Lær børnene modgang

Ego-mennesket anno 2015 sørger for at skabe plads og muligheder for sig selv og sine nærmeste. Børn og unge bliver opdraget til at se og gå efter egne muligheder og behov før noget andet. Ægte erfaringer med utryghed, modstand og nøjsomhed er også afgørende værdier at have med i bagagen.

Thomas Skovbo, viceskoleleder
Læs mere
Fold sammen

Det væsentligste forhold ved at være menneske er, at vi skal være det sammen. Det faktum bør vi målrette vores gøren og laden efter som mennesker og i opdragelsen af vores børn. Det handler om at være til at holde ud – for de andre.

Men desværre handler mangt og meget ofte om os selv. Vi skal finde os selv, mærke efter og finde svarene indeni. Vi skal først og fremmest have os selv med i væsentlige beslutninger: Lyt til din mavefornemmelse, selvudvikling, mig, mig, mig… Det hele peger indad. Når vi så er færdige med at mærke efter og søge efter svarene et eller andet sted indeni og lettere deprimeret må konstatere, at vi ikke fandt, hvad vi søgte, bliver vi kede af det, ser endnu bedre efter og mærker endnu mere.

Inden for sundhedsvæsnet taler man om sundhedens paradoks: At jo mere vi mærker efter, desto mere syge bliver vi. Det kunne måske være en fordel, hvis vi rettede opmærksomheden lidt udad, væk fra os selv. Det bliver sikkert ubehageligt i starten, men måske kan vi vænne os til det? Min pointe er, at vi er forpligtet på at lære vores børn at kunne se ud over egen næsetip, og at den egenskab bliver afgørende for fremtiden.

Det siger sig selv, at hvis livet handler om at være menneske på en god måde sammen med de andre, så kolliderer det voldsomt med vores udprægede selvopmærksomhed og deraf følgende selvhøjtidelighed. Ego-mennesket anno 2015 sørger for at skabe plads og muligheder for sig selv og sine nærmeste. Børn og unge bliver opdraget til at se og gå efter egne muligheder og behov før noget andet. De andre må udholde os, hvilket medfører et naturligt efterfølgende spørgsmål om, hvem der så skal udholde de andre? Opdragelse til almen dannelse er erstattet af en cost benefit-opdragelse, hvor det afgørende parameter hedder individuel profit. Hvad er der i det for mig? Det skal kunne betale sig, ellers er det uinteressant.

Det er en verdensomspændende tendens og set i et større perspektiv bliver det ulækkert. Forskellen på rig og fattig bliver stadigt større såvel i Danmark som på verdensplan. Mens vi er ved at æde os ihjel og drukne i forbrugsfestens affald, sulter store dele af verdens befolkning, mens de samler skrald i dyngerne. Flere og flere danskere er villige til at klappe grænsebommene i, og vi er i fuld gang med at lukke os om os selv i selvtilfredse velfærdsfællesskaber, der bredt accepterer præmissen om grundlæggende ulighed lokalt, nationalt og globalt.

Af og til samler vi ind til de stakkels fattige. Så får de nogle af vores mange millioner, så vi igen kan føle os godt tilpas. Verden trænger i høj grad til, at de velbemidlede i mere end bare økonomisk forstand får hovedet ud af røven og begynder at arbejde for og med de mennesker, der har rigtige problemer at slås med. Men vi skal begynde med os selv, og det er svært, når det er blevet selvfølgeligt at have så meget.

I mindre skala ses de samme tendenser, når vi opdrager vores børn. Ønskebørn. Jagten på det perfekte liv, den perfekte familie, de perfekte børn (dog ofte med særlige behov), forældre, børn og unge, der ikke umiddelbart er opdraget til at indgå konstruktivt og bidragende til fællesskabet, fordi deres egne behov står i vejen for det forpligtende fællesskab.

Forældre der i døren lige vil sikre sig, at læreren eller pædagogen tager helt særlige hensyn til deres lille vidunder, med de bedste intentioner selvfølgelig. Lidende under et tavst, men dominerende forældregruppepres og et pres fra konkurrencestaten Danmark har vi forpligtet os til at feje enhver forhindring af vejen, før tilværelsens bump sætter ubehagelige spor og ar i det enkelte barn.

