Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Landboskabet – nyt liv på landet

KRONIK: Bevægelsen fra land til by er tilsyneladende ikke til at stoppe. I Hjørring Kommune forsøger man sig med en helt ny opskrift. Med lokale borgeres hjælp vil man rage tomme huse ned og lade naturen og biodiversiteten gøre sit indtog.

Noget af Danmarks smukkeste natur, nogle af danmarkshistoriens vigtigste byer og hjemstederne for mange af landets største eksportsuccesser er udfordret i disse år. Både af det store træk mod byerne, som er reelt, og samtidig af et generelt imageproblem. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Trods regeringens planer om at flytte nogle tusinde statslige arbejdspladser væk fra København samt rygter om, at et lille segment af yngre mennesker er ved at gøre livet på landet hipt igen, må vi efter 20 års indsats for at bremse fraflytningen fra landdistrikterne konstatere, at det bare ikke virker.

Byerne ser ud til at være umættelige. I disse år vokser København med 1.000 indbyggere om måneden, Aarhus med godt 300.

Mønstre fra før i tiden, hvor nye generationer tog til byen for at uddanne sig og derefter vendte hjem for at etablere sig, hører næsten kun Morten Korch-filmene til.

Virkeligheden – i hvert fald den, man ser i medierne – er forladte landsbyer, øde veje og lukkede butikker: Et liv i provinsen, der udelukkende foregår i en aktivitetscyklus mellem arbejde, hjem, sportshal og benzintank.

Den rådne banan kalder man det endda: Noget af Danmarks smukkeste natur, nogle af danmarkshistoriens vigtigste byer og hjemstederne for mange af landets største eksportsuccesser er udfordret i disse år. Både af det store træk mod byerne, som er reelt, og samtidig af et generelt imageproblem, som er mere diffust, fordi det rummer en langt mere kompleks sandhed end den banale – banane – storbyfordom.

Parallelt med dette er en anden problematik, som af indlysende årsager er særligt hjemmehørende på landet: Naturen i Danmark mangler plads.

Forskerne er enige om, at dette er den største udfordring, vi har, når vi forsøger at standse tabet af biodiversitet, tilgængelig og utilgængelig natur i Danmark. Naturen er en helt umistelig værdi for vores fællesskab, og talrige undersøgelser viser, at en rig natur, der hvor vi bor, har stor betydning for både sundhed, trivsel og velfærd. Alligevel er naturen presset: Strandbeskyttelseslinjer er stærkt på vej mod ophævelse, og kystlandskaberne vil i fremtiden kunne bebygges efter tidens og de enkelte kommuners forgodtbefindende.

Og som resultat af den nyligt vedtagne landbrugspakke er afstandszonerne til vores vandløb ophævet, så nu kan landmændene dyrke jorden helt frem til vandløbets yderste kant. Det er ellers her, langs de våde grøfter og render, vi hidtil har kunnet forsøge at zigzagge os gennem landbrugslandets stadigt voksende matrikler for at vise vores børn, hvordan en enkelt tilbageværende sølvsmed eller et glasklart tudseæg ser ud.

Problemerne er sammensatte. Både demografien og naturens vækstbetingelser ændrer sig på basis af både økonomi, politik og kultur – og samspillet mellem de tre størrelser er sjældent entydigt.

Foranstaltninger mod fraflytningens virkelighed bliver forsøgt – mest i form af turismestrategier: Vandlande, hoppeborge og såkaldte eventspaces, der breder sig som skimmel i landskabet og langs de danske kyster. Og i stedet for at hylde den danske natur i al sin mangfoldighed ved blot at forøge dens areal og gøre den tilgængelig, vælger man at bygge sig ud af krisen. Den langsigtede effekt ser foreløbig ud til at udeblive.

Det store dræn væk fra provins og landboliv fortsætter, og de nye motorveje, broer og forbindelser har for det meste ensrettet trafik – væk fra periferien, ind mod centrum.

Det er den onde cirkel: Når folk flytter, lukker butikker og uddannelser, hvilket får flere til at flytte, hvilket får flere butikker til at lukke, og sådan kan det blive ved, indtil den sidste beboer på landet slukker den sidste gadelygte og tager ind til byen.

Tilbage står en stor usælgelig og nedrivningsparat bygningsmasse med »Til Salg«-skiltene håbløst blafrende i vinden, omgivet af intensivt dyrkede arealer til alle sider.

Måske det er på tide at prøve en ny strategi.

Måske er det på tide at erkende, at landet har forandret sig – at nogle landsbyer vil forsvinde – at nogle huse skal rives ned. Når først dén triste erkendelse er sunket ind, bliver det muligt at tænke offensivt.

Vi behøver ikke desperat at kæmpe for at stoppe tidens store hjul – måske skal vi bare lære at styre, hvor det kører hen.

Vore landsbyer kan blive attraktive steder at bo for de – ganske vist færre mennesker – der stadig måtte ønske det, og samtidig kan naturen gives mere plads, hvis vi vil. Det kræver blot, at vi har modet til at tænke nyt og viljen til at lade vores planlægning styre af andet end geometri og tal.

