Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Lad være med at sovse TV-nyhederne ind i musikporno

Drop den melankolske underlægningsmusik og hav tillid til journalistikken.

21 Søndag 11. september 2016. Melankolsk underlægningsmusik ledsager indslaget om Elena Nielsen, der græder lettelsestårer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra dr.dk

I gamle dage – og nu taler vi rigtig gamle dage – var der altid TV-Avis kl. 19.30. Det kunne regne, det kunne sne. Anker Jørgensen kunne følge Poul Hartling. Når klokken var 19.30, faldt den hvide viser på den mørke urskive, som kameraet stirrede stift på, i slag, og en ultrakort xylofonjingle – Ding-ding-ding-ding-ding-dong – angav, at nu var det tid til de daglige nyheder.

Ikke meget pjat og pjank over det. Blot en slags pausesignal, der angav, at nu var vi gang.

Siden blev det anderledes. Meget anderledes. Tag nu den model, vi har haft de sidste år: Først en hidsende, rytmisk dutten, der giver mindelser om indløbende telegrammer og en verden, hvor pulsen er oppe i omdrejninger døgnet rundt, kloden rundt. Suppleret af buldrende punktnedslag, der som en syngende, metallisk lussing rusker op i seeren og lover sensation, sensation, udskriger løfter om død og drama, alt imens globen snurrer og snurrer stakåndet på billedsiden.

Men det der med musikken er ikke bare reserveret til den indledning, hvor vi får dagens overskrifter serveret. Også inde i udsendelsen tager man for sig af retterne. Til daglig med en vis diskretion. Her er det kun de korte nyheder fra ind- og udland, som skal forsynes med en diskret, men fremaddrivende underlægningsmusik.

Men så når vi frem til søndagens lange TV-Avisen, »21 Søndag«, som udmærker sig ved at være mere magasin-præget med længere indslag.

Er det bare mig, der synes, at de musikalske virkemidler, man gør brug af her, er ved at kamme over, flået ind fra fiktionens verden?

Tag nu bare i søndags. Først et indslag om, hvordan det er gået med flygtningene, der marcherede over grænserne for et år siden. En relevant historie, båret af interessant statistik og flere gode cases. Men hvorfor var det lige, at optakten skulle sovses ind i uheldssvangre toner, der skulle ledsage de mørktonede billeder i et pop-desperat forsøg på at få seeren til at interessere sig for historien?

Og bedre blev det slet ikke, da vi nåede til indslaget produceret af den ellers så flittige og hamrende dygtige korrespondent i Ukraine og Rusland, Matilde Kimer. Det handlede om herboende Elena Nielsen, der med sin mors aske i bagagen tog bag fjendens linjer i det krigshærgede Ukraine for at give moderen den begravelse i fosterlandets jord, hun havde lovet hende.

En rørende historie, der gjorde hverdagens trængsler og almindelige ukraineres frustrationer nærværende for seerne.

Men som til sidst kammede over i den rene følelsespornografi, da Elenas lettelsestårer over at have opfyldt moderens sidste ønske blev svøbt ind i slavisk, melankolsk underlægningsmusik, der skulle pumpe seernes tårekanaler for de sidste dråber.

Toner, ja. Men også dårlig tone i en seriøs nyhedsflade på statsfjernsynet. Drop musikken. Hav tillid til journalistikken. Så skal seerne nok også få det. Ellers ender vi med at tro, der ligger noget under. Andet end musikken.

I aften ser jeg: Temalørdag om dansk revy på DR2.