Lederskab er demokratiets bolværk

Ahmed Akkari: Det stærke demokratiske lederskab bør turde prioritere at give arbejdet til sine egne oprindelige borgere før den udenlandske arbejdskraft, turde smide ekstreme og kriminelle mennesker ud under hjemmel af terrorloven, turde skabe plads og forum for en reel debat om værdier og værdikonflikter – i øjeblikket med og om den muslimske del af befolkningen.

Et svagt demokratisk lederskab i Weimar-republikken var en af årsagerne til, at nazisterne kunne få fodfæste i 1930ernes Tyskland. Her en mindehøjtidlighed i koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekket, hvortil de danske jøder, som ikke nåede til Sverige, blev deporteret. Foto: Michal Cizek Fold sammen
Læs mere

Da jeg studerede på Aarhus Seminarium, læste vi i historie om den svage demokratiske regering inden nazipartiet kom til magten i Tyskland. Selv om jeg dengang kun lyttede med et halvt øre, fordi jeg var dybt optaget af mine sideløbende islam-studier, lyttede jeg alligevel tilstrækkeligt til at se sammenhængen i de strukturelle og individuelle årsager, der skabte krigens betingelser. Her påpegede historikerne en række faktorer, bl.a. arbejdsløsheden, den økonomiske krise i 1930erne og den udmattende aftale fra Første Verdenskrig, som holdt det tyske folk under åg.

Blandt de interessante årsager var beskrivelsen af den svage demokratiske regering, som hverken kunne skabe løsninger eller havde kraften til at sætte sig igennem med reformer og dermed kørte i tomgang. Det frustrerede befolkningen, og så trådte den autoritære leder på scenen med kontante løsninger. Det førte til en højreradikalisering, som endte med udbredelsen af nazismens ideologi (herunder et had mod minoriteter – især den jødiske), og i processen skete der som bekendt en overtagelse af den politiske magt i 1933.

Læs også: Problemet med Pegida

I vore dage påpeger flere, som frygter de skjulte racistiske og nynazistiske tendenser, at jødehadet er delvis erstattet med »muslimerhad«, og det har drevet intellektuelle til en særlig indsats for, at muslimer ikke kommer under for meget generel kritik af frygt for, at forholdene løber løbsk.

Er det ikke netop forsøget på at skabe en kunstig fornuftig tone, der leder til en ophobning af frustration over ikke at kunne tale ud?

Et stærkt demokratisk lederskab i de vesteuropæiske lande kan skabe en god sikkerhed mod det farlige skred, som vi ser i den økonomiske regression, i angsten for fremtiden, i værdiforvirringen og i den betændte retorik omkring muslimer.

Der er brug for et demokratisk lederskab, som tør skabe forandring uden at miste sit demokratiske sindelag, men ikke desto mindre tør vær stærk nok til at gennemføre reelle reformer, der letter trykket.

Det stærke demokratiske lederskab bør turde prioritere at give arbejdet til sine egne oprindelige borgere før den udenlandske arbejdskraft, turde smide ekstreme og kriminelle mennesker ud under hjemmel af terrorloven, turde skabe plads og forum for en reel debat om værdier og værdikonflikter – i øjeblikket med og om den muslimske del af befolkningen.

Det er et lederskab, der tør træde i karakter og reelt skabe tryghed, når sikkerhedsproblemer og økonomiske problemer presser sig på og efterlader flere og flere i uforløst angst uden udsigt til en løsning.

Læs også: Sæt alt ind mod radikalisering

Befolkningerne i Europa bør ikke undervurderes, når det kommer til bedømmelse af de demokratiske ledere, som de får, eller hvor meget de følger op på den retorik, de melder ud med. De kan før eller siden gennemskue, hvor stærk den enkelte leder er til at vise dem en udvej, som absolut ikke er omkostningsfri eller uden en bagside, men som samtidig opretholder demokratistyrets stærke værn om rettigheder for civilsamfundet.

Dette lederskab vil ikke være populært eller helt neutralt i enhver politisk henseende, men når man vil undgå et skred mod farlige tendenser, må man turde forandre og skabe nødvendige nye vilkår for retsstatens fortsatte styrke.

Historien i Europa fortæller, hvor hurtigt et radikalt højreskred kan ske, og hvor hurtigt et modsat venstreradikalt skred kan følge i hælene på det, således at de, der står for dialogiske tilgange, bliver helt overhørt.

Folket vil da påstå at have hørt nok på dem og deres snak om demokratisk rummelighed, humanistiske værdier, lige rettigheder for alle og om dialog og forståelse som en løsning. Fornuften vil da blive besejret af ideologiers hede kampe om ordet, og ideologiers blinde retoriske evne vil få massernes loyale, næsten ukritiske opbakning, for da vil folket ikke kunne tåle at lytte til de såkaldt »både-og« tanker og »sådan-men« retorik og »på den ene og på den anden side«-mentalitet.

Den logik, der netop i disse dage kæmper for at afværge det farlige skred mod højreekstremisme, kan risikere at køre i tomgang, netop fordi den ikke tør behandle problemerne, og fordi den altid rejser advarsler om ikke at træde for meget i karakter – for hvad kan det ikke pludselig ligne?

Det nytter ikke noget at insistere på, at alt kan løses uden kirurgiske indgreb, for imens hober tilstopningen sig gevaldigt op, indtil årerne brister.

