Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Lær af Canadas multikulturalisme

Marianne Højgaard Pedersen og Bent Carlsen: Canadiske domstoles måde at afveje rettigheder over for hinanden på vil utvivlsomt kunne inspirere danske dommere, når vi i de kommende år formentlig i større grad skal forholde os til friheds- og minoritetsrettigheder ifølge Menneskerettighedskonventionen og EU-Charteret.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Vi var tilfældigvis i det multikulturelle Canada, da den tyske kansler Angela Merkel i oktober erklærede den tyske »Multikulti« for en fiasko. Hendes udtalelse var vendt mod det store mindretal af tyrkiske immigranter, der efter mange år i landet stadig ikke taler meget tysk og bor isoleret fra det omgivende samfund. I Canada fik hun opbakning af enkelte, der er kritiske over for den officielle canadiske politik, men de fleste aviser erklærede, at det var den tyske form for multikulturalisme, der var en fiasko. Det samme gjorde professor ved University of Toronto Jeffrey G. Reitz. Han skulle interviewes af de canadiske medier lige efter vores møde med ham, for som han sagde: »Det giver altid lidt røre i Canada, når diskussionen om multikulturalisme blusser op i Europa«.

Canada er et immigrationsland med betydelig etnisk forskellighed. Gennem de seneste 20 år har Canada modtaget over 4 mio. nye immigranter, de fleste såkaldt synlige minoriteter. Alene Toron­to byder hvert år velkommen til næsten 100.000 nye immigranter. I løbet af de næste 10 år forventes yderligere 2 mio. immigranter til Canada.

Multikulturalisme har siden 1982 været forfatningsmæssig anerkendt i Charteret om Friheder og Rettigheder (charter er en form for grundlov). Det fremgår, at charterets bestemmelser skal fortolkes på en måde, som medvirker til at bevare og styrke canadiernes multikulturelle arv.

Siden multikulturalismen blev introduceret, har opinionsundersøgelser vist opbakning hertil. I 1985 kom multikulturalismen ind på en 10. plads blandt det, der gjorde de spurgte mest stolte ved Canada. I 2006 var den klatret op på 2. pladsen. Den positive holdning hertil indebærer et ønske om at optræde inkluderende og byde velkommen.

De canadiske domstole spiller en meget vigtig rolle som den instans, der kontrollerer, om myndighederne respekterer borgernes rettigheder efter charteret, og om borgerne indbyrdes respekterer andres rettigheder.

Danmark er kun i meget begrænset omfang et immigrationsland, og vi har ikke en politik eller lovgivning om multikulturalisme. Men vi har Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og vi har i december 2009 fået Charteret om Fundamentale Rettigheder i Den Europæiske Union. I dette charter er det i præamblen anført, at Unionen bidrager til at bevare og udvikle de fælles værdier under hensyn til de europæiske folks forskelligartede kulturer og traditioner. Uanset at indvandringen i Danmark for tiden er begrænset, vil de nævnte forhold medvirke til, at danske domstole i stigende omfang skal kunne håndtere sager, hvor parters rettigheder - så at sige - kolliderer med hinanden.

Med disse overvejelser i bagagen drog vi til Canada for at høre og se, hvordan de canadiske domstole tackler sådanne problemstillinger i et multikulturelt samfund.

I den canadiske højesteret er 30-50 procent af sagerne charter-sager. Et overordnet canadisk synspunkt er, at man søger at respektere kulturelle og religiøse opfattelser i minoritetsgrupperne, men at alle skal efterleve lovgivningen og respektere andres rettigheder efter charteret. Kulturelle traditioner kan aldrig bruges som undskyldning for at begå strafbare overgreb. Og som en dommer tilføjede: »Den undskyldning bruger de tiltalte heller ikke«. Det gælder f.eks. æresdrab, tvangsægteskaber og omskæring.

Alle er fælles om de canadiske domstole. Religiøse domstole accepteres ikke. I forbindelse med en ændring af voldgiftsloven opstod der diskussion, om det skulle være muligt at aftale, at en religiøs domstol skulle kunne anvende religiøse normer til at afgøre sagen. Efter protester bl.a. fra muslimske kvindeorganisationer blev dette forbudt.

