I dagens Danmark er man fokuseret på individuel succes, opnåelse af mål og ønsket om at skabe en fremtid for sig selv. Alt sammen noget, som man for så vidt ikke kan fortænke befolkningen og særligt min egen generation i. Dog kan man af og til få den opfattelse, at danskernes selvopfattelse, evner og arbejdsindsats ikke altid er overensstemmende.

Det er selvfølgelig aldrig rart at skulle acceptere, at man er en del af det almindelige, det gennemsnitlige eller for den sags skyld bunden; vi er jo alle sammen født som drømmere i en vis udstrækning. Udover det er vi alle sammen født ind i et århundrede, hvor realiteten er, at det ikke er alment accepteret at være almindelig, og da slet ikke en del af bunden.

Samtidig er det bare en umiddelbar forudsætning, at der eksisterer en top, midte og bund, for at et vestligt og velorganiseret kapitalistisk samfund som vores kan eksistere. Almindeligheden er så at sige brændstoffet, som får kapitalismens hjul til at bevæge sig. Mest af alt er jeg overbevist om, at førstnævnte udsagn giver sig særligt til kende blandt min egen generation.

Vores generation er i gennem vores opvækst blevet tudet ørerne fulde af den klichéagtige smøre om, at hvis man blot tror tilstrækkeligt meget på noget, så skal man nok opnå det, og hvis man bare vil noget tilstrækkeligt, så skal det nok komme med tiden.

Sætninger som vel mest af alt har samme validitet, som sætningen »hvis du gnider hårdt nok på denne lampe, så kommer der en ånd ud af den, som vil opfylde alle dine ønsker«. Den daglige propaganda fra musikere, skuespillere, sportsstjerner mv. om, at vejen til succes er banet af tro, og at alle kan opnå det samme, som de har opnået, har i en vis udstrækning præget os.

Vi er blevet opflasket med, at janteloven er noget, som man skider på, og noget som i virkeligheden ikke er andet end en gal mands værk. En mellemregning som dog er blevet glemt i min generations opvækst er i min optik, at hvor der er én som opnår noget ganske særligt, så er der samtidig 100 som forbliver gennemsnitlige eller almindelige om man vil. Uanfægtet af dette, så vil befolkningen ikke lade sig placere i almindeligheden.

Normen om, at almindeligheden ikke må herske, hvad enten man hedder Brian, Niels eller Jean-Paul, manifesteres gennem mediernes umådelige trang til at forherlige borgernes mere eller mindre hjemmedyrkede kundskaber og evner.

For lige så vel som mødregruppen, der fortæller den nybagte mor, at hun bare må begynde at sælge sine umådeligt smukke hønsestrikkede bodystockings i pastelfarver til hele verdens befolkning, så er massemedierne gennem timelange bagekonkurrencer, madprogrammer, talentshows m.m. begyndt at forherlige tanken om, at vi alle sammen kan noget, og at vi i hvert tilfælde ikke bare er almindelige, lige såvel som borgerne holder fast i, at de ikke blot vil anbringes i almindelighedens grå skær, men mener, at de alle har noget at byde ind med, som fundamentalt vil forandre verden.

Udviklingen frembringer ét naturligt spørgsmål. Er konsekvensen af denne forherligelse af mere eller mindre ubetydelige og til tider latterlige egenskaber en omstændighed, som er medvirkende til, at det hårde arbejde forsvinder ud af samfundet, for at blive erstattet med en »nu og her« mentalitet?

Mest af alt kunne man ønske sig, at det ikke var tilfældet, men man kan samtidig pege på det faktum, at selvom en stor andel af befolkningen er hårdtarbejdende, så er der også en stor del, som ikke er det, og som samtidig ikke har indset det, eller ikke vil indse det. Denne del af befolkningen vil dog – uden at arbejde unødigt meget - have del i de goder, der som regel følger af at have sat sig et mål, og have arbejdet hårdt for det.

Derfor er vi kommet til en erkendelsens skillevej, hvor vi som samfund skal beslutte os for, om vi vil skrotte det hårde arbejde og antage, at almindeligheden ikke er okay, og erstatte dette med en mentalitet, som ikke kan resultere i andet end en stor meningsløs suppedas af samfundsborgere, som hele tiden har behov for at understrege deres formidable evner inden for alskens ubrugelige områder; eller om vi vil bibeholde det grundlag, som opbygger samfund, som flytter menneskeheden, og som er medvirkende til, at vi hele tiden skubber til grænserne for, hvad der er muligt.

