Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Lige børn lærer bedst

Der er bred enighed om, at alle børn skal have lige muligheder, fra de starter i dagtilbud. Men den sociale baggrund er afgørende for, hvad man kan lære – og være – og der er ikke mange tegn på, at det ændrer sig. Politikere, kommuner, ledere, pædagoger og lærere bør sætte læringsuligheden øverst på dagsordenen.

30DEBANDREASRASCH-CHRISTENS.jpg
Andreas Rasch-Christensen Fold sammen
Læs mere

Danmarks børn har ikke lige muligheder for at lære, blive kloge, nysgerrige og ambitiøse. De fødes med ulige muligheder, og uligheden fastholdes, eller forstærkes ligefrem fra barnet starter i dagtilbud, til det går ud af skolen og videre i uddannelsessystemet. På trods af års ambitioner og skåltaler om, at både dagtilbud og skole skal styrke den sociale mobilitet og mindske betydningen af den sociale baggrund.

Vi må beskæmmet konstatere, at ti års skolegang tilsyneladende ikke ændrer en tøddel på den ulighed i læringsmuligheder, der bliver grundlagt meget tidligt hjemme hos mor og far. PISA-undersøgelser viser, at Danmark halter bagefter de øvrige nordiske lande, når det gælder om at mindske betydningen af social baggrund. Danmark er ganske enkelt dårligst i Norden til at udligne læringsuligheden i løbet af folkeskoletiden. Det er stadig især de højtuddannedes børn, der får de lange uddannelser, og især de ufaglærtes børn, der bliver ufaglærte.

Unge med ufaglærte forældre fik i 2014 et gennemsnit på 5,3 ved 9. klasses afgangsprøve i dansk og matematik, mens unge med en far eller mor med en lang videregående uddannelse fik et gennemsnit på 8,3. Børn af akademikerforældre har ni gange større sandsynlighed for at begynde på en universitetsuddannelse end andre børn.

Hvor stor den økonomiske og sociale ulighed skal være i et samfund er et eviggrønt politisk tema. Men de fleste er enige om, at den sociale ulighed ikke skal slå over i en læringsulighed: De skævt fordelte muligheder for at selv at kunne præge og påvirke, hvad man vil lære – og være – når man bliver stor. Vi må konstatere, at det danske institutions- og uddannelsessystem ikke lykkes med at skabe læringslighed for børnene.

Et tre-årigt barn af veluddannede forældre har hørt 30 millioner flere ord – og oplevet mange flere titte-bøh-lege og nysgerrige samtaler – end et barn af forældre uden uddannelse. I et veluddannet hjem trænes evnen til at forme et argument, indgå i en debat og ræsonnere helt automatisk over middagsmaden og i bilen på vej til Det Kongelige Teater. Og i et veluddannet hjem er gymnasiet og en videregående uddannelse »defaulten« – det vil sige, at der skal noget helt særligt til, før man vælger noget andet.

Det betyder på ingen måde, at et veluddannet hjem pr. definition er bedre at vokse op i, end et hjem med lavtuddannede forældre. Grundlæggende omsorg, kærlighed og opmærksomhed findes heldigvis i alle slags familier. Men vi må konstatere, at den ulige fordeling af »social og kulturel kapital« er afgørende for, hvordan børn klarer sig i uddannelsessystemet, og dagtilbud og skole formår ikke at ændre ved det.

Jo, der er klare og gode målsætninger om, at dagtilbuddene skal bryde den negative sociale arv, og at folkeskolen skal mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater. Men målsætningerne viser sig ikke altid i praksis. Undersøgelser har vist, at socialt udsatte børn ikke mødes med samme positive ambitioner, krav, udfordringer og stimuli fra dagtilbuddet og skolen som deres jævnaldrende. De vokser op i en form for lærings- og forventningsfattigdom. Dermed går enorme potentialer tabt. Både for det enkelte barn og for samfundet som helhed.

En effektiv indsats mod den læringsulighed, som eksisterer i Danmark anno 2016, kræver et målrettet fokus på den del af barndommen, som kommer før børnehaveklassen. Det er for sent at rette op på læringsuligheden i folkeskolen, da børns kognitive og sociale færdigheder – og dermed læringspotentialet – er grundlagt længe før skolestart. Derfor skal der fokus på, hvordan vi udvikler kvaliteten af vores dagtilbud og gør dagtilbuddene og samarbejdet med forældrene endnu bedre.

