Længe leve det frie ord!

Der ser ud til at manifestere sig en slags omsiggribende folkebekymring for ikke at komme til at fornærme nogen eller gøre nogen kede af det. Ytringsfrihed er ved at blive et råddent æg, som mange helst vil undgå at forholde sig til. Men vi slipper ikke uden om at forholde os til ytringsfriheden.

Jakob Vedelsby, romanforfatter og formand for Dansk Forfatterforening.
Læs mere
Fold sammen

Jeg holder mig ikke tilbage i mine bøger. Jeg skriver om de emner og personer, jeg har lyst til at skrive om – på den måde, jeg vil skrive om dem på. Det jeg skriver har meget ofte rod i det, man kalder virkeligheden, som jo har det med at overgå fantasien. Jeg kunne f.eks. næppe have forestillet mig et menneske, der var så sammensat som min egen far. Det nævner jeg, fordi hovedpersonen i en af mine romaner er modeleret over min far. Jeg valgte så at vente med at udsende bogen, til han ikke var her længere. Ikke af frygt for repressalier, men fordi jeg ikke ønskede at udstille ham – for det tror jeg, han til dels ville have følt, at jeg gjorde. Selvom romanen faktisk er én lang kærlighedserklæring.

Nogen vil måske konkludere, at jeg på den måde pålagde mig selv begrænsninger, der har karakter af selvcensur. Men man kan også sige, at jeg tog nogle medmenneskelige hensyn for både hans og min skyld, for ikke at gøre skade på relationen imellem os. Og det betragter jeg ikke som selvcensur. Det er snarere en følelsesmæssigt begrundet afvejning af den slags, som menneskelivet alle dage har været og vil være fuldt af.

Al kunstnerisk undladelse og udeladelse er således ikke nødvendigvis ensbetydende med selvcensur. Selvom man godt kunne få det indtryk, når man følger en del journalisters behandling af emnet. Flere medier har de senere år gennemført undersøgelser, som har haft til formål at afdække, i hvor stort omfang danske forfattere og tegnere er underlagt selvcensur efter Muhammedkrisen og de efterfølgende angreb på Charlie Hebdo i Paris og Krudttønden og Synagogen i København. Desværre har undersøgelserne generelt været skruet sådan sammen, at man kunne konkludere meget på et tvivlsomt grundlag. Derfor har Dansk Forfatterforening nu i samarbejde med fagbladet Bogmarkedet iværksat en ny og yderst nuanceret spørgeskemaundersøgelse, som skal afdække holdninger og fakta frem for følelser og antagelser. For vi vil naturligvis gerne bidrage til at tegne et klart billede af udbredelsen af selvcensur.

I Danmark har man, inden for lovens rammer, fuld frihed til at sige, skrive og tegne, præcis hvad man vil. Som forfattere og tegnere behøver vi ikke tage hensyn til, om vi f.eks. generer en socialdemokrat eller en hindu. Det står enhver frit for at undlade at læse en given bog. Vi har ingen læsetvang. Verdenslitteraturen rummer i øvrigt en perlerække af fornærmelser mod konger, paver, politikere og alle mulige helt almindelige mennesker. Sådan er det med frihed. Og sådan skal det blive ved med at være. Som forfattere har vi ikke ansvar for, hvordan folk vælger at fortolke eller (mis)bruge vores kunst. Vores arbejde er at skabe det ypperste, som vi er i stand til. Og en kunstnerisk proces sker i øvrigt typisk helt uden tanke på, hvordan eventuelle fremtidige læsere vil modtage værket. Hvis det var dét, man var optaget af som forfatter, ville resultatet temmelig sikkert blive ret uinteressant. Og når værket så er skabt, er resten op til læserne.

Debatten om ytringsfrihed er kommet til at dreje sig ekstremt meget om islam, men trusler mod ytringsfriheden kommer også mange andre steder fra.

I dag er det sådan, at myndighedernes primære svar på bl.a. religiøst motiveret terror er øget overvågning. Jeg finder det uendelig trist, at massiv indskrænkning i borgernes privatliv af mange politikere betragtes som en fuldt acceptabel pris for sikkerhed. Alt hvad vi gør – digtialt i hvert fald – er i dag tilgængeligt for efterretningstjenesterne. Det er utrolig vigtigt, at vi, gennem lovgivning og kontrol, sørger for, at overvågningen af borgere i Danmark ikke løber løbsk.

