Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

LO på skrump

Flemming Ibsen, Laust Høgedahl, Steen Scheuer: Fortsætter LO sin defensive spare- og fusionsstrategi, vil medlemstabet fortsætte, og den danske arbejdsmarkedsmodel vil gradvis miste sit kollektive element og overgå til et mere markedsstyret samfund.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LO holder kongres i Aalborg i de nærmeste dage, og LOs formand Harald Børstings åbningstale bliver ikke den mest muntre og optimistiske i fagbevægelsens lange historie. I tørre tal har LO mistet ca. 300.000 medlemmer siden 1995 og i den samme periode har LO-forbundenes konkurrenter - de ideologisk alternative organisationer, primært Kristelig fagbevægelse og Det faglige Hus - haft en fremgang på ca. 120.000 medlemmer. LOs konkurrenter er derfor ikke alene de alternative organisationer, men også ’sofaen’. Antallet af uorganiserede lønmodtagere er i perioden fra 1995 til 2010 vokse fra 25 til 33 procent af arbejdsstyrken og dermed er den samlede organisationsprocent på det danske arbejdsmarked faldet fra ca. 73 til ca. 67 procent. Stadig en høj organisationsprocent målt internationalt, men fraregnet de alternative organisationer - som primært erobrer medlemmer fra LO, men ikke er overenskomstbærende og ikke bidrager til at udvikle den danske arbejdsmarkedsmodel - er organisationsprocenten i dag kun på ca. 60 procent.

Harald Børsting vil i sin åbningstale til de kongresdelegerede påpege, at årsagen til LOs voksende medlemskrise ikke kun skyldes et aktivt fravalg af LO-forbundene til fordel for enten de alternative organisationer eller ’sofaen’. Globaliseringen og udflytningen af arbejdspladser, den teknologiske udvikling , ændringer i erhvervsstrukturen og de unges valg af videregående uddannelser betyder et markant tab af potentielle LO-medlemmer. Forbuddet mod eksklusivaftaler i 2006 som følge af en dom ved den europæiske menneskerettighedsdomstol trækker i samme retning, og den tidligere VK-regerings lovgivningsinitiativer har også medvirket aktivt til ikke mindst LO-medlemmernes vandring over til de alternative organisationer. Gennemførelsen af ’Frihedspakken’ i 2002 betød tilladelse til at alle a-kasser kunne være tværfaglige og dermed kunne rekruttere medlemmer uden for deres eget faglige domæne, som ellers havde været gældende i årtier. LO-fagbevægelsens monopol på rekruttering af medlemmer via de fagopdelte a-kasser blev hermed sprængt, og der blev dannet et ’fagforeningsmarked’, som i den grad har gavnet de prisbillige alternative organisationer. Prisen på medlemskab af a-kasser er stort set ens for LOs a-kasser og de alternative a-kasser, men de alternative kan skilte med et ’fagforeningskontingent’ på mellem 100 og 155 kr. per måned, medens en LO-fagforeningskontingent typisk koster mellem 400 og 530 kr. LO-forbundene begrunder deres merpris med udgifter til vedligeholdelse og udvikling af den danske model, men hvor stor merprisen bør være, er naturligvis et spørgsmål om, hvor effektive og omkostningsbevidste LO-forbundene er over tid. VK-regeringen har dog bevidst medvirket til at gøre LO-forbundene relativt dyre i forhold til de alternative, da man i 2010 med sin ’genopretningspakke’ indførte et loft over fradraget for fagforeningskontingenter på 3.000 kr. om året, hvilket betød en reduceret fradragsret for LO-forbundene, men stadig gav fuld fradragsret til de alternative organisationers medlemmer. Den tidligere borgerlige regering har derfor helt bevidst gennemført lovgivning, der gav de alternative organisationer en konkurrencemæssig fordel, når det gjaldt rekruttering og fastholdelse af medlemmer i de faglige organisationer, og vores forskning viser da også *), at ca. 80 pct. af de LO-medlemmer, der aktivt har fravalgt LO-forbundene til fordel for de alternative, begrunder det med ’at prisen på LO-medlemskabet var for høj’ .

