Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Livets elevator er altid ude af drift

Børnefamilier er hverken pressede eller et samfundsproblem. Mor og far er dame og herre over eget liv. Når statsmagten tages i anvendelse for at »hjælpe« familierne, sker der nemlig i høj grad det modsatte: Velfærds-staten tager noget af ansvaret fra forældrene.

Martin Ågerup, Cepos Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I den offentlige debat fremstilles forældre til småbørn ofte som stakler. Det er da også hårdt arbejde både at have fuldtidsarbejde og blebørn. Men vores fødselsattest udstedes ikke med en garanti mod sved på panden. Livets elevator er altid ude af drift; vi må tage trappen.

I velfærds-Danmark hersker imidlertid en særlig logik. Statskassen lægger beslag på mere af den værdi, befolkningen producerer, end i noget andet land i den vestlige verden – omtrent halvdelen. Når statskassen bliver så bugnende, gælder det for alle samfundsgrupper om at sikre sig så store tilskud fra den som muligt. Ellers går pengene jo bare til andre særinteresser. Og den mest effektive måde at sikre sig statsmidler på er ved at fremstille sig som en stakkel, der har brug for andres hjælp.

Småbørnsforældre er ikke en velorganiseret interessegruppe i det danske samfund. Men visse organisationer gør sig til talsmænd på deres vegne – på trods af, at de ikke har fået noget som helst mandat fra blot en brøkdel af forældrene. Og så er der dem med egne kartofler at hyppe, som kan skjule deres snævre interessevaretagelse bag en hændervridende bekymring for de kære små og deres kære store. Resultatet bliver en temmelig unuanceret fortælling og nogle uheldige forslag.

Kronik: Familiepolitik hører til i Skatteministeriet

Først nogle myter, som må aflives. En af dem er, at danske småbørnsfamilier skulle være særligt pressede, fordi begge forældre arbejder. Det er korrekt, at andelen af den voksne befolkning, som arbejder, er ret høj i Danmark. Vi overhales dog af blandt andre Sverige, Norge og Holland. Blandt 33 OECD-lande ligger vi nummer 7.

Til gengæld ligger vi meget lavt, hvad angår arbejdstiden per beskæftiget. Her ligger vi på en 30. plads ud af 33 lande. Samlet betyder det, at den voksne danske befolkning arbejder færre timer per voksen borger end befolkningen i 25 ud af 33 OECD-lande. Det er i gennemsnit. Nogle forældrepar arbejder hårdt – også i international sammenligning, men det er altså ikke normen.

Det er heller ikke indlysende, at småbørnsfamilier generelt skulle være mere presset af arbejde nu end tidligere. Samtidig med, at kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet, er arbejdstiden blevet kraftigt reduceret. Siden 1958 er arbejdstiden gradvis blevet reduceret fra 48 til 37 timer, og parallelt hermed er antallet af ferieuger fra 1963 til i dag steget fra tre til seks (de facto) for de flestes vedkommende.

Rockwool Fondens studier af danskernes tidsforbrug viser, at mødre til småbørn har omtrent samme mængde fritid (syv timer om ugen) som for 50 år siden, mens fædrenes fritid først faldt fra godt otte timer om ugen til mødrenes niveau, hvor det har ligget stabilt de seneste godt 25 år.

Danskerne er de mest tilfredse med deres arbejde i EU. De føler i høj grad, at de gør nytte på arbejdet. Og under ti procent – den næstlaveste andel i EU – føler sig overanstrengt på jobbet.

Alt i alt tyder det altså ikke på, at småbørnsforældre er ved at bukke under. Vel er det hårdt at have små børn, men ikke hårdere end tidligere og ikke hårdere end i andre lande.

Det viser sig da også, at hvis man spørger danske medarbejdere, om de er tilfredse med balancen mellem arbejde og familieliv, svarer næsten ni ud af ti, at de er tilfredse eller meget tilfredse, hvilket er den højeste andel blandt landene i EU.

Den høje grad af tilfredshed er ikke overraskende. Folk har i dag stor frihed til selv at bestemme over deres arbejdsliv. I et vist omfang er de bundet af samfundsindretningen, men den tilpasser sig også de generelle normer. Fagbevægelsen forhandler f.eks. overenskomster, der nogenlunde svarer til medlemmernes præferencer. De fleste har altså god mulighed for at arbejde omtrent så meget, som de selv finder optimalt i en balancering af forskellige af livets goder, herunder fritid, forbrug, samvær med familien og karriere-ambitioner.

