Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

LO-formand: Velfærd koster ikke rigdom – den skaber den

Det er nu, kursen for Danmark i 2025 skal udstikkes. Det er også nu, det kan gå galt – hvis pengene til vores fælles velfærd ødsles væk på luksus, omsorgen udhules, og vi forsømmer at uddanne den næste generation.

»Vi skal sikre, at danske medarbejdere fortsat er blandt de dygtigste i verden. Vi skal sikre, at langt flere unge kommer godt ud af folkeskolen og er klar til at vælge en uddannelse med perspektiv i.« ?Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Når jeg engang imellem lader tankerne flyve og forestiller mig, hvordan Danmark ser ud om ti år, ender det altid med, at jeg tænker på mine egne to drenge. Det er vist meget normalt.

Den ældste er 23 og har valgt at ville være pædagog, den yngste er 17 og i lære som elektriker. Jeg glæder mig hver dag over, at de udnytter deres muligheder for at få en god uddannelse, der kan give dem et godt og trygt liv, og hvor de samtidig kan bidrage til fællesskabet.

Jeg håber for dem, at de kommer til at leve i et velfærdssamfund, sådan som jeg og min generation har gjort. At Danmark fortsat vil være blandt verdens mest rige, lige og trygge samfund i 2025. Det kan vi nemlig ikke tage for givet.

Min mor, som i dag er 89 år, voksede op som en af de mange ældre, der har skabt fundamentet til det velfærdssamfund, som blev skabt i 1960erne. Og en af de mange, som har haft et langt, godt og slidsomt arbejdsliv uden SU, uden betalt barselsorlov, ufaglært, men med en efterlønsordning, der gav min mor mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet uden at skulle stå med hatten i hånden.

Alt det har vi opbygget på under to generationer. Takket være en fremsynet politisk kurs. Og som brede politiske flertal gang på gang lagde sig i slipstrømmen af.

Nu skal der udstikkes en ny kurs – mod 2025.

Og jeg er oprigtigt bekymret for, at en politisk fodring af støttepartier kommer til at føre Danmark ud af kurs: De rige skal betale mindre i skat mod yderligere stramninger af flygtningepolitikken, forringelser af velfærden og vores gode uddannelser. Og om ikke også flere politikere er ved at falde over hinanden for at aflyse en god tredje alder for hårdtarbejdende lønmodtagere ved at ville sætte pensionsalderen yderligere og hurtigere i vejret.

Hvor efterlader det os i 2025? Tror du, vi vil være mere lige? Mere rige? Mere trygge? Nej, vel?

Der er i disse år en tendens til at fokusere alt for meget på urimelige sammenligninger mellem lande. Med regneark og tabelopstillinger påviser borgerlige tænketanke og andre, hvordan Danmark med sit udbyggede velfærdssystem og sin omfordeling af goderne er alt for forskellig fra alle mulige andre lande. Pointen er altid den samme: Vores velfærd er for god og dyr – og hvis vi skal klare os i den globale konkurrence, må vi afvikle den.

Men man glemmer helt, hvorfor vi adskiller os. Det gør vi, fordi vi – den danske befolkning og det brede politiske flertal – har valgt det. Vi ønsker et velfærdssamfund. Både fordi velfærd i sig selv sikrer større lighed og tryghed. Og fordi vi tror på, at velfærd er med til at sikre os endnu større rigdom og vækst. Ikke mindre!

Det er et kæmpemæssigt gode for samfundet i sig selv at sikre adgang til uddannelse, gratis sundhedsydelser, tryghed i alderdommen, børnepasning, velfungerende infrastruktur, et retfærdigt retssystem og en ukorrupt offentlig sektor. Men disse goder er ikke bare et resultat af vores rigdom. De goder er en årsag til vi er rige.

Debatten har i mange år handlet meget om de »arbejdsudbudseffekter« og »dynamiske effekter«, som nogle mener kommer af at skære i velfærden, stramme regler og sænke skatter. Det er på tide, at vi begynder at tale om de dynamiske effekter, der ligger i at have et velfærdssamfund.

Den internationale valutafond, IMF (der næppe kan beskyldes for at være venstreorienteret eller velfærdsbegejstret) har faktisk undersøgt, hvilke konsekvenser det havde for den tyske økonomi, da man besluttede at udvide børnehavernes åbningstider. Hvad var resultatet? En velstandsstigning på 0,7 pct. af BNP. Hvorfor? Fordi forældrene kunne lægge flere timer på deres arbejde.

Herhjemme har LO også regnet på de dynamiske effekter. Hvis vi bruger én milliard kr. på at sænke topskatten, vil gevinsten kun være en halv milliard. Men hvis vi bruger den på at hæve uddannelsesniveauet for dem, der har mindst i bagagen, vil det give en gevinst på over to en halv milliard kr. (Og brugte vi den på dagtilbud, ville gevinsten være godt to milliarder.)

Virksomhedernes adgang til veluddannede, stabile og motiverede medarbejdere er ikke bare et »velfærdsgode«. Det er en forudsætning for, at de kan blive ved med at skabe rigdom og velfærd. Den virkelighed er også gået op for arbejdsgiverne, og det er derfor, at de i sidste uge var med til at indgå den mest markante aftale om praktikpladser, Danmark har set.

Det er den slags konkrete, velovervejede skridt, vi har brug for i den kommende tid.

 

Vi har brug for penge i kassen. Vi skal ikke ødsle vigtige velfærdskroner væk på luksus til velhavere.

Der er brug for tiltag, der virker. Vi skal sikre, at danske medarbejdere fortsat er blandt de dygtigste i verden. Vi skal sikre, at langt flere unge kommer godt ud af folkeskolen og er klar til at vælge en uddannelse med perspektiv i. Og vi skal ikke mindst trække vores velfærdssystem tilbage på sporet. Og have mod til at revidere reformer, der ikke virker som tiltænkt. Vi skal igen sikre, at reformer reelt skal betyde forandring til det bedre.

Danske medarbejdere er ikke bange for forandringer. Historien har vist, at vi finder nyt arbejde, når tøjfabrikken lukker, når skibsværftet drejer nøglen, og når slagterierne sender opgaver syd for grænsen.

Forandringer er et vilkår – det ved de fleste – og vi har hidtil accepteret forandringer, fordi vi med vores indretning af velfærdssamfundet ved, at vi kan blive uddannet til nye brancher. Og at vi har haft et sikkerhedsnet, hvis det skulle gå galt. Men vi må også indse, at det sikkerhedsnet er blevet for hullet i dag.

Det er vores opgave at sikre, at mine drenge og deres generation også kommer til at leve lige, rige og trygge. At de har mulighed for at tage nye uddannelsestræk og gå på pension efter et langt og godt arbejdsliv – med værdighed.

Hvis den kontrakt skal holde, også i 2025, skal der være balance.

Det håber jeg, at regeringen har tænkt over, når den om kort tid fremlægger sin plan for, hvor vi som samfund skal hen i løbet af de næste ti år.

For den største tjeneste, vi kan gøre de unge og alle andre borgere i det danske samfund, er at sørge for, at et stort flertal i folketingssalen er med til at udstikke kursen.