Der skal selvsagt ikke nødvendigvis i alle tilfælde sættes lighedstegn mellem det at være hårdtarbejdende, og det at befinde sig uden for almindeligheden. Det er blot en væsentlig konstatering, at de mennesker som befinder sig inden for det segment, som vi karakteriserer som almindeligheden, ikke har hverken forudsætningerne, evnerne eller for den sags skyld den samme arbejdsmoral som de, der befinder sig andetsteds i opadgående retning. Netop denne pointe er relevant, når vi taler om, hvorfor danskerne ikke vil acceptere almindeligheden. Årsagen er selvsagt, at ingen borgere ønsker almindeligheden, men samtidig er størstedelen af disse mennesker ikke bevidst om, at forudsætningen for at rykke sig videre fra almindeligheden, alene er hårdt arbejde og talent. Derfor opstår der disse situationer, hvor samfundsborgere, som ikke vil acceptere denne forudsætning, appellerer til den brede majoritet af almindelige danskere om, at man ikke vil acceptere almindeligheden som grundbegreb, og at man da slet ikke vil acceptere, at man selv skulle være en del af den. Derfor vælger folkemængden at erstatte begrebet med en frase om, at alle mennesker kan noget, og at alle mennesker kan opnå, hvad de ønsker, så længe de blot tror på det, og så længe viljen er tilstedeværende. De lever et liv, hvor de lader sig motivere og smykke med lånte fjer i form af powerord såsom dedikation, motivation, drive og passion etc. på deres selvforherligende og til tider kvalmefremkaldende Facebook- eller Instagramprofil, uden reelt set at være klar over, hvad det indebærer at sætte sådanne ord på sig selv som individ. De har ikke længere målet i sigte, men har forladt målet og erstattet det med deres egen selvbevidsthed om, at hvis andre kan, så kan de i hvert tilfælde også – fordi de er nemlig ikke hvem som helst. Faktum er bare, at nødvendigheden af almindeligheden og accepten af denne, er blevet underkuet i takt med vores egen selvopfattelse, og derfor skal der lyde et opråb til størstedelen af danskerne, om end jeg tror, at det er for sent:

• Accepter almindeligheden og lær at leve med den. Du er en væsentlig forudsætning for, at samfundet eksisterer, og du præsterer et stort offer ved at være almindelig.

• Den eneste vej til at forlade almindeligheden er igennem hårdt arbejde og talent. Tro flytter ingen bjerge, og det er umådeligt banalt at konstatere, at man skal tro på noget for at opnå det. Hvis man ikke troede på det, man ønskede at opnå, hvorfor så overhovedet forsøge at opnå det i første omgang.

• Lev livet og lad tiden føre dig med. Hvis du opnår at forlade almindeligheden, så er du blandt de få, men ikke af den grund garanteret lykke. Skulle dette ikke lykkes for dig, så er der ingen skam i det. Du har været en væsentlig drivkraft for, at andre og mere hårdtarbejdende sjæle kunne forlade almindeligheden, og samtidig har du haft muligheden for at nyde andre, men ligeså væsentlige, livsglæder.

• Bliv endelig god til noget, men bliv ved med at gøre det, som du er god til. Accepter, at du ikke nødvendigvis er god til noget særligt, men måske blot kan virke som menneske, og være med til at præge din omgangskreds og dine nærmeste.

Hypotesen om, at vi alle sammen kan noget særligt, er mere et ønske end en realitet. Formodningen om, at vi alle sammen kan opnå noget stort, er det rene vås. Forudsætningen, at tro flytter bjerge, kan forkastes øjeblikkeligt. Men selvom dette er tilfældet, så kan vi alle sammen noget i fællesskab. Vi kan rykke grænserne for, hvad der er muligt, vi kan elske og ære hinanden, og vi kan nyde livet. Alt sammen noget, som vi i fællesskab er med til at gøre i gennem vores blotte tilstedeværelse på Jorden – hvad enten vi hører til almindeligheden eller til dem, som har opnået deres mål gennem hårdt arbejde og reelt talent.