uden aktive studerende. Det er altafgørende, at de studerende påtager sig rollen som netop studerende og ikke som elever. Det er som studerende, at man aktivt og selvstændigt opsøger viden om det, man arbejder med, igangsætter egne projekter og i sidste ende tager ansvaret for sin egen uddannelse. Det er som elev, at man passivt forventer, at andre tager dette ansvar, ligesom man overser, at den vigtigste del af læringen udmærket kan foregå mellem forelæsninger og undervisning, uden at der er en underviser til stede.

At indtage rollen som studerende er vanskeligt, og det er ikke noget, man kan fra første dag på universitetet, men det er der, man skal hen. Man kan og skal have hjælp til at nå målet, men man skal også have villigheden til at indtage rollen. Det er der heldigvis mange studerende, som har, men der er også en gruppe, som ikke er engageret i deres studier, og som heller ikke har de nødvendige faglige forudsætninger. For sandheden er, at ikke alle har de evner og kompetencer, der skal til for at tage en universitetsuddannelse. At sige dette højt er ikke populært, men at tie ville være at svigte de unge, der blot har gjort, som omgivelserne har forventet af dem, nemlig at søge ind på universitetet.

Læs også: Nødvendig nedskæring

Kvaliteten på universitetsuddannelserne kan utvivlsomt øges gennem forbedret pædagogik og et øget praksisindhold i uddannelserne. Men tilbage står, at taxametersystemet understøtter, at det i sidste ende ikke er kvaliteten, men antallet af studerende, der gennemfører en uddannelse, som universiteterne belønnes efter. Den gode undervisning, der gør aktive studerende endnu bedre, men går hen over hovedet på passive elever, belønnes ikke og kan snarere risikere at resultere i økonomisk straf.

Derfor er der behov for, at universiteternes økonomi ikke kun afhænger af antallet af studerende, der består. I stedet skal en del af finansieringen være en grundbevilling, som er en årlig fast bevilling uafhængig af antal »producerede enheder«. Det vil give universiteterne mere ro i budgetterne samt sikre, at incitamenterne ikke trækker i den forkerte retning.

Et taxametersystem, der indtænker kvalitet, krav om at forbedre undervisningen og give feedback, vil løfte meget. Men de studerende har også et ansvar for deres egen læring. Det må derfor også være nødvendigt, at hvis ikke man kan eller vil indfri høje, faglige krav, skal man ikke være på universitetet. Det skal med andre ord enten være sværere at komme ind eller lettere at ryge ud.