Licens til at dræbe

Jens Løgstrup: USA har med sine droneangreb placeret sig i et skyggeland mellem krig og klandestine operationer. Men som flere lande vil få droner i fremtiden, bør USA gå forrest for at normalisere brugen af dem. USA må erklære sig som krigsførende i de land

Hvad har James Bond, Obama og chefen for NATOs styrker i Afghanistan til fælles? De har licens til at dræbe! Omstændighederne er forskellige. Mens James Bond selv slå skurkene ihjel, så bruger Obama og NATO-generalen droner og specialstyrker til det grove arbejde. Beslutningsprocessen kan heller ikke sammenlignes. Obama bestemmer over liv og død efter en lang proces i det amerikanske sikkerhedsmaskineri, og ifølge Der Spiegel kommer oprørsledere i Afghanistan kun på NATOs »dræb eller tag til fange-liste«, Joint Prioritized Effects List (JPEL), efter grundige overvejelser. JPEL-listen udmærker sig i øvrigt ifølge avisen ved, at NATO-lande med styrker i Afghanistan bidrager til den.

Disse drabslister og navnlig brugen af droner har skabt debat om det berettigede i målrettet at slå mennesker ihjel uden rettergang. Det springende punkt er, om drabene finder sted som led i legitim krigsførelse, eller om de i James Bond-stil er ekstra-juridiske henrettelser i strid med retsstatens principper. Den amerikanske regering siger, at den efter folkeretten har ret til at forebygge angreb på USA og henviser til kongressens bemyndigelse af 18. september 2001 til med militær magt at forhindre nye terrorangreb på USA. Kritikerne siger med en vis ret, at krigserklæringen mod al-Qaeda og dets støtter er så bred, at det svarer til at erklære forbrydelse krig – en krigserklæring der sætter retsstaten ud af kraft. Det er forståeligt, hvis der efter torturskandalen i Abu Ghraib, CIAs fangetransporter og den nedværdigende behandlinger af fanger på Guantanamo er skepsis over for USAs vilje til fuldt ud at efterleve menneskerettighederne i jagten på sine modstandere. Kritik- erne skyder dog langt over målet. De overser, at USAs anti-terror- indsats i dag primært finder sted gennem almindeligt internationalt samarbejde mellem efterretningstjenester samt politi- og anklagemyndigheder. Undtagelsen er mistænkte for terror, der opholder sig i fejlslagne stater, f.eks. Somalia, eller områder uden for regeringskontrol i f.eks. Pakistan og Yemen.

Pakistan er vidnesbyrd om USAs udfordringer på terrorområdet. Landets elite har kæmpet om statens identitet som enten sekulær eller islamisk. Samtidig har de og navnlig militæret sondret mellem »gode« og »dårlige« terrorister. »Gode« kæmper mod Pakistans fjender, »dårlige« retter deres våben mod den pakistanske stat. Et oprør fra de »dårlige« terrorister har bredt sig fra uregerlige områder på grænsen til Afghanistan til landets hjerte: Punjab og Sindh. Pakistans militær slår til tider hårdt ned på oprørerne og angriber dem med fly, artilleri og kampvogne. Til andre tider forsøger de at inddæmme dem gennem fredsaftaler. De civile omkostninger ved oprørernes fanatiske islamisme og militærets hårde fremfærd er enorme. Antallet af droneangreb i Pakistan er steget kraftigt siden Obama blev præsident, fra i gennemsnit et hver 40. til et hver 4. dag. Den pakistanske rege¬ring kritiserer angrebene, og militæret har udstedt ordre om at skyde dronerne ned. Presserapporter peger imidlertid på pakistansk dobbeltspil og eksistensen af et samarbejde mellem USA og Pakistan om droneangreb. De pakistanske myndigheder rydder angiveligt luftrummet forud for droneoperationer, og den pakistanske efter¬retningstjeneste forsyner amerikanerne med efterretninger. Målene for de amerikanske droneangreb underbygger presserapporterne. Dronerne slår både al-Qaida terrorister, som primært er interesseret i angreb på Vesten, og ledende pakistanske Taleban-krigere, som går efter den pakistanske stat, ihjel. Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at USA ikke angriber afghansk Talebans tilholdssteder i Pakistan og kun har gennemført få angreb på Haqqani-netværket, som fra tilholdssteder i Pakistan har stået bag mange terrorangreb i Kabul. USA burde nok have erklæret sig som krigsførende i Pakistan og dermed mere entydigt have bragt droneangrebene ind under Geneve-konventionerne. I praksis har USA dog med over 100.000 mand i Afghanistan og forsyningslinjer gennem Pakistan ikke haft den mulighed. Bekymring over det 180 millioner mennesker store og atombevæbnede lands stabilitet har også præget beslutningstagerne i Washington. Inden dommen fældes over USAs politik over for Pakistan bør det tages i betragtning, at USA kontinuerligt har opfordret Pakistan til at mindske de civile tab i oprørsbekæmpelsen og i højere grad vinde befolkningens tillid gennem bedre regeringsførelse. Der er ingen sikre tal for antallet af dræbte terrorister, islamistiske oprørere og civile som følge af droneangreb. Amerikanske journalister fra Bureauet for Undersøgende Journalistik har skrevet, at der frem til januar 2013 var blevet dræbt mellem 2.600 og 3.500, hvoraf mellem 500 og 900 var civile. Andre kilder vurde-rer, at de civile tab er mindre. Det eneste sikre er, at de civile tab ved droneangrebene udgør en brøkdel af de civile tab ved Pakistans oprørsbekæmpelse eller terroristernes og de islamistiske oprøreres overgreb på civilbefolkningen.