Jeg undrer mig derfor over meldingen i Berlingske tirsdag 20.10 fra beskæftigelsesminister Jørgen Neergaard Larsen (V) om, at for mange forældre går på deltid. Det er et liberalt grundsyn, at borgerne er bedre til at indrette deres egne liv end politikere. I stedet for virkningsløse og irriterende opsange til befolkningen, burde regeringen blandt andet sænke topskatten, som straffer folk for at arbejde ekstra.

Udfordringerne ved at balancere familie og arbejde er ikke et samfundsproblem. Mor og far er dame og herre over eget liv.

Det er bekymrende, at forældre ses som stakler og familien som et problem, velfærdsstaten skal løse. Når statsmagten tages i anvendelse for at »hjælpe« familierne, sker der nemlig i høj grad det modsatte: Velfærdsstaten tager noget af ansvaret fra forældrene. Det »hjælper« ikke familien. Det svækker den.

Familien er ikke et problem. Familien er civilisationens måske største succes. Familien formår ekstremt effektivt at overføre normer og værdier til næste generation. Forskning viser f.eks., at efterkommere af udvandrere til USA nogenlunde fastholder en norm fra udvandringslandet – såsom graden af tillid til andre mennesker – gennem generationer. Man må formode, at familien er en helt central del af forklaringen på dette.

Har en familie først knækket koden for, hvordan man får et godt og produktivt liv, viderebringes denne kode med stor sikkerhed til næste generation. Det formår langt de fleste familier at gøre med stor succes. I virkeligheden ved vi meget lidt om, hvordan de gør det. Derfor ved vi heller ikke, hvordan andre af samfundets institutioner såsom skolen, daginstitutioner og idrætsforeninger skulle kunne overtage dele af denne vigtige opgave.

Man kan derfor undre sig over den ulidelige lethed, med hvilken man politisk leger med familiens rolle i samfundet. Sat lidt på spidsen er det vores kulturs overlevelse, vores nationale identitet, man leger med.

Er det rimeligt at påstå, at familien i dag primært opfattes som et problem? Det mener jeg. I den danske debat præsenteres begrebet social arv f.eks. næsten altid som et problem. Vi taler om negativ social arv. Politiske forsøg på at mindske negativ social arv består ofte af tiltag, der skal tømme familien for mest mulig funktion: Nogle familier er dårlige til at læse lektier med deres børn. Derfor skal ingen familier læse lektier med deres børn. Slik i børnehøjde skal væk fra supermarkederne, fordi nogle forældre er dårlige til at sige nej til deres børn. Derfor skal ingen forældre udsættes for at skulle sige nej til deres børn. At lære, at man ikke kan få alt samt forstå hvorfor, er ellers en central del af ethvert barns opdragelse.

Med denne tilgang til social arv glemmer man, at den dominerende del af den sociale arv heldigvis ikke er negativ, men positiv. Det er den sociale arv, der på tværs af generationerne viderefører vores forbløffende stabile samfundsorden, båret frem, som den er, af danskernes normer og værdier. Og familien er helt afgørende i denne proces.

Nogle forskere hævder, at børn ikke lærer noget af at læse lektier hjemme. Selv hvis det fagligt set er korrekt – hvilket jeg tvivler på – overser disse forskere totalt familiens funktion i børnenes uddannelse. Lektier bidrager til at forbinde skole og hjem, lærere og forældre. Lektier skaber en dialog mellem barn og forældre om skolen, fagenes betydning og indhold og om vigtigheden af at passe sine ting.

Det er ikke altid sjovt at læse lektier med et frustreret barn. Det kan sågar være hårdt arbejde. Det er heller ikke altid sjovt at skulle forklare sit grædende barn, hvorfor der ikke skal købes matadormix i dag.

I det hele taget kan opdragelse være besværlig. Og mange forældre hilser det sikkert velkommen at overlade en stadigt større del af åget til statsmagten. Det er ikke bare en forkert, men en ekstremt farlig vej at gå. Erfaringerne fortæller os, at familien – trods vores mange fejl og mangler som forældre – er en fantastisk ting. På godt og på ondt – men mest på godt – bærer vores børn vores normer videre i næste generation. Men det kræver, at vi får lov til at være familier – med alt hvad det indebærer af bøvl og hårdt arbejde.