Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Livet i den rifbjergske teenagekultur

Med sin gennembrudsroman »Den kroniske uskyld« fra 1958, knæsatte afdøde Klaus Rifbjerg en tankegang, der gjorde pubertetens tilstand til et ideologisk mål. Og Rifbjergs ideologi blev hurtigt en succes. Men det er netop børnene, det går ud over, når forældrene ikke vil være voksne og autoriteter.

»Forældre og velmenende pædagoger har ladet sig forføre af den rifbjergske ideologi og finder, at en »flad struktur« og en antiautoritær opdragelse er det bedste grundlag for, at de unge kan udvikle frimodighed og selvstændighed. Det sidste nye skridt i denne ideologis udvikling er, at lærerne skal være psykoterapeuter for eleverne så de kan »åbne og trimme elevernes læringskanaler«. Det lyder for nogen sympatisk, men realiteterne er, at en sådan ideologi fastholder de unge i en evig pubertet, og det skaber modløshed, fordi det afskærer den unge fra at nå frem til sin bestemmelse: et voksenliv med ansvar,« skriver Finn Korsaa Fold sammen
Læs mere

For nogen virker det som et længe ventet signal til angreb, for andre beskæmmende, hvis man bliver opfordret til at sige noget om verdenssituationen. I en Storm P. vignet svarer en mand, at han ikke kan udtale sig, fordi han har fået noget i øjet. En sådan form for beskedenhed lå fjernt for Klaus Rifbjerg. Han havde svar på enhver udfordring, som han fremførte med en frimodighed, der var en Erasmus Montanus værdig. Han blev beundret for sine forurettede provokationer, og med stor suverænitet kunne han påpege alt det gale og tåbelige i verden, men den udvej, han foreslog, var endnu mere latterlig.

Den skråsikre kan måske have ret i sine påstande, men røber allerede ved sin holdning, at han ikke er den rette til at hævde dem. Rifbjerg havde en overrumplende evne til at polarisere enhver debat ved at udpege andre som reaktionære idioter og sig selv som frisindets apostel. Han røbede sin sande holdning, da han engang blev anmodet om at skrive noget, der i en enkelt linje kunne udtrykke hans beundring for Cervantes. På omslaget af en nyudgivelse af Don Quijote kan man læse Rifbjergs bon mot: »Min sjæl, hvad vil du mere«.

Han havde i Don Quijote fundet en ideologisk våbenfælle. Han ville som hin ridder håndhæve retfærdigheden ganske uden hensyn til virkeligheden. Allerede i sin pubertet svingede Rifbjerg sig kækt i Rosinantes sadel. I beundring for sine egne synspunkter og forgabt i sin tro på, at han havde ret, red han ud på sit livs mission. Hvor Don Quijote ville genskabe en tabt riddertid, ville Rifbjerg gøre pubertetskrisen til en almengyldig livsstil.

Puberteten er jo kendetegnet ved, at man ikke længere er det, man var, og endnu ikke er det, man gerne vil være. I dette tomrum stræber man rastløst både frem og tilbage. Rifbjerg fandt en tredje vej ved at ophøje pubertetsforvirringen til ideologi. Han konstaterede i Den kroniske uskyld, at puberteten nok handlede om tabet af uskyldighed, men fandt, at man alligevel godt kunne bevare den. Det blev muligt ved at udnytte klassekampens polarisering, der netop har en særlig appel til teenagere. Forestillingen om, at de, der besidder noget, er onde, og de der ingenting har, er gode og uskyldige, er en tankegang, som oprindeligt var begrundet i en urimelig social ulighed.

Men efterhånden som de fabianske ideer skabte institutioner, der skulle hjælpe og styrke borgerne til selvstyre, blev modsætningsforholdet i klassekampen svækket og den marxistiske klassekampsideologi fik derfor ikke den gennemslagskraft, som dens tilhængere syntes den fortjente. Og det var jo skynd og skam, for den havde en vedvarende appel til den pubertære fantasi. Tolkien var fx ikke sen til at udnytte den i sit store epos om Ringenes Herre. Også Rifbjerg så mulighederne. Han havde lagt mærke til, at der var noget i generationsmodsætningen, der mindede om klassemodsætningen. Der var imidlertid et problem at løse, for generationsmodsætningen er jo ikke noget statisk. De unge bliver ældre, og deres flid udstyrer dem med børn, hus og bil og måske endda med formue. Dermed bliver de ved skæbnens ugunst selv forvandlet til de onde og undertrykkende. Hvordan skulle man nu løse det problem?