Måske er det også i den erkendelse, at ministeren for børn, undervisning og ligestilling i dag, onsdag, byder velkommen til repræsentanter fra hele uddannelsessektoren til det traditionsrige Sorø-møde, der for første gang udelukkende handler om de mindste børn, om udvikling af børnehaverne, vuggestuerne og dagplejen. Det er et tema, som bør forpligte alle deltagerne i Sorø, også når mødet og skåltalerne er overstået.

At give alle børn uanset familiebaggrund de samme læringsmuligheder er en vanskelig opgave at løse. Hverken dagtilbud eller skole kan ændre på de grundlæggende økonomiske og sociale strukturer i et samfund. Men erfaringer fra andre lande viser, at en målrettet indsats i skole og dagtilbud kan gøre meget i forhold til at ruste også de socialt udsatte børn til at få uddannelse og arbejde – også selv om alle tegn i sol og måne pegede i en anden retning. En dygtig skole, som har bestemt sig for at mindske læringsuligheden, kan løfte alle elever så meget, at også de svageste kommer over målstregen i god form.

Men det kræver, at alle aktører omkring dagtilbud og skole faktisk har besluttet sig for at ville det. At ville bryde det stærke bånd mellem social baggrund og livsmuligheder. Og selv om »at mindske betydningen af social baggrund« er mål nummer 2 i folkeskolereformen, ser vi ikke mange tegn på, at der arbejdes seriøst og vedholdende med netop dette mål – hverken når vi ser på organisationer, nationale og lokale myndigheder eller skoler og dagtilbud.

Måske fordi det er en svær opgave, og at alle står lidt famlende over for, hvordan det egentlig skal gribes an. Måske fordi der er en grundlæggende og måske velbegrundet modvilje i forhold til at arbejde målrettet med børnegrupper på baggrund af deres socioøkonomiske forhold. Og måske fordi vi stædigt holder fast i, at dagtilbud og skole da er for alle børn – selv om tallene taler deres tydelige sprog om, at skolen er mere for nogle (middelklasse)børn end for andre.

Der skal ny handling bag ambitionerne, hvis vi skal rykke ved uligheden. Og det er alle aktører, der skal handle: Organisationer, uddannelsesinstitutioner, forvaltninger, lærere, pædagoger og ledere.

På tværs af international forskning er der en række pointer, som også kan være inspirerende for den pædagogiske praksis i Danmark: Det er afgørende med en tidlig og tværprofessionel indsats, involvering af forældrene er vigtig, og personalets kompetencer og en systematisk tilgang til det pædagogiske arbejde med læring er helt central.

Samfundets investeringer i børnenes tidligste leveår og i dagtilbud af høj kvalitet har langt større effekt end indsatser senere i livet. Det har nobelprismodtageren James Heckman påvist. Men på trods af de forskningsmæssige kendsgerninger viser en nylig offentliggjort kortlægning fra KORA, at de kommuner, der har flest udsatte børn, også har de dårligste personalenormeringer i dagtilbuddene. Det kommer der ikke megen læringslighed ud af.

Såkaldte sociale normeringer – som kendes fra folkeskoleområdet – kunne være en ny vej at gå i den tidlige indsats. Det betyder, at de dagtilbud, der har en høj andel af børn med svag hjemmebaggrund, tilgodeses i fordelingen af ressourcer. Samtidig bør der investeres i en betydelig kompetenceudvikling af det pædagogiske personale, som man har gjort i folkeskolen.

Årets Sorø-møde er en kærkommen mulighed for at markere, at vi ikke bare tager læringsuligheden alvorligt, men også forpligter os på at bekæmpe den derude i børnenes virkelighed.

  • Kroniken er skrevet af Formandskabet for Rådet for Børns Læring: Direktør Agi Csonka, rektor Stefan Hermann, dagtilbudsleder Fie Lademann, forsknings- og udviklingschef Andreas Rasch-Christensen, skoleleder Gitte Reimann, professor Charlotte Ringsmose og børne- og kulturdirektør Anders-Peter Østergaard