Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Litteraturen halter i DR

Ole Hyltoft: De skyder med skarpt i gaderne. Tonen på nettet er det rene værtshusslagsmål. Denne vor tids råhed ser Danmarks Radios næstformand i sammenhæng med, at vi snart i en generation ikke har hørt vor bedste litteratur læst op i DR.

Arkivfoto fra 1955: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter middagen ved et selskab kom en ca. 70-årig herre – vi kalder ham hr. Jensen – hen til mig og sagde bebrejdende: Du skal vide, at alt hvad jeg har lært, har jeg lært af Danmarks Radio. Men nu kan man ikke længere lære noget i DR. Jeg syntes ikke hr. Jensen har helt ret. For hr. Jensens børnebørn får meget at vide om livet i Burma og Somalia lige nu. Alligevel har Jensen ret. For næsten alle de udsendelser, DRs journalister nu fornøjer eller forfærder os med, handler om, hvordan tilstanden i verdens talrige riger er lige nu – i dette susende øjeblik. Dette øjebliks-overblik er ikke ligegyldigt, nej, nej. Det er da både pirrende og underholdende, at det fra pålidelig kilde hævdes, at Kim Jong-un for en time siden flyttede to af sine raketbaser 50 km mod øst. Men den overvejende del af DRs programmer har i dag ikke den stedsegrønne valør, som de havde i hr. Jensens ungdom. Vi får at vide, at der er uro i Burma. Men hvoraf kommer det, at der er 100 forskellige etniske grupper i Burma, og at det er dem, der skaber uroen? Skal vi have døgnflue-TV eller stedsegrøn TV? Skal DR primært være horisontal eller vertikal?

Da hr. Jensen og jeg var børn, fik vi Ingemanns Valdemar Sejr, Swifts Gullivers Rejse og Dumas’ De tre Musketerer, alle klassikerne, læst op eller hørespillet i DRs børnetimer. Grebne, gysende, jublende fik vi nogle indblik i de skatkister, som findes i den skønne litteratur. Første gang, jeg blev grebet af en voksen-roman var, da Martin A. Hansens roman Løgneren blev læst op i radioen. Pouel Kern læste den. Nej, han læste den ikke. Han var løgneren, denne ensomme, ulykkeligt forelskede skolelærer på den vinterisolerede ø.

Mange danskere fra den tid kan stadig høre Pouel Kerns stemme berette om, at stormen suser mod den øde kirke, isen bryder op, og årets første sneppe er set på øen. Halvdelen af befolkningen sad dengang ved højttaleren og lyttede til et stykke fornem litteratur.

DRs oplæsning af romaner og noveller lærte os at se ind i menneskesindets forgreninger, lærte os om usselhed og storsind, viste os en betagende natur. Og oven i det lærte den os at tale et tydeligt dansk. Vi mødte Oehlenschlæger med Poul Reumerts stemme. H.C. Andersen med Karin Nellemoses. Hun kunne mere end være en fabelagtig Misse Møhge. Blicher, Bang, Branner – hele Danmarks historie nåede os gennem digternes for-tællinger. Og tidens moderne skrivekunst kom selvfølgelig også med.

Nu høres denne dybe tone ikke længere i DR. Det er et savn. Et tab for vores kultur. Et ganske unødigt.

Nej, kære læser, jeg hører ikke til de krasbørstige jeronimusser, der synes, at alting var bedre i gamle dage. Jeg synes, ordet er friere, valgmulighederne større i dag end i hr. Jensens barndom. Og jeg synes, journalisterne i dag bringer os tættere ind på hverdagen og verdens dramaer end før.

Også i DR har der været fremskridt i min levetid. Hvis man vil høre verdens bedste musik, kan man bare åbne for DRs P 2, dag som nat. DRs egne Torsdagskoncerter opføres til europæisk sølv- og guldmedalje. Den klassiske musik produceres i dag i DR af ildnende dirigenter som des Burgos, Adam Fischer, Michael Bojesen. Og styres af musikelskere som orkestrenes leder Kim Bohr og koncertsalens direktør, Leif Lønsmann. Flot, flot. På den store musiks område spiller DR med i den europæiske superliga.

Musikkens vellyd bringer vores underbevidsthed i bevægelse. Men det er litteraturen, sproget, der bærer vores kollektive og individuelle bevidsthed. Det er sproget, vi bruger til at viderebringe slægternes viden om vores lange, besværlige vandring gennem historien. Vores snart lykkelige, snart tragiske march frem mod en langtfra fuldbyrdet civilisation. Så det er kulturløst af DR at have et så sløset forhold til litteraturen som DR har i dag.

