Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kvinder er så følsomme...

Karen Schultz: »Nu skal det hele jo ikke dreje sig om penge,« lyder det ofte fra kvinder. Men det er nødvendigt at diskutere penge. Som kræftramt har Karen Schultz det fint med standardiserede ordninger. Suppe, steg og is. Det er godt nok.

Foto: Kamilla Wichmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De blå er til økonomi – de røde er til socialpolitik, lyder en overskrift i avisen – igen. Og jeg mindes de mange diskussioner, jeg forgæves har forsøgt at få i gang med kvinder – om samfundet. Men de vil ikke, kvinderne. »Nu skal det hele jo ikke dreje sig om penge,« er en yndet afværgesætning, og så kan jeg og alle mændene sidde tilbage med en følelse af at være pengefikserede i bedste fald. I værste fald helt ufølsomme.

Og nej, Gud ved, at det ikke skal dreje sig om penge hele tiden. Penge er et middel til at leve. Penge er ikke selve målet i livet. »Åh, behøver vi snakke om penge lige nu, skat?« lyder det retoriske spørgsmål fra kvinden, når manden forsøger at give hende den lange forklaring om pensionsforhold, fordi han faktisk elsker hende lige nu og gerne vil have hende med på en fælles og ligestillet løsning til den senere dag, hvor han måtte dø eller få præference for anden og yngre model. Penge er et kedeligt emne at tale om, jo. Eller som min mor yndede at sige det: »Det taler vi ikke om; man skal bare sørge for at have nok«. Jeg forstod godt hendes vink med en vognstang dengang, og hun nikkede ofte betydende i min retning, når hun understregede dette med at have nok.

Men hvad vil det sige at have nok? Jeg har været væk fra disse avisspalter i syv måneder nu. Tiden har jeg bl.a. brugt som kræftpatient med kemobehandling, fysisk træning og tilvænning til årelang medicinering. Jeg har ikke behøvet tænke på, om jeg havde penge nok til behandling, for godt nok betalte jeg for min egen operation på et privathospital, fordi jeg var i chok og tænkte, at dage var afgørende, men samfundet har betalt min forebyggende efterbehandling.

Det er imidlertid på et offentligt sygehus som til en konfirmation i Jylland. Hvis du er inviteret og derfor ikke selv skal betale for gildet, er det værterne, der har bestemt menuen. Du ankommer ganske vist med en gave, som – da jeg var i konfirmationsalderen – var på 100 kr. pr. voksen og 50 kr. pr. barn eks­akt, men dette bidrag til fællesskabet in casu konfirmandens lomme, gav ingen rettigheder. Det blev forventet. Så værterne havde bestemt menuen, som helt standardiseret – og alt for ofte efter min smag – var suppe, steg og is.

Når man er kræftpatient i Danmark, er der også suppe, steg og is. Der er standardiseringer. For brystkræftpatienter findes de fx på www.dbcg.dk, hvor man kan fordybe sig i alskens forskningsresultater, der har ledt til en samlet og standardiseret anbefaling af, hvordan de brystkræftsyge kvinder ud fra en standardiseret kategorisering også af sygdommen selv skal behandles. Jeg har også kunnet finde præcise økonomiske kalkulationer af en evt. ny kemo­behandling med stoffet Taxotere, ligesom jeg har kunnet følge udregningen af, hvad det koster at give sådan en som mig et stof kaldet Herceptin mod særligt aggressive kræftceller. Det er jo indlysende skønt for mig, at samfundet har besluttet sig for at slippe slanterne, og der er da også udsigt til, at samfundet har regnet sig frem til en fornuftig forretning, for i det ene tilfælde svarer en merudgift på 240.000 kr. til, at en kvinde mere, måske mig, er levende 5 år efter sygdomsudbrud, hvor hun ellers ville være død. Og i det andet tilfælde er en udgift på 625.000 kr. svarende til 2,5 kvinders behandling i ét år en gennemsnitlig sikkerhed for, at den ene af kvinderne, der ellers ville have fået tilbagefald i løbet af de første 5 år, ikke får det. Eller formuleret, så humanisterne og de pengeforskrækkede også kan være med: 240.000 kr. henholdsvis 625.000 kr. er prisen for én levende og rask kvinde i 5 år.

