Risikoen for, at Danmark i den nærmeste fremtid må træde ud af Europol, aktualiserer spørgsmålet om Danmarks position i EU og den rolle, som de danske forbehold spiller. Forbeholdene er et resultat af, at danskerne i 1992 stemte nej til Maastricht-traktaten. Det er nu mere end 20 år siden, og der er grund til at rejse det spørgsmål, om retsforbeholdet stadig er løsningen for Danmark?

Vores konklusion er klar: Retsforbeholdet er en byrde, som vi i dag ofte må kæmpe med, når vigtige beslutninger skal tages. Med Lissabon-Traktaten blev samarbejdet om politi- og strafferet flyttet fra det mellemstatslige samarbejde til et overstatsligt samarbejde, der er omfattet af Danmarks forbehold. Det betyder, at vi ikke kan deltage i ny lovgivning på vigtige områder som for eksempel politisamarbejde. Vi kan altså ikke drage nytte af de fordele, som fælles EU-regler på dette område har.

Læs også: Globale forbrydere får lettere spil i 2015

Det giver god mening, at EU intensiverer samarbejdet på det strafferetlige område, da grænseoverskridende kriminalitet udgør et stort problem i Europa. Det gælder bl.a. inden for omvandrende indbrudsbander, rockerkriminalitet, terrorisme, narkotikasmugling, børnepornografi og menneskesmugling. En effektiv indsats mod grænseoverskridende og organiseret kriminalitet forudsætter et stærkt samarbejde på tværs af landegrænserne. Men retsforbeholdet kan på sigt vanskeliggøre politiets arbejde i forhold til bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet, hvilket gør Danmark mere attraktiv for kriminelle. Desuden kan det præge det billede, som resten af EU har af os, fordi Danmark kan blive opfattet som et land, der ikke gør nok for at bekæmpe kriminalitet.

Der er mange eksempler på lovgivningsinitiativer, der skal fremme det politi- og strafferetlige samarbejde i Europa, som Danmark ikke kan være med i, eksempelvis forslaget om en europæisk efterforskningskendelse, der har medført et væsentligt hurtigere samarbejde om efterforskning af kriminalitet i Europa.

Tidligere gjaldt der ingen tidsfrister for, hvornår politiet i EU-landene skal besvare anmodninger fra andre EU-lande om f.eks. afhøring af vidner, indhentelse af bankoplysninger eller beslaglæggelse af bevismateriale i udlandet. Det kunne derfor tage lang tid at få tilvejebragt oplysningerne, og i værste fald kunne opklaringen af sagerne gå i stå.

Med forslagets ikrafttræden skal myndighederne inden for få uger besvare anmodninger fra andre EU-lande. På den måde kan politiet arbejde hurtigere til gavn for borgerne.

Et andet godt eksempel er forslaget om et nyt system til udveksling af oplysninger om flypassagerer. Oplysninger om rejsemønstre spiller en stor rolle i forbindelse med efterforskning af narkotikasmugling, menneskehandel og terrorisme. Forslaget styrker myndighedernes mulighed for at bruge flypassageroplysninger som led i indsatsen mod terrorisme og anden alvorlig kriminalitet. Heller ikke her er Danmark med.

Læs også: Afstemning om retsforbehold kan rykke længere væk

EUs vigtige offerpakke, der rummer flere forslag, viser også betydningen af retsforbeholdet. Et af forslagene indebærer, at hvis der er udstedt et polititilhold således, at en person ikke må kontakte f.eks. sin tidligere samlever eller ægtefælle, skal der være mulighed for, at myndighederne i andre medlemsstater kan anerkende et sådant tilhold. Forbeholdet betyder imidlertid, at danske borgere ikke vil kunne nyde godt af den beskyttelse, som forslaget tilsigter at give personer, der udsættes for chikane. Dette er et eksempel på, at retsforbeholdet kan have meget konkrete konsekvenser for danske borgere.

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg har efterlyst en løsning, der sikrer, at Danmark ikke bliver smidt ud af Europol. Han har tidligere udtalt, at Rigspolitiet i dag er afhængig af Europol i opklaringen af den borgernære kriminalitet: »Vi bruger Europol mere og mere inden for den såkaldte hverdagsagtige kriminalitet. Det er eksempelvis inden for indbrud, som jo er noget af det, der virkelig generer danske borgere, men også i forhold til tricktyverier og al svindlen med betalingskort.«

Med Lissabon-traktaten fik Danmark mulighed for at ændre vort generelle retsforbehold til en tilvalgsordning. Det betyder, at hvis Danmark afskaffer forbeholdet, vil det være op til os selv, hvilke dele af EU-samarbejdet på retsområdet vi ønsker at deltage i. Det er en sådan tilvalgsordning, som danskerne ved en folkeafstemning vil skulle tage stilling til.