For man må sige, at sporene fra USA skræmmer. Her har den omfattende overvågning, ifølge en undersøgelse foretaget af PEN American Center i 2013, ført til selvcensur hos næsten hvert tredje PEN-medlem i USA, der overvejer meget nøje, om det, de skriver i bøger, artikler og emails, og siger i telefonen, kan føre til, at de kommer i efterretningstjenesternes søgelys og f.eks. ikke længere må stige om bord i en flyvemaskine, fordi de er havnet på den frygtede no-fly-list. Listen rummer i dag ca. 100.000 personer og vokser konstant. Situationen giver i uhyggelig grad mindelser om fortidens totalitære samfund – eksempelvis Sovjetunionen, hvor borgerne forsøgte at tilpasse deres adfærd efter myndighedernes overvågning. Som danskere kommer vi nemt til at tage ytringsfriheden for givet. Nogle betragter den som så selvfølgelig, at de mener, at den bør modificeres af hensyn til den gode tone. Det er en tanke, der måske ligger lige for ved et middagsselskab, men næppe holder vand i det større perspektiv.

Magtfuldkommenhed er en indbygget risiko i bl.a. politiske og religiøse institutioner, og over for magten må vi aldrig give køb på ytringsfriheden. Ethvert levende demokratisk samfund har brug for, at kunstnere og alle andre borgere kan sige fra – også med brug af satire.

Den danske tradition for selvironi og for at grine af sig selv og hinanden har fået sværere kår de senere år. Satire er ellers en vigtig iltleverandør og ventil i et samfund som vores. Det er uendeligt befriende og livgivende at kunne grine af hele menageriet af politikere, spinddoktorer, embedsfolk, erhvervsledere, præster, analytikere, debattører og andre magthavere og holdningsmagere, uden at der af den grund bliver gravet dybe grøfter mellem mennesker.

Men der ser ud til at manifestere sig en slags omsiggribende folkebekymring for ikke at komme til at fornærme nogen eller gøre nogen kede af det – for simpelthen at ytre sig frit. Og selve emnet ytringsfrihed er ved at blive sådan et råddent æg, som mange mennesker helst vil undgå at forholde sig til – i hvert fald offentligt. Forleden tog jeg et foto af en solnedgang over Kattegat og lagde det op på Facebook, hvor jeg har rundet de 2.000 venner. Solnedgangen gav omkring 100 likes og en hel del begejstrede kommentarer. Nogle dage senere skrev jeg så, at jeg skulle holde oplæg om og debattere ytringsfrihed ved et arrangement på SDU. Det resulterede i siger og skriver fem likes. Det samme fik jeg for øvrigt på et link til et debatindlæg om selvcensur, som jeg forleden fik trykt i et dagblad.

Nu skal man naturligvis ikke konkludere alt for meget på den baggrund, men jeg finder alligevel Facebook-vennernes manglende interesse for opslag om ytringsfrihed og selvcensur ret tankevækkende.

Men vi slipper ikke uden om at forholde os til ytringsfriheden. At den er under pres blev også bekræftet i forbindelse med førnævnte debatmøde på SDU. Her deltog forfatteren Kåre Bluitgen, der siden udgivelsen af sin seneste roman tidligere i år har måttet leve under beskyttelse. Både PET-agenter og det lokale politi var kaldt ud for at passe på ham.

Forsvar af ytringsfriheden er det første punkt i Dansk Forfatterforenings formålsparagraf. Jeg vil gerne slå fast, at vi som forening her 10 år efter Muhammedkrisens udbrud ikke har rykket os i det spørgsmål. Ekstremisterne vil benytte enhver anledning til at trænge ind i selv den mindste sprække af svaghed og lirke den større. Hvis vi lader dét ske, vil vi opleve, at fundamentet for det at være forfatter og tegner i Danmark gradvis skrider. Og vi skal jo ikke holde op med at skabe kunst, fordi ekstremister bruger kunsten som undskyldning for at promovere deres ekstreme synspunkter.

Et litterært værk er næsten altid et resultat af indre nødvendighed hos forfatteren, hvis stof trænger sig på og vil formidles. Jeg håber inderligt, at danske forfattere og tegnere kan og vil fortsætte ufortrødent med at sætte deres særegne og ucensurerede kunstneriske aftryk i den verden, som vi alle er fælles om. For det har verden i dén grad brug for.