Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Liberalisme rimer på humanisme

De totalitære ideologier opererer med forestillingen om en ufravigelig objektivitet på et kollektiv af individers vegne. Lakmusprøven på, hvorvidt et politisk styre eller en ideologi er moralsk forsvarlig, må være, om der eksisterer grundlæggende respekt for individets ukrænkelighed og naturlige rettigheder.

Moralsk kan intet forsvare, at noget menneske fratages retten til eget liv, skriver Tobias Heide-Jørgensen. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Året 2013 var for den offentlige debat et for perioden usædvanligt og begivenhedsrigt år, der forhåbentlig borger for en ligeledes oplivet fremtid. Det er ikke at gå for langt at sige, at det de senere år er blevet en generel tendens, at den politiske debat oftere er præget af farveløshed og idéforladthed drevet frem af pragmatiske og principløse levebrødspolitikere. At fremdrage denne for vor samtids politiske leben nedslående og kyniske diagnose forekommer endda efterhånden trivielt.

Dette billede blev der imidlertid vendt forløsende op og ned på med tumultariske opgør mellem fritænkende – ja nærmest progressive – borgerlige på den ene side og vanligt dogmatiske og konservative velfærdsstatsfanatikere på den anden side. Hertil kommer sidste sommers heftige og intense ideologiske fejde mellem liberale/libertarianere og såkaldt konservative, der sammenlignet med tilsvarende af i går dog tager sig ikke lidet blodfattige ud. Vi bør i alle tilfælde glæde os over denne sjældne rusken op i gemakkerne.

Læs også: De nye kulturradikale

Hvad blev så udgangen på al denne ståhej, og hvilken lære kan vi drage heraf? Det vender vi tilbage til. Trods overskriftens ordlyd er én ting indledningsvis værd at bemærke og slå fast i håbet om at rydde ignorante, overfladiske fordomme af vejen: Liberalisme i alle sine afarter, i sin kerne, henviser ikke i gængs forstand til en forkromet politisk ideologi, ligesom socialisme og konservatisme kan siges at gøre, men snarere til et moralfilosofisk humant menneskesyn, der ikke peger hen mod et idealsamfund – et utopia, af den simple grund, at den ikke formulerer sig i kollektivistiske, totalitære termer. Den tænker ikke samfund som et aggregat af ressourcer og talenter, der suverænt tilkommer kollektivet før de mange enkeltindivider, der jo, hvilket ofte bevidst/ubevidst glemmes, er ophavsmænd til samfundets samlede kapaciteter, uden hvilke der intet samfund var.

Dette budskab finder vi hos en af vor tids største libertarianere, Robert Nozick. Individet har ejendom i sin person og det fulde ejerskab over, hvad dets arbejde bibringer. Klassisk liberalisme som hos John Locke er så at sige en tom boks, hvem som helst kan udfylde med det, man finder godt – et instrumentelt, proceduralistisk begreb, der bidrager som middel til at realisere og forløse subjektets egentlige mål. Den foreskriver et sæt naturgivne, ukrænkelige individuelle rettigheder og pligter, der forlener en uforlignelig respekt for det enkelte menneskes unikhed og personlige selvudfoldelse, der er den egentlige forudsætning for et værdigt menneskeliv og en stout menneskehed, men prædiker ikke, hvad det gode, fuldkomne livsmål måtte bestå i – i modsætning til de to førnævnte totalitære ideologier, hvor samfund og stat smelter uløseligt sammen.

Læs også: En konservativ fortælling

Der foreskrives ikke en monistisk statspaternalisme, der, når det kommer til udfoldelse af det gode liv, mener at vide bedre end hvert enkelt individ, men der levnes derimod plads til en sand værdipluralisme – ej at forveksle med kulturrelativisme – der lader forskellige, divergerende livsopfattelser trives parallelt med hinanden i indbyrdes harmoni. Moralsk kan intet forsvare, at noget menneske af såvel andre mennesker som af statssystemer fratages retten til eget liv, der er det mest fundamentale for al menneskelig eksistens overhovedet. Dog er det højst fejlagtigt og uheldigt at se det negative frihedsbegreb som udelukkende et middel til opfyldelse af højere mål, hvilket nogen med urette gør. Personlig frihed fra ydre tvang er nemlig et selvstændigt gode, et moralens første princip, et mål i sig selv, og brud på dette er et slag mod menneskets natur.