I sådanne sager var der således ingen forskelle at spore mellem den danske og canadiske måde at anskue tingene på. I andre sager kan spores en forskel. En skolekommission i Quebec havde forbudt elever at bære kirpan (en dolk, som bæres af mandlige sikher) i skoler. Dette anfægtede en skoleelev, og under sagen blev drengens religionsfrihed og respekten for minoritetsrettigheder afvejet over for skolens behov for sikkerhed. Afvejningen resulterede i, at et absolut forbud fandtes for vidtgående. Dolkene kan være af meget varierende størrelse og karakter. I Danmark blev en kirpan under en straffesag anset for en overtrædelse af våbenloven og konfiskeret.

Appelretten i Ontario har netop sendt en sag tilbage til undersøgelsesdommeren, der havde bestemt, at en muslimsk kvinde skulle fjerne sin niqab, når hun afgav vidneforklaring i en sag om seksuelle krænkelser mod hende. Appelretten mente, at dommeren ikke i tilstrækkeligt omfang havde foretaget en afvejning af kvindens religionsfrihed og hendes udsatte position over for den sigtede onkels og fætters krav på en retfærdig rettergang. I Danmark har Folketinget bestemt, at et vidne under sin forklaring ikke må bære en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt, medmindre retten undtagelsesvis tillader det. De danske domstole vil således også skulle afveje vidnets og den tiltaltes rettigheder over for hinanden.

I en anden sag i Canada inden for skolesystemet skulle domstolene afveje en homoseksuel elevs krav på at tage sin ven med som ledsager til afslutningsfesten på det katolske gymnasium over for skolens afvisning heraf, idet skolen krævede respekt for sin ret til at beskytte den katolske lære og tro, der ikke anerkender homoseksualitet. Her vandt gymnasieeleven.

Omvendt vandt staten i en sag, hvor en borger krævede, at ikke kun offentlige og katolske skoler, men også andre religiøse skoler skulle kunne modtage økonomisk støtte til handicappede børn. Højesterets dom var dog ikke enstemmig. I en tidligere sag havde højesteret bl.a. med henvisning til bestemmelsen om multikulturalisme tilsidesat en lovbestemmelse om, at søndag skulle være hviledag af religiøse grunde. I Danmark har vi haft en sag, hvor en katolik protesterede mod, at han skulle betale til den danske folkekirke og anmelde sit barns fødsel dér. Her vandt staten.

Den canadiske form for multikulturalisme indebærer ikke en accept af kulturelle traditioner, der f.eks. ikke lever op til kravene i charteret om ligestilling mellem mænd og kvinder. Inden for en række religioner er der ikke ligestilling mellem mænd og kvinder. En professor af jødisk herkomst på Torontos Universitet fortalte, at hun havde tilladt sig at sætte spørgsmålstegn ved berettigelsen af, at staten gennem skattelovgivningen indirekte yder tilskud til den katolske kirke, der nægter at ordinere kvinder som præster, og til jødiske menigheder, hvor præsten ikke vil starte højmessen, før 10 mænd er til stede, selv om der måtte sidde 14 kvinder. Bør man udfordre de religiøse samfund med et sagsanlæg, eller skal man lade problemet ligge? Mange af hendes kolleger svarer: Lad de sovende hunde ligge. Canadiske domstoles måde at afveje rettigheder over for hinanden på vil utvivlsomt kunne inspirere danske dommere, når vi i de kommende år formentlig i større grad skal forholde os til friheds- og minoritetsrettigheder ifølge Menneskerettighedskonventionen og EU-Charteret.

Også i Canada er der uro og bekymring over for fremmede. For tiden er det sorte unge mænd fra Caribien, der giver flest problemer i Toronto. Og som nogle lidt spøgefuldt har sagt, »ønsker Canada immigration, men ikke immigranter«. Ældre, veletablerede immigranter synes, at de nye ikke er af den samme gode kaliber som dem selv, men kræver for meget af andre og for lidt af sig selv. I betragtning af omfanget af immigrationen synes Canada imidlertid at have klaret sig godt, og det har canadierne mange gode forklaringer på.

I Europa synes nogle - som Angela Merkels udtalelser viser - at have tabt troen på en succesfuld integration. Nogle canadiere ville sikkert have svaret hende, at succesfuld integration er mere sandsynlig, når folk udviser tålmodighed og bevarer troen på, at det vil lykkes.