Det kunne netop løses ved at betone den kroniske uskyldighed, og dermed havde man den formel, der skulle forvandle mennesker i alle aldre til kroniske teenagere og alle konflikter til et kronisk teenageoprør mod undertrykkende institutioner og myndigheder. Denne ideologis overvældende succes er grunden til, at man kan opleve, at selv aldrende digtere og pensionerede rockstjerner udtaler sig i sproglige vendinger, som var de stadig 17 år. Denne pubertære ideologi kunne formuleres i en opdatering af det cartesianske dogme: »Jeg brokker mig, altså er jeg«.

Samtidig blev voksenlivets modenhed, myndighed og autoritet til ikoner på et fjendebillede og det gav fornyet næring til den uendelige konflikt mellem det gode og det onde. Det vil sige en kamp mod vindmøller, for realiteterne var, at Rifbjerg projicerede ondskaben ud i omgivelserne og skaber fjendebilleder af ganske almindelige danskere. Denne proces har skabt et skred i den demokratiske debat, der er degenereret til en brokkekultur, hvor de samfundsmæssige ideer har mistet betydning. Den rifbjergske teenageideologi ville nedbryde alle normer og bryde med alle former, ud fra det synspunkt, at de er undertrykkende og indledte dermed en destruktion af kernen i kulturen, nemlig de omgangsformer som i århundreder har bundet mennesker sammen, og de ceremonier og symboler som psyken udtrykker sig i.

Den rifbjergske teenagekultur betoner det synspunkt, at børn ikke har noget ondt i sig. Det lyder jo tilforladeligt, så længe det drejer sig om digtere og rockmusikere. Mere betænkeligt forekommer det når denne logik bruges på en voksen mand, som fx Omar Abdal Hamid el-Hussein, der straks efter sin ugerning i februar 2015 blev indrullet i det rifbjergske fortolkningsmonopol, som det fremgik af flere interviews, som jeg her citerer efter hukommelsen: »Mennesker som Omar har fået for lidt kærlighed … Vi er så gode til at ekskludere, men kan ikke inkludere, … vi er nødt til at vise sådanne unge mere kærlighed.« Med andre ord: Omar var et stakkels offer, han kunne ikke selv gøre for det, han havde ikke noget ansvar for sine gerninger.

Foruroligende er det, at mange forældre insisterer på at være umyndige. Men trygge børn er børn, der kan mærke, at de voksne er i stand til at påtage sig et ansvar. Det giver børnene mulighed for at frigøre sig fra forældrene, når den tid kommer. Børn af forældre, der ikke kan påtage sig en formynderrolle, og som i afmagt råber og skriger for at få børnene til at makke ret, ved om nogen, hvor vanskeligt det er at være uden myndighed. Antallet af ADHD-diagnosticerede børn afspejler, hvor omfattende problemet er. Forældre og velmenende pædagoger har ladet sig forføre af den rifbjergske ideologi og finder, at en »flad struktur« og en antiautoritær opdragelse er det bedste grundlag for, at de unge kan udvikle frimodighed og selvstændighed. Det sidste nye skridt i denne ideologis udvikling er, at lærerne skal være psykoterapeuter for eleverne så de kan »åbne og trimme elevernes læringskanaler«.

Det lyder for nogen sympatisk, men realiteterne er, at en sådan ideologi fastholder de unge i en evig pubertet, og det skaber modløshed, fordi det afskærer den unge fra at nå frem til sin bestemmelse: et voksenliv med ansvar. Der findes dog stadig forældre, der ved, at deres børn ikke kan blive voksne, hvis de ikke selv har påtaget sig at være en autoritet. Sådanne forældre ved imidlertid også, at de er nødt til at udtrykke sig i den rifbjergske teenageideologis frasesprog hvis de skal undgå at blive mobbet.

Jeg har skrevet ovenstående i et forsøg på at finde hoved og hale i den ejendommelige infantile kultur, vi lever i. Måske tager jeg fejl. For hvordan skal man forklare, at det lykkedes forældregenerationerne i 1968 på én gang at smugle klassekampsmodsætningen ind i generationsmodsætningen og samtidig tale om, at der ikke længere er nogen generationskløft? Måske kan det forklares med, at man svigtede eller nedtonede sit parforhold og som erstatning knyttede sig til børnene med så stærke følelsesbindinger, som var det et ægteskab. Det kan på én gang forklare, hvorfor der bliver flere og flere enlige, men samtidig må en sådan amourøs konstruktion siges at være forudsætningen for en pubertær kultur.

Måske vil en ny ideologi kunne bringe os nærmere vores natur? Ideologierne giver os jo, uanset om man mener, det er noget bras eller ej, en nødvendig konstruktion af virkeligheden. En egentlig virkelighed bag ideologierne findes ikke. Man må glæde sig over, at uanset hvor idiotisk en ideologi forekommer, så »forvandler den ikke menneskenaturen ligeså lidt som andre livsmønstre, som mennesket har opstillet for sig selv« som historikeren Barbara Tuchmann udtrykker det.