Det må ikke gøre ondt, og vi skal helst glide elegant gennem strømmene af mælk og honning. Curling. Børn snydes gang på gang for at gøre sig ægte erfaringer af velmenende voksne, der knokler rundt med tungen ud af halsen, blodsprængte øjne og stresssymptomerne hvirvlende efter sig. Vi servicerer vores børn og unge og blander os i deres liv i en grad, der tenderer stalking eller decideret overvågning.

Resultatet bliver livs-inkompetente børn og unge, som er dømt til en tilværelse i livslang pleje og omsorg fra enten deres forældre eller fra vores velfærdssystem, der i sig selv medvirker til befolkningsapati. Når vi ikke bliver passet i hoved og røv, er det systemets skyld. Vi synes, at det er for dårligt, når hjemmeplejen ikke har tid til at tale lidt med vores gamle forældre, desværre har vi ikke selv tid, vi har jo så travlt.

I et velsmurt velfærdsmaskineri som det danske kommer det meget hurtigt til at handle om, hvad vi har ret til at få i stedet for, hvad vi har pligt til at yde. Vi skal starte med os selv.

Vi er begyndt at se følgevirkningerne af vor tids foræl-dregeneration på gymnasierne og sågar på universiteterne, hvor forældre fortsat curler løs og forsøger at bane vejen for deres enestående afkom.

På arbejdspladser er det ikke ualmindeligt at skulle lære voksne mennesker helt basale ting som at gå på arbejde, før den egentlige opgave kan forsøges løst. At man skal møde til tiden, også om mandagen når man har tømmermænd, at man ikke kan få fri, fordi man »plejer at være på Roskilde«, at man ikke kan gå tidligt fredag, fordi det kunne være dejligt, eller at man som nyansat løser en del skodopgaver og snupper de dårlige vagter og ikke har ret til ferie med løn før året efter – uden brok og vigtigst af alt, uden at de velmenende forældre ringer til arbejdsgiveren og taler deres voksne børns sag.

Forleden hørte jeg en tankevækkende historie: En ung kvinde havde sin mor med, da hun skulle aflevere sin ansøgning til et pædagogmedhjælperjob på skolen. Skolelederen spurgte, om de begge ansøgte om stillingen. Det gjorde de ikke, »mor var bare taget med for at se stedet og hjælpe med at finde kontoret«. Først smilede lederen bare og nikkede, men havde efterfølgende følt sig forpligtet på at indhente dem på parkeringspladsen og forklare dem begge, hvorfor han på ingen måde havde tænkt sig at tilbyde hende et arbejde.

De blev både forundret og fornærmet, og hvis der havde været en mulighed for at klage, havde det sikkert været deres næste skridt.

Når unge i dag flytter hjemmefra, er det ikke ualmindeligt, at deres forældre køber en lejlighed til dem. Det er der mange rationelle og gode grunde til (bl.a. et fordelagtigt skattefradrag for det stenrige grå guld), men spørgsmålet er bare, om det er en god måde at hjælpe dem på?

Når man skal »flyve fra reden og stå på egne ben« er det forbundet med en usikkerhed, der på længere sigt gør en stærk og modvindskompetent til tilværelsens op – og nedture. Man lærer nogle afgørende og helt basale overlevelsesmekanismer, der ruster en til at tilkæmpe sig en plads i samfundet.

Det er bl.a. det drive, viljen til at yde og kæmpe, som Danmark skal leve fedt af i fremtiden. Ægte erfaringer med utryghed, modstand og nøjsomhed er også afgørende værdier at have med i bagagen. Det, tror jeg, ikke er forandret med tiden. Det er et grundvilkår som menneske i hele verden dog med enormt store geografiske og kulturelle forskelle.

Alle skal lære at stå på egne ben. Det er ikke særlig rart, men i mine øjne er det afgørende og nødvendigt, og det er vores fornemste opgave som forældre at gøre vores børn til robuste og livsduelige mennesker med overskud til andre end sig selv. Den opgave kræver en målrettet og viljefast indsats fra os som forældre. Det hjælper ikke altid at hjælpe vores børn og unge, når målet er, at de skal kunne selv.