Tilsidesættelsen af litteraturen er noget forholdsvis nyt i DR. Før Anden Verdenskrig var en så betydelig forfatter som klunketidens mesterbeskriver, Otto Rung, i DRs ledelse. Og efter krigen har en række fremtrædende kendere præsenteret litteraturen i DR. Lyrikere som Ove Abildgaard og Jørgen Gustava Brandt. Forfattere som Karl Bjarnhof og Hanne Marie Svendsen. Litteraturmagistre som Lone Bastholm og Jens Schoustrup Thomsen.

Men da djøf-mentalitet og journalist-magt overtog ledelsen i DR, forsvandt den litterære kunst. Med besvær lykkedes det for et par år siden, ved vedholdende pres fra bestyrelsen, at få en enkelt times litteratur-orientering indført om ugen, Skønlitteratur på P 1. Men tænk hvis DR strøede litteraturen ud over programmerne med samme rundhåndede selvfølge som P 2 gør med musikken.

Hvorfor må solopgang og solnedgang ikke markeres med, at et godt digt læses højt på P 1 og P 4? Hvorfor kan DR 1s vejrmelding ikke engang imellem afsluttes med et digt skrevet til årstiden eller vejrliget?

Det kan godt være, at der i perioder i DRs gamle dage har været for meget Poul Reumert og for meget snobberi over DRs litteraturprogrammer. Men den holdning er der vist ingen fare for at få genoplivet i vore dage. Den musiske måde at opleve tilværelsen på har ikke noget med snobberi at gøre. Det er såmænd bare en friere og grundmenneskelig måde at trække vejret på.

Hver af vore store digtere har deres måde at trække vejret på. Der er Holberg, som bombarderer vanedumhed med paradokser og logiske underfundigheder. Der er H.C. Andersens leg med barnet i os. Storken taler ægyptisk og ællingen flagrer omkring i meltønden og mælkefadet. Kan man begå en alvorlig forbrydelse, hvis man fra barn af har lyttet til H.C. Andersens eventyr?

Der er Blichers vemod. Der er Bangs sorgfulde humor. Disse litterære tonearter og mange flere skaber tilsammen den danske tone. Vi kan læse os ind i den. Men hvorfor må vi ikke også høre den i radioen?

I dag kan denne tone være svær at opfange. Mange danskeres sprog lyder som en fattiggård. Når noget er godt, er det uvægerligt fedt. Når noget er skidt, hilses det med et ’fuck’. Primitivissimo! Det rå og det forenklede sidder i højsædet. Tv viser os morderiske seriefilm på løbebånd. Forbrydernes grusomheder udpensles. I gaderne skyder kriminelle bander på hinanden. Krimier er tidens førende bog-genre. Tv’s samfundskritik lanceres under hårdtslående rubrikker som Kontant og Penge. Finans er in. Kunst er out.

Tonen mellem kombattanterne på nettet er det rene værtshusslagsmål efter otte bajere pr. mand. Heltene blandt journalister er blevet knock out-konger med favoritslag under bæltestedet. De røde murstensbyer, vi har arvet fra vore forfædre, udstråler hjemlighed og inderlighed. Nu gør vi vore byer identitetsløse med ensformige cementkasser. Rå cement til rå mennesker med et råt sprog. Hvad kom først – sproget eller cementkasserne?

Man spørger sig selv: Hænger disse forskelligartede elendigheder i virkeligheden sammen? Og hænger de sammen med, at vi nu i en generation ikke har hørt vores sprog udtalt i radioen med den følsomhed og de nuancer, der skal til, for at sproget kan afspejle ægte menneskesind? Først gør vi sproget råt. Så bliver vi selv rå.

Det sætter en høj standard for hele vor kultur, når vi er vant til at høre vor fortids og nutids fintfølende observatører, digternes, sprog fremført af vore bedste stradivarius’er blandt vore skuespillere, en Henning Jensen, en Morten Grunwald. Eller de eminente afdøde, som DR jo har liggende på bånd, Ove Sprogøe, Birgitte Price, Erik Mørk, Frits Helmuth, Bodil Ipsen.

Disse ældre mestres arvtagere i den ny skuespiller-slægt kender jeg ikke. Det er vel netop fordi de ikke får opgaverne i radioen, så de kan finslibe deres talent.

Tabet af DRs oplæsningskunst, denne vellyd af overtoner og underspil, er et tab af civilisation.

DR – se nu at få genskabt jeres fine litterære tradition.