Men der er også en lang række andre begrundelser for det aktive fravalg af LO-forbundene, som må give anledning til bekymring hos både LOs formand og lederne af LO-forbundene. Vores forskning viser, at mange af de frafaldne begrunder deres skift af fagforening med, at LO-forbundene støtter bestemte politiske partier. Fravalget af LO-fagbevægelsen til fordel for enten de alternative eller det uorganiserede marked begrundes altså med, at man ikke ønsker at være medlem af en fagforening, der arbejder partipolitisk, og dette faktum bekræfter blot de forskningsresultater, som blev produceret af center for arbejdsmarkedsforskning på Aalborg universitet, Carma, helt tilbage i 1992 og igen i 2002. Det er altså en gammel sandhed, at det koster medlemmer, hvis en fagforening arbejder for partipolitisk, det føler ’den blå arbejder’ sig ikke hjemme i, og han/hun stemmer derfor med fødderne! Vores undersøgelse viser, at 70 procent af dem, der i dag er medlem af de alternative organisationer og tidligere var medlem af en LO-organisation, stemte blåt ved valget i 2007. Af de tidligere LO-medlemmer, der i dag er uorganiserede, stemte 55 procent borgerligt ved valget i 2007, og disse tal bekræfter den tendens, vi har set de sidste 15 år: Den ’ blå arbejder og funktionær’ føler sig ikke hjemme i det røde partipolitiske fællesskab, og derfor vælger at skifte til de alternative eller fravælger helt fagbevægelsen, hvis LO-forbundene vælger at støtte bestemte politiske partier pekuniært eller holdningsmæssigt.

Et andet resultat af vores forskningsprojekt er, at LO-forbundene taber medlemmer, fordi de ganske enkelt ikke leverer den vare som deres relativt høje kontingent skulle retfærdiggøre. LO-forbundene retfærdiggør deres merpris i forhold til de alternative med, at de bruger ressourcer på at forhandle, aftale og vedligeholde de kollektive overenskomster, men vores forskning viser, at kun ca. 62 procent af de privatansatte lønmodtagere er dækket af en kollektiv overenskomst. I industrien og i bygge- og anlægssektoren er overenskomstdækningen henholdsvis 70 og 73 procent, men den er helt nede på 58 procent i ’privat service’, og der er derfor store huller i overenskomstdækningen i den private sektor. Konsekvenser er, at et meget stort antal lønmodtagere i den private sektor heller ikke er dækket af en tillidsrepræsentant, disse lønmodtagere ser derfor ikke meget til LO-forbundene i det daglige på deres arbejdsplads. Vores undersøgelse dokumenterer, at hovedparten af de LO-medlemmer, der har forladt deres fagforening til fordel for enten de alternative eller ’sofaen’, netop ikke er dækket af hverken en kollektiv overenskomst eller en tillidsrepræsentant, og hvis de ikke hylder de solidariske værdier, vælger de den billigste løsning: de alternative eller det uorganiserede marked.

LO-forbundene har som en konsekvens af det massive medlemstab valgt dels at gennemføre de nødvendige besparelser, dels at fusionere for at nedbringe deres omkostninger. Denne defensive strategi giver ikke flere medlemmer, og et fortsat medlemstab fører blot til flere besparelser og nye fusioner. Den negative dødsspiral vil derfor fortsætte, hvis ikke LO-forbundene sammen og hver for sig ændrer strategi i en mere offensiv retning, der stopper medlemstabet og genvinder medlemsfremgangen.

Den offensive strategi kan efter vores mening realiseres, hvis LO-forbundene i fællesskab gennemfører omfattende omstruktureringer af både deres interne og eksterne struktur, og bruger de frigjorte midler og ressourcer til to ting: At blive billigere og bedre! Merprisen i forhold til de alternative skal stadig bestå, men den skal mindskes, og så skal LO-forbundene indlede en arbejdspladsrettet kampagne, der giver flere overenskomster og tillidsrepræsentanter og gør LO-forbundene synlige i det daglige på arbejdspladserne. Kun det faglige arbejde på arbejdspladserne kan retfærdiggøre merprisen i forhold til de alternative, og samtidig vække det medlemsdemokrati, som er visnet de seneste årtier. Fagbevægelsen skal, med andre ord, genopfinde sig selv i de gamle dyder om ’faglig aktivitet’, men samtidigt skal man forny sig og skabe rum for det individuelle ved siden af det kollektive. Medlemmerne ønsker også indflydelse på Christiansborg-politikken, men der skal være tale om lobby-virksomhed og ikke partipolitisk ensidighed.

Kan Harald Børsting få LO-forbundene med på en sådan ’LO-classic’-model, har han og LO en chance for at stoppe de indre blødninger i LO-fagbevægelsen. Fortsætter man den defensive spare- og fusionsstrategi, vil medlemstabet fortsætte, og den danske arbejdsmarkedsmodel vil gradvis miste sit kollektive element og overgå til et mere markedsstyret samfund med et mindre solidarisk indhold.