Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Liberal feminisme

Der er biologiske forskelle mellem kønnene. Men der er intet naturgivent i den måde, som vores kultur repræsenterer køn på. Der er behov for en kritisk distance til vores kulturs dominerende kønsbillede.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Her op til kvindernes internationale kampdag (8. marts) er det interessant at reflektere over den seneste tids kønsdebat. Vi har blandt andet set ligestillingsminister Manu Sa­reen i en offentlig kritik af Legos nye legetøjsserie målrettet piger, og som en reaktion herpå har vi set flere borgerlige kommentatorer blankt afvise, at legetøj og anden kultur kan have kønspolitiske konsekvenser. Debatten er bestemt vigtig, men den har også været lidt gold, og man savner en liberal feministisk stemme.

Traditionen omkring den liberale feminisme anerkender på den ene side individet som afsæt for kønsdiskussionen - hvilket ofte glemmes af de traditionelle feministers argumentationen for kønskvoter og positiv særbehandling. Men den liberale feminisme anerkender også kulturens afgørende betydning for, hvordan mandlighed og kvindelighed opfattes og behandles - hvilket helt eller delvis afvises af de kønskonservative.

I et sværdslag for den liberale feminisme vil jeg indledningsvis problematisere de kønskonservatives afvisning af, at vi stadigvæk har et problem med kønskulturen i vores samfund. Afslutningsvis vil jeg problematisere forestillingen - udbredt i feministiske kredse - om, at statsinterventioner er løsningen på problemet.

Lad mig starte med en udbredt hybris. Når vi i Vesten betragter verden omkring os med kønspolitiske briller, så konkluderer vi hurtigt, at visse fremmede kulturer undertrykker kvinder. Bare se på vores italesættelse af islam i relation til kvinder. Vi erkender sikkert også beredvilligt, at de vestlige samfund i »gamle dage« også undertrykte kvinder.

I nogle sammenhænge vil vi altså godt anerkende, at kultur kan have betydning for forståelsen af køn, og at dette kan have politiske konsekvenser, fx at kvinder ikke nyder de samme politiske, sociale og økonomiske muligheder som mænd. Men det gælder åbenbart kun andre mennesker, andre steder og til andre tider. Omvendt tror vi om os selv, at vi er (blevet) meget klogere og derfor ikke er underlagt forældede kulturelle forestillinger om mænd og kvinder.

Vi har med andre ord meget svært ved at se, at vores egen kultur fortsat har kønspolitisk betydning. Deri ligger vores hybris: Vi tror, at vi har »gennemskuet« kulturen, og at kulturen derfor ikke længere former os og vores forståelse af verden. Vores nemesis er selvfølgelig, at vi i vores hovmod ureflekteret præges af en (køns)kultur, som vi ikke vil anerkende betydningen af.

Hvordan skal man forstå begrebet kønskultur? På engelsk har man den nyttige sproglige skellen mellem »sex« og »gender«. »Sex« angår kønnenes biologiske karakteristika, altså forskellen i kromosomer og anatomi. »Gender« derimod angår den måde, man kulturelt forstår betydningen af mænd og kvinders karakteristika. I reglen sammenblandes disse to forståelser af køn i den danske debat.

Kønskultur handler om »gender«, altså vores forståelse af mandlighed og kvindelighed igennem kulturens forskellige udtryk: reklamer, populærkultur, politisk diskurs, legetøj med videre.

Det står klart, at forestillinger om kønnenes forskelle har stor betydning for den måde, vi forstår verden på. Vi har fx dedikerede dameblade og herreblade, og i disse blade finder vi annoncer og artikler, som tager kønnene og forestillingen om deres iboende interesser og kvaliteter for givet.

Disse blade, som så megen anden kultur, repræsenterer kvinders essentielle interesse som slanketips, makeup, mode, »must-have« shopping guides, boligindretning og samlivspsykologi. Tilsvarende tilskrives mænd i herreblade en interesse for gadgets, eventyr, biler og ofte kvinder som eksplicitte sexobjekter.

Disse blade er selvfølgelig spejle af kulturen. Men de er tilsvarende medproducenter af en kønskultur, der siger, at som kvinde og som mand er dette dine respektive interesser.

