I går spillede EU-Kommissionen ud med sit bud på en ny landbrugspolitik. Noget, som har enorm betydning for Danmarks og resten af EU-landenes økonomi: Landbrugsposten fylder cirka 40 procent af EUs samlede budget; nærmere bestemt 2,5-3 billioner kroner i perioden 2014-2020. I Danmark har vi en længere tradition for at være skeptiske over for landbruget og fødevareproduktionen - og dermed landbrugspolitikken. Og det er egentlig opsigtsvækkende. For i andre EU-lande, hvor landbruget også fylder meget, er man stolte af erhvervet og fejrer endda landbrugspolitikken. Hvordan kan det være?

I sin bog Forestillede fællesskaber konkluderer den amerikanske historiker Benedict Anderson, at det, der binder en nation sammen, ikke så meget er geografien, økonomien, velfærdsstaten eller fysiske forhold. Det, der virkelig tæller, er det »forestillede fællesskab«, altså at man på tværs af geografi, økonomi og politisk overbevisning ser sig selv og andre som en del af det samme fællesskab.

I et lille og homogent land som Danmark har et sådant forestillet fællesskab i mange år ikke har været udfordret. Om man var socialdemokrat eller venstremand, bybo eller fra landet, så var der ingen tvivl om, hvorvidt man var i samme båd og ville det bedste for fællesskabet Danmark.

Men det store danske forestillede fællesskab har længe været under forandring. Udviklingen ses blandt andet i retorikken om landbrugs- og fødevarevirksomhedernes rolle og relevans for det danske samfund.

En del danskere ser ikke landmænd og fødevarevirksomheder som positive for fællesskabet. Kritikken rettes især mod dyrevelfærd, fødevaresikkerhed og miljøbelastning. Endda selvom erhvervet på verdensplan har en unik høj fødevaresikkerhed, god dyrevelfærd og lav miljø- og klimabelastning, og selvom erhvervet bidrager til Danmark med en stor eksport, arbejdspladser og nye grønne løsninger.

Der kan være mange grunde til denne ændrede opfattelse af landbrugets rolle i fællesskabet. Demografien spiller en stor rolle, tror jeg - langt de fleste danskere bor i dag i byerne og har primært kendskab til fødevareproduktion via mediernes omtale af enkeltsager. Det kan medføre en distance til landbruget, som en del danskere heller ikke har berøring med i deres hverdag. Og landbruget ses derfor ikke længere som en naturlig del af fællesskabet, som det gjorde for bare et halvt århundrede siden.

Når jeg besøger mine udenlandske kolleger, stiller de sig ofte undrende over for holdningen i Danmark. I de andre store landbrugslande - Frankrig, Tyskland, Spanien, Italien og Holland - oplever man ikke afkoblingen mellem landbruget og det forestillede fællesskab. I de lande sker der også afvandring fra landet, men det har ikke medført en fremmedgørelse af landbruget. Tværtimod ses landbrugserhvervet som en vigtig og central forudsætning for fællesskabet. Noget, der i sig selv har værdi, bidrager med løsninger, og som det er naturligt at bevare.

Det er således ikke kun af pengehensyn, at stort set alle andre lande end Danmark bakker op om den fælles europæiske landbrugspolitik. Det er også, fordi landbruget i disse lande i sig selv tillægges en kulturel og historisk værdi.

Måske har Danmarks størrelse noget at sige? At vi simpelthen er så få mennesker, at bybefolkningen trumfer landbefolkningen. Forstået på den måde, at der efterhånden ikke er nok mennesker i landsbyerne og i landområderne til at skabe et stærkt kulturelt modsvar til livet i storbyerne? I større lande er der stadig et antal mennesker nok i landområderne til her at bevare en sammenhængende kultur. Samtidig går den strukturelle udvikling i landbruget mod færre, men større landbrug. Færre og færre danskere kender i dag en landmand og det liv, en landmand lever.

Hvad skal vi så gøre? For os, der arbejder med landbruget hver dag, er det vigtigt fortsat at vise omverdenen, hvad landbruget og fødevareproduktionen kan bidrage med. At den - udover at levere kvalitetsfødevarer - er med til at løse nogle af de store samfundsmæssige udfordringer, som hele verden står over for: vedvarende energi, grønne teknologier, fødevarer til en stigende verdensbefolkning og bæredygtige løsninger.

Det er kun ved på den måde at blive stadigt bedre, dygtigere, grønnere og mere relevant for den enkelte dansker, at skeptikerne igen vil opfatte os som en del af fællesskabet. Ansvaret er helt på vores skuldre. Og vi stræber hele tiden efter at bevare danskernes tillid herhjemme og samtidig eksportmarkedernes tillid i den store verden. Vi har i fødevareerhvervet måske i en periode ikke været dygtige nok til at formidle betydningen af erhvervet uden at virke fornærmede. Det vil vi gerne blive bedre til. For igen at blive en naturlig del af det danske fællesskab.

I dag vil Europa-Kommissionen præsentere sit udspil til, hvordan fremtidens landbrugspolitik skal se ud. Hvis man vil forstå de kommende måneders politiske spil om EUs landbrugspolitik, er det nødvendigt også at forstå de forestillede fællesskaber i de andre EU-lande. At landbruget faktisk er højt skattet her.

I de danske medier vil vi som læsere og seere blive mødt med reaktioner fra danske politikere, som vil kræve landbrugspolitikken afskaffet hurtigst muligt. Det er dog kun i Danmark, Sverige og England, at man kan høre sådanne krav. Kulturelt ses landbrugspolitikken i det meste af EU som et positivt og ønskværdigt fænomen. Muligvis vil man ændre på, hvordan politikken skrues sammen, så den kan levere mere miljø, natur, klimamål og bæredygtighed for pengene.

Men en afskaffelse af den fælles landbrugspolitik kommer ikke på tale. Og derfor kommer en afskaffelse heller ikke på tale i EU i al overskuelig fremtid - uanset om de danske politikere bliver enige om, at den bør afskaffes her og nu.

I landbrugs- og fødevareerhvervet stræber vi efter i endnu højere grad at blive set som en del af fællesskabet. Men jeg håber også, at Danmarks nye statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), som i det nye år har formandskabet i EU, samt de danske politikere i de kommende forhandlinger om den fælles landbrugspolitik vil være konstruktive. Og vil huske på, at de løsninger, som dansk landbrug har, kan inspirere resten af Europa og bidrage til at løse mange af verdens store udfordringer med miljø, klima og fødevareforsyning.