Læs også: »Vi kan ikke presse vores ytringsfrihed igennem«

Så længe f.eks. tyskerne har en stærk, men demokratisk leder, vil de se et værn mod tilstrømning til de yderste fløje, fordi mainstream-borgere fortsat tør stole på, at den demokratiske leder er brysk og hårdhudet nok til at se realiteterne i øjnene og skabe forandring. Så snart den tiltro ophører eller svækkes, fordi der ingen reelle indgreb sker, kan fornuftsbalancen skride lige så nemt, som den er skredet før i historien.

I årtiet før Anden Verdenskrig rystede mange på hovedet over, at sådanne forhold kan blive virkelige, når de befandt sig midt i 1920ernes brølende opsving og de fornuftige demokratiske lederes forvaltning af statsforhold. Man overså ophobningen af frustrationer, som fulgte i 30erne.

Med andre ord kunne man ikke besvare folkets stemme og opråb til regeringerne om at gøre det nødvendige. Retorisk ville de folkevalgte også gerne »gøre det nødvendige«, men alle blev ved med at gå uden om brændpunkterne, fordi ingen ville stikke fingrene i ilden, og det gik hurtigt skævt.

Gør derfor det nødvendige: Skab reformer der med den nuværende målestok kan virke overskridende, fordi mange stemmer i befolkningerne kræver det.

Tillad den reelle frie debat om muslimer, kriminelle, højreekstremisme og venstreekstremisme i at udfolde sig uden mundkurve.

Læs også: Hvorfor sidder Akkari på Grønland?

Stop den intellektuelle bedrevidende skare i det politiske venstre med overskolemesterens fy-skamme-tommelfinger fremme i at sende den frie debat i skammekrogen af frygt for, at den indre svinehund skal få luft.

Løsningen er ikke at undgå at lade de ekstreme meninger udfolde sig, men i at gøre en praktisk politisk forskel, som lader ordene miste deres glans.

Tingene gøres værre ved at dække over ideologier, foreninger, skoler og sammenslutninger, som man mistænker for at have fordækte politiske agendaer, alt sammen af frygt for ikke at give kritikerne ret. Lad dem dog få ret, når ret er, hvad de har påpeget, og sørg for at løse problemerne i stedet.

At sylte kritiske forhold ved at kaste et slør over virkeligheden, udskyder blot det uundgåelige en anelse, men ændrer ikke ved spændingens stigende kurve.

Det stærke demokratiske lederskab må appellere til de rige og ressourcestærke om en særlig indsats.

Man må give den erhvervsdrivende del af befolkningen det nødvendige udbytte af eget kapitalgrundlag og afkræve den et socialt ansvar gennem diverse skattejusteringer og samfundsgavnlige fonde. Skattetrykket er ikke længere en substantiel løsning, ved vi.

De rige og velhavende må bære en større andel af det civile livs vilkår på deres skuldre, fordi de kan.

USA er ved at være et verdenseksempel på meget stor ulighed i lønninger og kapitalophobning uden afkast til dem, der har mindst.

Læs også: Akkari: »Der hviler en tung byrde på de muslimske minoriteters skuldre«

Et demokratisk bevidst lederskab må gøre de rige opmærksom på, at de ikke kan undgå at blive ramt af de konsekvenser, dervil komme som resultat af deres nuværende svigt.

Krakket i 1929 medførte, at flere meget rige mænd og kvinder begik selvmord eller endte i armod, selv om de forinden følte sig sikre på, at de ville kunne købe sig til alt med penge. Men penge kan ikke købe ægte kærlighed, som man siger, og det kan kun være »empatien«, der kan redde dagen.

De rige har ikke råd til at svigte eller flygte og må derfor bekæmpe grådigheden og egoismens magt for at tjene andres tarv således, at alle kan komme videre.

Det kræver en stærk demokratisk leder, som kan gennemføre sådanne tiltag med og mod de magtfulde rige og sætte en proces i gang, der skaber en vækkelse blandt de få meget velhavende, så de kan se sig selv som »altruismens forgængere«.

Den verdenskendte amerikanske multimilliardær, Andrew Carnegie, var et af disse mennesker, som nemt kan efterleves af dusinvis andre. Et andet er eksempel er Rockefeller. I Danmark har man rost Mærsk Mc-Kinney Møllers mangfoldige initiativer og bidrag.

Men de vil aldrig kunne gør det på egen hånd, fordi de for længe har været psykologisk indstillet på benhård konkurrence om at tilrane sig rigdom og magt. Den stærke demokratiske leder må træde i karakter og give dem visionen for deres »forevigelse« i at give håb og tryghed for de mange ubegunstigede. Denne leder må meget gerne bruge John Stuart Mills rationale, for at argumenterne ikke skal opfattes som en slags utopisk formaning om at give ud af sin ejendom uden nytte.

Læs også: Akkaris bog er »vigtig og nyttig« men uden egentligt selvopgør

Frem for alt må den stærke demokratiske ledelse stå frem og turde omrokere møbler og stillinger i det offentlige system, således at stagnationen ophæves, bureaukratiet mindskes, og vitaliteten til at skabe kreativitet øges. Ikke mindst bør kulturelle værdier støttes af kulturel oplysning.

Nu er det i et pessimistisk scenario sværere at gennemføre visioner end at beskrive dem, men alt er muligt, når mennesket først har set visionen for forandringen og taget et kig ned i det dybe alternative mareridt.