Vores kulturs forestilling om køn kommer også til udtryk i mindre åbenlyse sammenhænge. Fx i SAS’ nye imagekampagne har man valgt at henvende virksomhedens annoncer til hver sit køn. Reklamen rettet mod kvinderne hedder »tøsetur«, og for mændene hedder den »skitur«. Og dybest set afspejler disse reklamer de samme forestillinger om kønnene, som vi finder i herre- og damebladene.

Som nævnt indledningsvis ser de kønskonservative ikke noget problem i, at stereotyper om mandlighed og kvindelighed florerer i det offentlige rum. I den gamle diskussion omkring arv og miljø er pendulet for de kønskonservative svunget hele vejen over til arv. Miljø betyder ikke (længere) noget. Som en af Berlingskes klummeskrivere meget sigende påpegede 13. februar: »Køn er en biologisk realitet«.

Javist, men hvad betyder det? Af konteksten kan man forstå, at der åbenbart er essentielle kønsbestemte forskelle i forhold til interesser og adfærd, som adskiller kønnene fra hinanden. Med andre ord, man ser det som udtryk for naturens orden, at piger er »pink prinsesser« og drenge »blå superhelte«.

Og det er måske ikke så underligt, at de kønskonservative tror, at det er naturen, der »taler«, når lille Louise på 7 år vil lege med make-up, og når lille Viggo ønsker sig et plasticgevær.

For det første, fordi vi alle sammen er produkter og producenter af vores omkringliggende (køns)kultur. Vi bliver konstant præget af kulturelle forestillinger om, hvad der er vores interesser og korrekt adfærd qua vores køn. Og det gælder også vores børn, som meget tidligt spores ind i faste kønsforestillinger gennem vores opdragelse og de sociale miljøer, børnene hurtigt kanaliseres over i (børnehave, skole, SFO mv.).

For det andet, fordi naturens forskelligheder løbende i menneskets historie har været afsæt for kulturel fortolkning Det gælder særligt anatomiske forskelle - fordi de netop er naturlige og åbenbare. Køn er blot ét eksempel blandt mange.

Hudfarve er et andet eksempel, som måske lettere kan illustrere pointen. Mørk hudfarve er fx forskellig fra lys hudfarve - men hvad betyder forskellen? Historisk har forskellen betydet en kulturel legitimering af slaveri og diskrimination af dem med mørk hudfarve. Racisme (og kolonialisme) bygger jo netop på negative kulturelle forestillinger om »biologiske realiteter« baseret på anatomiske forskelle. I dag har vi (forhåbentlig) erkendt, at forestillinger om »racers« under-/overlegenhed, som var meget udbredt for blot få årtier siden, er udtryk for en diskriminerende kulturel forestilling og praksis - ikke et naturligt faktum.

Ja, der er biologiske forskelle mellem kønnene. Men uanset hvad de kønskonservative måtte mene, så er der intet naturgivent i den måde, som vores kultur repræsenterer køn på. Vi må ikke falde i fælden, hvor vi forvirrer biologiske realiteter med kulturelle forestillinger. For der er et reelt behov for en kritisk distance til vores kulturs dominerende kønsbillede.

Betyder det så, at »piget« og »drenget« legetøj skal fjernes fra hylderne og erstattes af kønsneutrale produkter? Eller at kønnede betegnelser som »han« og »hun« erstattes med »hen« i børnehaven? Eller at TV-serier, film og computerspil skal kønsscreenes? Det liberale svar må være et klart nej.

Et centralt diktat om, hvad »køn« virkelig er, vil blot være udtryk for en ny (statssanktioneret) kulturel repræsentation af mandlighed og kvindelighed.

Det liberale svar er, at der er brug for en løbende og kritisk debat om kønnenes fremstilling i det offentlige rum. På den måde kan folk reflektere over deres egen kønspraksis. Fx kan forældre tænke over, hvilken kønskultur de præger deres børn med. Og virksomheder bør - i stedet for at spille på banale pink/blå repræsentationer af køn i reklamer og produkter - udfordre kunderne lidt. Derfor var selve kritikken af Lego også på sin plads.

Ud fra et liberalt perspektiv er det trist at konstatere, at mange borgerlige kommentatorers kønskonservatisme gør dem blinde for kønskulturens stærke påvirkninger af kønsidentitet i vores samfund. De ser kritikken af kønskulturen som et projekt, der har konformitet mellem kønnene som mål. Men det er misforstået. Målet for den liberale feminisme er at frigøre individet fra kulturens kønsbaserede forventninger og bedømmelser.