Hvis Danmark ønsker at indgå i det retlige samarbejde på enkeltområder, kræver det i dag indgåelse af såkaldte parallelaftaler. For at få en parallelaftale skal Kommissionen og de øvrige lande acceptere dette, og erfaringsmæssigt er det ikke altid muligt. Hidtil har Danmark indgået tre parallelaftaler om fire forordninger, mens vore ønsker om parallelaftaler er blevet afvist to gange. Det var bl.a. tilfældet i forhold til den nævnte konkursforordning.

Som det også gælder i skolegården, skal man give lidt til fællesskabet for at få lov til at lege med. Udover at retsforbeholdet afskærer Danmark fra at deltage i samarbejdet, sender Danmark med forbeholdene et signal om manglende engagement. Det er forståeligt, at de andre lande finder det modstridende at fastholde et forbehold og så alligevel bede om særaftaler bagefter. Hertil kommer, at parallelaftaler ikke giver Danmark indflydelse på udviklingen på de enkelte områder. En parallelaftale betyder blot, at vi må acceptere de andres arbejde. Det kunne jo godt være, at vi havde en god idé, der skulle kæmpes for. Den mulighed får vi ikke med en parallelaftale. Det er »take it or leave it«.

Dansk Folkeparti foreslår, at regeringen bare skal slå i bordet og indgå en aftale om, at Danmark alligevel godt kan deltage i Europol. Men det er en risikabel strategi, der gambler med Danmarks deltagelse i samarbejdet: Konkret ville det forudsætte, at Danmark får en parallelaftale. Det kræver, at EU-Kommissionen stiller et formelt forslag om en sådan aftale for Danmark. EUs ministerråd, dvs. medlemslandene, skal herefter give Kommissionen mandat til at føre forhandlinger med Danmark. Men kommissionen er ikke forpligtet til at stille et sådant forslag, og rådet er ikke forpligtet til at give Kommissionen et sådant mandat.

Læs også: Venstre: Her er vores tre krav til EU-aftale med regeringen

Selv hvis Dansk Folkepartis model med parallelaftaler på Europol skulle lykkes, må vi spørge: Hvad så med alt det andet samarbejde på det retlige område, som forbeholdet afskærer os fra at deltage i? Hvis vi igen og igen skal forhandle parallelaftaler, vil en tilvalgsordning være både langt mere enkel og effektiv.

DF forsøger at skræmme befolkningen ved at påstå, at vi mister muligheden for at føre en selvstændig udlændingepolitik, hvis vi afskaffer forbeholdet. Men folkeafstemningen vil handle om den nævnte tilvalgsordning, hvor vi vil bibeholde muligheden for fra sag til sag at beslutte, om Danmark skal tiltræde det konkrete samarbejde. I praksis betyder det, at vi ikke ved at gøre op med forbeholdet risikerer at importere en lempeligere udlændingepolitik via Bruxelles. Det er Socialdemokraterne garant for.

Venstre har foreslået regeringen en aftale om en folkeafstemning om et opgør med forbeholdet. Naturligvis kan man tænke sit derom: Venstre havde ti år til at afskaffe forbeholdet, men rørte det ikke med en ildtang. Og Venstre håber måske i sit stille sind, at regeringen snubler i en folkeafstemning her kort tid før et folketingsvalg.

På den anden side: Danskerne er pragmatiske og siger gerne JA til europæisk samarbejde, hvis der er klare og konkrete fordele. Glem ikke, at godt 60 procent af befolkningen stemte ja til Patentdomstolen 25. maj. Det var også glædeligt, at ja-partierne evnede at stå sammen om afstemningen om Patentdomstolen,

Et opgør med retsforbeholdet vil i den grad indebære klare og konkrete fordele for danskerne. Her drejer det sig om borgernes sikkerhed og tryghed – eksempelvis bekæmpelse af østbander og illegal indvandring.

Faktisk er det kun de kriminelle, der glæder sig over forbeholdet – så lad os få den folkeafstemning så hurtigt som muligt. Danmark skal ikke være det svage led i kampen mod grænseoverskridende kriminalitet!