Den offentlige mening i Pakistan er stærkt ophidset over USAs droneangreb. Den pakistanske regerings kritik af USA bidrager til denne stemning. Det hører dog med til billedet, at en række pakistanske journalister har skrevet, at der i ek-sempelvis Waziristan, hvor mange droneangreb finder sted, er folkelig støtte til angrebene. Lokalbefolkningen lider under al-Qaeda og pakistansk Talebans besættelse, og ser ifølge disse journalister dronerne som befriere fra himmelen. Disse journalister siger, at Pakistan har brug for allierede i kampen mod terrori-sterne. »Der er solidt grundlag for flere droneangreb, ikke færre,« som Irfan Hasain skriver i bladet Morgengry. Udfra offentligt tilgængelige oplysninger er det vanskeligt at vurdere effekten af de amerikanske droneangreb. Vi gør klogt i at sondre mellem angrebenes virkning på henholdsvis terror- og oprørsgrupper. I forhold til al-Qaeda og andre terrorgrupper, så peger uofficielle udtalelser fra amerikanske embedsmænd på, at terrorgrupper i grænseområder til Afghanistan har mistet mange topledere og specialister som f.eks. bombeingeniører. Desuden er fortidens større regulære træningslejre en saga blot. Det er rimeligt at antage, at al-Qaeda og dets følgesvende er blevet alvorligt svækket af droneangrebene. Ligesom andre våbensystemer er de dog intet vidundermiddel – med tiden tilpasser modstanderen sig til det og effekten aftager. Uofficielle udtalelser og offentliggjorte efterretningsrapporter peger da også på, at islamistiske terrorister har søgt nye græsgange i forsøget på at undgå de dødelige droneangreb. Faren fra disse terrorgrupper består, men takket være droneangrebene har de ikke længere en industriel kapacitet til at producere terrorister. Oprørsbekæmpelse handler om meget andet end at slå ihjel. Nøgleord er lokalbefolkningens sikkerhed, regeringens legitimitet, bedre regeringsførelse og økonomisk udvikling. Nedslidning gennem tilfangetagelse og drab af oprørsgruppens ledelse er vigtig, men ligeså betydningsfuldt er en politisk strategi for forhandlingsløsning på konflikten. Droneangreb kan være et led i succesfuld oprørsbekæmpelse, men de kan kun være et tandhjul i et stort maskineri. I Pakistan og Afghanistan har droneangrebene bidraget til at nedslide oprørsgrupperne, f.eks. afghansk Taleban og pakistansk Taliban, men den afgørende sejr har de ikke leveret.

USA har med sine droneangreb placeret sig i et skyggeland mellem krigsførelse og klandestine operationer. Ganske vist har USA opbygget en stram parlamentarisk kontrol med droneangrebene, men i kommende år vil flere lande råde over angrebsdroner. Deres brug af droner vil nok i højere grad blive begrænset af real-politiske end retslige overvejelser. USA gør derfor klogt i at bruge den omfattende tilbagetrækning af vestlige styrker fra Afghanistan til at formulere en politik, som sætter en høj international standard for anvendelse af angrebsdroner. USA bør over for FNs sikkerhedsråd erklære sig som krigsførende i de områder, hvor droneangrebene finder sted. Endvidere bør USA flytte ansvaret for droneangrebene fra CIA til militæret. Endelig bør USA sætte en stopper for Pakistan, Yemen og lignende landes moralske friløb. De bør tvinges til offentligt at anerkende dronernes brug i de områder, hvor de ikke selv evner at opretholde lov og orden. Med sådanne ændringer af dronepolitikken vil USA slå fast, at licens til at dræbe kun gives til generaler i krig.