Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker du at sende et debatindlæg til Berlingske.

Licensen er et fortidslevn

Jeppe Bech: At hævde at medielicensen sikrer kvalitetsprogrammer trækker på en forestilling om, at DR og Kulturministeriet skal stå som smagsdommere og fortælle danskerne, hvad de skal se og mene om forskellige programmer.

Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Vi betaler skat af vores indkomst, ganske meget endda. Det skal sikre, at vi har et fungerende velfærdssamfund - skoler, sygehuse, infrastruktur, børnehaver osv. - alt sammen koster penge. Og så betaler vi licens. Den skal angiveligt sikre uafhængigt public service kvalitets-TV til danskerne. Lad os lige se lidt på det.

I modsætning til skatten betales licensen ikke efter indkomst, men som et ens beløb for alle husstande. De eneste, der får rabat, er pensionister. Det vil sige, at f.eks. én studerende betaler det samme som en kernefamilie med to faste indkomster, og det dobbelte af et pensioneret ægtepar. Det virker helt uforståeligt, da det er de færreste studerende, som har flere penge end pensionister og lønmodtagere, og hvem mon der i gennemsnit ser mest DR?

Så er der den med public service. Det betyder i offentlighedens tjeneste og er altså TV og radio, der skal tjene til samfundets bedste. Men hvad er så argumentet for, at det kun er personer med TV- eller internetforbindelse der skal betale? Det er jo heller ikke kun forældre til små børn og børn i den undervisningspligtige alder der betaler til skoler og daginstitutioner, kun lånere der betaler til biblioteksvæsnet, eller kun syge der betaler til sygehusvæsnet. Velfærdssamfundets øvrige goder finansieres via skatten, så hvorfor skal public service-TV og -radio være brugerbetalt?

Ifølge radio- og fjernsynsloven skal public service »sikre et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning«. Problemet med den definition er, at stort set alt potentielt er dækket af den. Også f.eks. porno, men det sender DR jo ikke noget af. Hvor mange TV-programmer kan du f.eks. komme i tanke om, som ikke kan kategoriseres som enten nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst eller underholdning? Ikke mange, vel?

Vi har altså i høj grad brug for en ny og snævrere definition af begrebet public service, som kun omfatter de udsendelser, der oplyser og formidler nyheder, debat o.l. eller i det mindste har en læringsmæssig eller samfundsskildrende dimension. Derfor væk med dyre programmer som X Factor, der kun leverer tom og værdiløs underholdning efter laveste fællesnævner og konkurrerer på seertal med de kommercielle TV-stationer. Det kan aldrig blive statens opgave at producere den slags, det kan markedet sagtens selv klare.

Så er der den med uafhængighed. Licenstilhængere argumenterer typisk for at kommercielle TV-kanaler er afhængige af reklameindtægter og at annoncørerne derfor kan påvirke sendefladen og styre nyhedsformidlingen i en bestemt retning. Dette ville være sandt nok, hvis der var tale om en lille, lukket gruppe af betydningsfulde annoncører, men det er ikke tilfældet. Der er tusindvis af forskellige annoncører, og hvis én skulle finde på at true med at trække sig, hvis ikke man får indflydelse på nyhedsdækningen, står der masser af andre på spring for at udfylde pladsen. Annoncørerne har altså ingen reel mulighed for at påvirke journalistikken på reklamefinansierede TV-kanaler.

Derimod har DR nogle klare problemer med objektivitet og uafhængighed. Det hænger sammen med, at DR finansieres gennem licensmidler, og er derfor umiddelbart afhængige af, at licensordningen består for at sikre sin fortsatte eksistens, og har derfor ingen interesse i at levere kritisk journalistik om medielicens, og det er således en klar tilskyndelse til at sikre mest mulig taletid til de politikere, som er ukritiske over for licensordningen og mindst mulig taletid til de politikere som er licensmodstandere eller -skeptikere.

Det er et åbenlyst demokratisk problem, at en statsejet medievirksomhed har den slags interesser som står i vejen for det, der skulle have været objektiv og upartisk nyhedsformidling. Netop manglen på objektivitet og upartiskhed bliver DR kritiseret for gang på gang, hvilket får licenstilhængeres argumenter om faren ved at have et frit mediemarked til at fremstå endnu mere hyklerisk.

Mange af dem, som tager DR og medie­licensen i forsvar, henviser til, at Stats­radiofonien producerer programmer af meget høj kvalitet i forhold til reklamefinansierede TV-sta­tioner, og at medielicensen således sikrer danskerne masser af kvalitets-TV.

Problemet med det udsagn er, at det er baseret på en tvivlsom bestemmelse af begrebet kvalitet. Det er umuligt at opstille en objektiv definition, af hvad der udgør kvalitet i forbindelse med radio- og fjernsyns­udsendelser, da alle har hver sit syn herpå. At hævde at medielicensen sikrer kvalitetsprogrammer synes således at trække på en forestilling om, at DR og Kulturministeriet skal stå som smagsdommere og fortælle danskerne, hvad de skal se og mene om forskellige programmer. Lad os dog få vores mediefrihed, så vi selv kan vælge, hvad vi synes er godt TV, som vi vil betale for. Hvis DRs programmer virkelig har så høj kvalitet, ville de jo ingen problemer have med at klare sig uden medielicensen som en abonnementsfinansieret kanal. Så kan man betale for DR, hvis man mener, at det er pengene værd, og lade være, hvis man ikke synes. Ligesom med alle andre varer.

Dertil kommer, at det er fuldstændig absurd, at DR kan indføre en de facto kopskat på bl.a. adgang til internettet. DR eller staten ejer på ingen måde internettet, så det er reelt at kræve penge for brug af noget, som man hverken ejer eller har rettighederne til. Ligesom TV og radio efterhånden er andet og meget mere end DR, er adgang til internettet på ingen måde primært et middel til at bruge DRs ydelser, hvilket igen understreger det moralsk forkastelige i medielicensordningen.

I forbindelse med medieforliget fra 2007, som nu skal genforhandles, oprettedes en såkaldt public service-pulje, hvor andre aktører på markedet kunne søge støtte til TV-programmer, såfremt de opfylder en række public service-forpligtelser. Forudsat at vi får en snævrere og mere præcis og legitim definition af public service-begrebet, og dermed ligeledes af de public service-forpligtelser, som ansøgere til en sådan pulje skal opfylde, kan dette være vejen frem for public service-TV og -radio, også efter fortidslevnet licens er afskaffet. I tider hvor nye, såkaldte sociale medier stormer frem, virker det overordentlig smalsporet at begrænse produktionen af public service-­indhold til ikke bare ét medium, men til én enkelt aktør.

Giv dog alle aktører mulighed for at byde ind med indhold, der kan tilfredsstille behovet for statsstøttet medieproduktion, og giv folk mulighed for at vælge, hvad de vil betale til.

Og lad os finansiere det via skattekroner, så vi kan komme af med den asociale, forældede og urimelige licens.