Hvad om vi lader naturen og dens mangfoldighed genvinde terræn? Måske vi så at sige skulle vende landbrugsreformen helt om?

Vi kan skabe en helt ny beboelsestypologi, LANDBOSKABET, hvor naturen indgår som nabo.

Naturen kan, gennem bevidst planlægning, i al sin enkle mangfoldighed »indtage huller« i byggetomter efter nedrevne huse, hvis vi i højere grad får prioriteret en konkret nedrivningsstrategi. På den måde kan vi skabe nye grønne og rekreative forbindelser mellem udtyndede landsbyer og ud i landskabet. Samtidig kan vi anvende uudnyttede landsbyarealer og indtage dele af de landbrugsarealer langs vandløb og istidssprækker, som alligevel ikke har særlig værdi som dyrkningsjord – så at sige en genindførelse af afstandszonen til vandløbene i forhandling med landbruget. Så må vi diskutere, hvilke mængder vi vil gøde med på de tilbageværende jorder. Hvem ved – måske regnskabet samlet set kan gå op, netop uden at flere uønskede stoffer ender i vores vandløb.

Hensigten med LANDBOSKABET er ikke nødvendigvis at øge tilflytningen til landsbyerne. Men livskvalitet og bosætning i mindre samfund på landet er en del af det mangfoldige Danmark og må derfor understøttes.

Det samme må naturen. Som kontrast og modvægt til højhastighedens livsstil er vi nødt til at kunne møde os selv og vores medskabninger i store, generøse og mangfoldige landskaber uden for byerne.

En rigtig landbrugsreform må derfor kobles med en LANDBO-reform, som i sin enkelthed tager højde for en svingende boligtæthed – en holdbar turisme-strategi i en anerkendelse af naturen som én af vores vigtigste værdier og set i et langt tidsperspektiv.

I Hjørring i Nordjylland er de glade på kommunekontoret. Kommunen har nemlig i 2015 vundet årets prestigefyldte Byplanpris for en omfattende og visionær plan- og udviklingsstrategi.

Hjørring Kommune kan ligesom en lang række andre kommuner regne med et faldende indbyggertal. Nærmere bestemt mister kommunen 400 indbyggere hvert år.

I Hjørring tror man på, at naturen er en kulturel og emotionel nødvendighed for os alle – både for dem, der bor i den, og for dem, der besøger den, og i kommunen spiller landskabet en væsentlig rolle i hele områdets samlede udviklingspotentiale.

Landskabet er en af de største attraktioner i bosætningssammenhænge, men også for turismen i området, som hvert år lokker 1,5 mio. overnatninger til.

Naturen er således en drivkraft for både bo-kvalitet, bosætning og turisme.

Udviklingsstrategien rummer blandt meget andet projektet »Løkkensvej – lev godt – lad det gro«, hvor man i samarbejde med Schønherr forsøger at se nye muligheder for landdistriktsudvikling i Danmark. Vi vil afprøve, hvorledes man kan skabe større livskvalitet sammen med de mennesker, der stadig bor i de seks noget nødlidende landsbyer langs Løkkenvej, som forbinder badebyen Løkken ved vestkysten med handels- og kulturbyen Hjørring 15 km længere inde i landet.

Projektet vil udnytte den plads, som opstår ved fraflytning og nedrivning af usælgelige boliger, og skabe »ny natur« på byggetomterne efter nedrevne bygninger. Herfra skabes fysisk forbindelse til disse nye grønne lommer med de rester af udyrket landskab, der findes i landskabet bag byerne – langs med vandløb, småsøer og de dybe smeltevandssprækker, der står som »tiloversblevne« folder helt tilbage fra istiden, og som stedvist gennemskærer de ellers intensivt dyrkede landbrugsjorder. Disse naturrester skal udvides og udvikles gennem dialog og samarbejde med dem, der ejer jorden.

På den måde vil landskabet gro helt ind i byen. Landsbyen vil ændre sig organisk og harmonisk, så de tilbageværende huse med tiden ligger som små øer i naturen.

Ved at åbne det naturrige landskab op fra husenes baghaver vil projektet forøge værdien ved at bo på landet og øge værdien af de tilbageværende ejendomme. Ikke ved at tilbyde flere busruter, indkøbscentre eller skoler, men ved at tilbyde en enestående, vidtstrakt og fredfyldt natur for den del af befolkningen, for hvem Landboskabet kan være et aktivt livsvalg.

Hvis dette skal lykkes, er det afgørende at udarbejde en strategi, der inddrager den enkelte borger – fra landmanden i det åbne land til lejeren i det nedslidte hus – så ejerskabet til områdets udvikling opretholdes.

Desuden kræver det en planlægning, der er enkel og robust nok til at vende billedet, for det klares ikke på en dag eller et år. At virkeliggøre den vision kræver aktive valg og en vilje til at give plads til den vilde natur og til at skabe gunstige vilkår for en rig, blomstrende flora, græssende kvæg, heste og får samt strækninger, som får lov helt at passe sig selv.

Side om side med et moderne landbrug.