Historien om Liberal Alliances rejse fra de 0 pct. og de store dommedagsprofetier fra politiske kommentatorer til de ni mandater er som taget ud af et sandt eventyr. Den grimme ælling, som de fleste lo af, blev hurtig til en smuk svane. Det var særligt Anders Samuelsens evne til at skabe et seriøst grundlag for et liberalt parti, der viste sig at gøre partiet levedygtigt. I de første år var hans budskab til det liberale bagland klart: Vi må holde arme og ben inde i bussen – altså der må holdes en konsekvent politisk linje, så partiet tages seriøst. Det var en klar nødvendighed. Både historien fra Ny Alliance og tidligere liberale partier viste tydeligt, at en klar linje var en nødvendighed for at etablere sig som parti.

Men Liberal Alliance er i dag et etableret parti og der er derfor også alvorligt behov for at stille spørgsmålet, om Liberal Alliance bare vil være et parti som de andre, eller vil være dem, der fører værdikampen i dansk politik.

Og det er sket før. Med Carina-sagen viste Liberal Alliance nemlig sin eksistensberettigelse. Den store værdipolitiske debat ramte ikke blot målgruppen af midaldrende vrede mænd, som er utilfredse med De Konservative eller Venstre, men samlede og forargede store dele af den danske befolkning og tvang samtidig stort set alle politiske partier til at ændre politik og holdning på området. Liberal Alliance beviste, at værdikampen i det 21. århundrede kan føres af de liberale. Dette til trods for, at den liberale værdikamp hidtil har haft trange kår.

Danmark var efter ti års VKO-styre mindre liberalt end længe før, og kun tænketanken CEPOS var i stand til at skabe et lille frirum af liberal tænkning. Højere skatter, større offentlig sektor og den massive tilvækst i bureaukrati var dog kun en flig af den skade, ti års borgerlig regering fik forvoldt dansk politik. Den værdikamp, Fogh blæste til i 2003, stod, set i bakspejlet, hverken på kamp eller liberale værdier. Enhver liberal ytring, om så det var en kamp mod lighedsmageriet eller ti teser på et stykke papir, blev straks slået i jorden. Liberal værdipolitik kunne jo skræmme tvivlerne væk!

Men selv om Foghs værdikamp fejlede på det grummeste, var hans oprindelige analyse dog korrekt: Man får aldrig gennemført reelle liberale reformer, før den danske befolkning har rykket sig værdipolitisk. VKO’s fejltrin er en vigtig lære for Liberal Alliance. De små skridts politik er ikke, hvad der ændrer det politiske landskab. For i sidste ende er det ikke loven, der bestemmer folkestemningen, men folkestemningen, der bestemmer loven.

Dansk Folkeparti, som i øvrigt ofte er fremhævet af Anders Samuelsen som pragteksemplet på et indflydelsesrigt parti, har måske den vigtigste historie, Liberal Alliance kan lære af. Men det er dog ikke den så ofte nævnte parlamentariske situation, der kan give Samuelsen den vigtige lektie. DFs største sejr, stramningen af integrationspolitikken, var nemlig ikke et resultat af små løbende reformer, men i stedet resultatet af en folkestemning, som partiet gødede jorden for.

Udlændingepolitikken i Dansk Folkeparti var længe ikke noget, der mindede om konsensuspolitik, og stuerene blev de først, da Folketingets andre partier adopterede samme politik. Her står LAs arme-og-ben-inde-i-bussen-mantra i skarp kontrast til forbilledet i Dansk Folkeparti. Hvor Dansk Folkeparti førte en klar og tydelig værdipolitik er værdikampen for Liberal Alliance blevet en tøvende, ja, nærmest vælgerangst, skygge af partiets fire mærkesager.

LAs største vindersag, Carina-sagen, var ikke et resultat af snedig taktik eller arme og ben inde i bussen – tværtimod. Det var en politiker, der alene tænkte holdninger før taktik. Meget tyder på, at Liberal Alliance har brug for flere »Carina-sager«. Mens partiet har fundet sit fundament blandt vælgerne står det også klart, at man med den nuværende strategi ikke har formået at løfte sig nævneværdigt over sidste valgs resultat på fem pct. Strategien med at stjæle de liberale stemmer hos de Konservative og Venstre lader simpelthen til at have nået sit toppunkt. Liberal Alliance står derfor nu ved en skillevej, hvor man bør spørge sig selv, hvorvidt man skal fortsætte strategien, eller om man skal gøre danskerne (og derved også de stemmemaksimerende partier) mere liberale gennem større, værdipolitiske slagsmål.

Løses denne udfordring ikke for partiet, kan det i værste fald ende med at miste sin eksistensberettigelse.

Derfor skal Anders Samuelsen og den resterende partitop tage stilling til, hvorvidt de skal være »borgerlige stemmer der arbejder«, som gennem kompromiser sætter skatten ned eller fjerner en afgift hist og her, eller om man skal bruge den politiske platform og opmærksomhed til at føre rigtig værdipolitik, tage vigtige principielle spørgsmål op og sige det, som de andre ikke tør sige.

Mens den første løsning måske kan virke tiltrækkende, så er det den sidste, som på lang sigt vil rykke Danmark og danskerne i en langt mere liberal retning. Det er de store debatter, som vil påvirke de unge og kan gøre dem til en liberal generation. Det er værdikampe, der kan tvinge kollegerne på Christiansborg til liberale reformer. Og vigtigere endnu, så er det værdikampe, som Carina-Sagen, der påvirker ideerne, forestillingerne og befolkningens værditilknytning.

Det er vigtigt at huske på, at det ikke er love og regulativer, der skaber et samfund og ændrer mentalitet, kultur og holdninger. Det er derimod samfundet, som skaber lovene. Og det er folkestemningen og de dominerende værdier, som skaber samfundet. Den politiske kamp om ideer og værdier er derfor til hver en tid vigtigere end små, ubetydelige reformer.

Derfor er det så vigtigt, at Liberal Alliance fokuserer på at genskabe Carina-sagens succes. For det er den vej igennem at samfundet bliver mere liberalt – og i sidste ende også giver de afgørende mandater.