Det er en falsk modstilling, der ofte stilles op af såvel socialistisk som konservativt sindede debattører og meningsdannere, at liberalt sindelag og menneskeligt fællesskab skulle være uforenelige størrelser. Hvad der derimod er sandt, er, at liberale forkaster og foragter enhver form for tvungen og påduttet kollektivisme, der i sin inderste kerne er en perverteret forestilling. Det frivillige fællesskab mellem frie ligemænd hyldes som social entreprenørskab og katalysator for økonomisk, social og kulturel udvikling, hvilket den danske andelsbevægelse er et fremragende eksempel på, hvor den enkelte landmands forfølgelse af egne interesser og eget livsmål bragte vedkommende sammen med ligesindede i et virkeligt interessefællesskab på fuldkommen frivillig basis til gavn for den fælles sag, samfundet og den enkelte.

Læs også: Konservative og liberale supplerer hinanden

Hvad der står tilbage er, at den liberale idé blandt sine laverestående og ufuldstændige kombattanter stadig er den eneste moralske indstilling, der ikke krænker, men modsat respekterer menneskets naturlige værdighed. Den naturlige følge heraf er, at liberalt tankegods, der naturligt er indprentet i ethvert menneske, i sandhed er det eneste moralsk set antagelige, ikke-arbitrære (for at benytte Rawls talemåde) udgangspunkt for en civiliseret politisk og filosofisk reflekteret kultur i vor højtudviklede, moderne tidsalder, hvis høje stade af udvikling, trods voldsomme rystelser af menneskets tilværelse foranlediget af totalitære regimer og menneskefjendske ideologier i det 20. århundrede, i høj grad må tilskrives de to forudgående guldaldre, renæssancen og oplysningstiden.

Disse to epoker havde individet i centrum for al kreativitet, innovation og videnskab, der siden har formet den verden, vi bebor i dag. Dette er ikke et utilitaristisk argument for friheden, dvs. en moralsk argumentationsform, der henviser til nytten som det højeste gode. Friheden har indre egenværdi, da den bunder i menneskets natur, og skal følgelig ikke begrundes konsekventialistisk. Det er blot en nøgtern opregning af en håndfuld af dens utallige positive implikationer. Friheden er fuldkommen ukrænkelig, udelelig og umistelig, og det samme er de af friheden afledte rettigheder og pligter, hvorfor disse aldrig kan afhændes, kun trædes under fode af andres overlagte tvang og overgreb.

Læs også: Kronikken: Liberalisme er det bedste bud

Det er her, den grundlæggende forskel mellem det positive og det negative frihedsbegreb klart giver sig til udtryk: De totalitære ideologier opererer med forestillingen om en ufravigelig objektivitet på et kollektiv af individers vegne, som må sanktioneres igennem under anvendelse af tvangsmidler uden skelen til individuel mangfoldighed, som det er tilfældet med f.eks. Hobbes’ Leviathan, Rousseaus almenvilje, Marx’ materialistiske determinisme og Rawls’ retfærdighedsteori.

Faren ved organisme-metaforer er, at de retfærdiggør, at nogen (staten, klassen, racen, »traditionen« eller »historien«, mv.) mener sig berettiget til på individets vegne at tvinge dette med henvisning til en i individet højere rationalitet, staten forsøger at sanktionere igennem. Kollektivet legitimerer således at trumfe sin vilje igennem med tvang og brutalitet i en højere sags tjeneste. Det positive frihedsbegreb forlener på denne måde en spaltning af individet, hvorved der er frit spil for totalitære systemer til at undertrykke og krænke de naturlige rettigheder og friheden, hvilket historien giver adskillige eksempler på (f.eks. Sovjet og Nazi-Tyskland).

Læs også: Debatten om konservatisme og liberalisme

Kun det negative frihedsbegreb er et bolværk mod vilkårlig og tyrannisk magtudøvelse, som til alle tider har ligget som en stedsevarende latent fare for fornedrelse af menneskets natur og i yderste instans menneskelig udrensning. Lakmusprøven på, hvorvidt et politisk styre eller en ideologi er moralsk forsvarlig, må altså være, om der eksisterer grundlæggende respekt for individets ukrænkelighed og naturlige rettigheder. Det er et styre, der ikke tildeler et største mål af individuel frihed, for denne er naturgivet, men derimod anerkender og værner om selvsamme. I så henseende løber danskernes højt priste velfærdssamfund for alvor panden mod muren som den fejlkonstruktion, det altid har været og vil være. Individualiteten er den første og sidste sandhed og derfor moralens grundlag. Som individualitetens og frihedens bannerfører er liberalismen følgelig det eneste moralsk tilforladelige og menneskeligt værdige politisk filosofiske idésystem.