Jamen, hvorfor så ikke fordoble? Forlænge behandlingen? Give dobbelt dosis. Give den endnu dyrere Taxotere, som ikke har ret mange bivirkninger? Det skal vi da have råd til. Det manglede bare. Vi må sætte mennesket i centrum ... Ja, hvad er nok?

Eller som diskussionen går på Primetime Kvinder på Facebook, hvor enhver kvinde over 40 år må forbi for at forvisse sig om, at den store mangel på kvindelige topledere i dette land skyldes, at kvinders hjerner er fuldt og helt optaget af makeup, slankekure og nyeste mode inden for stiletter for slet ikke at nævne den i kvindekønnet iboende medmenneskelighed: »Jeg kunne ønske mig, at der blev diskuteret nogle mere fleksible tilbagetrækningsordninger, som kan tage højde for, at det med at holde op med at arbejde er meget individuelt, både på grund af fysiske og andre faktorer,« skrev en kvinde i en debat om, hvor længe vi vil blive på arbejdsmarkedet. »Og ja, jeg har tænkt mig at blive ved, så længe jeg synes, det giver mening,« tilføjede hun. Ikke et ord om, hvad der er godt for samfundet her. Kun afstandtagen fra suppe, steg og is på hendes tallerken. Så jeg blev nødt til at spørge: »Hvad betyder fleksible tilbagetrækningsordninger andet, end at man vil have andre (samfundet, arbejdspladsen) til at betale den løn, man mister ved at gå ned i tid? Hvorfor kan vi ikke tænke sådan, at vi har mange muligheder for fleksibilitet, hvis vi selv vil tage ansvaret for vores liv?« Og så faldt mors hammer:

»Det handler da ikke om ikke at ville tage ansvar. Alle kan komme i en helbredstilstand, der umuliggør tilknytning til arbejdsmarkedet. Selv du vil kunne komme i den situation. Og synes jo nok at vi over skatten betaler, så der skal være mulighed for at tage hånd om mennesker, der kommer i den situation. Når man er på toppen, er der en tendens til at være sig selv nok. Trist. Jeg tilslutter mig ideen om fleksible ordninger. Synes solidaritet i den forbindelse er en dyd, der bør kæmpes for!«

Jeg noterer mig, at en pointe på samfundsniveau og om økonomi pr. automatik tilskrives et menneske, der er på toppen. På samme måde har den kvindelige debattør her en tydelig forvisning om, at jeg er mig selv nok. Og desuden indikerer hun, at jeg næppe er solidarisk.

Og det er jeg måske heller ikke med hende, for jeg synes rent ud, at hun er samfundsblind at diskutere med. Hun vil have gourmetmad på sin egen tallerken. Til gengæld har jeg opdaget stor veneration for de andre brystkræftsyge kvinder, jeg har mødt. De er mangfoldige bag brystkræften, og ikke alle har ressourcer til at tage økonomisk bestik af egen situation og konkludere, at det egentlig er o.k., at samfundet standardiserer og sætter en pris på ens liv. At samfundet med andre ord konstruerer behandlingsordninger, som vi kan vælge at blive en del af eller stå udenfor med vores halve bryster og dødsangst. Valgmuligheden er ikke så let at få øje på lige dér, og set med samfundets briller må det også være sådan. Hvor gerne vi end ville, kan vi ikke fra fælleskassen tage penge til noget ganske individuelt, som rammer hver 9. kvinde. Min solidaritet med samfundet ligger bl.a. her som værende kræftramt. Der må standardiserede ordninger til. Suppe, steg og is. Det er godt nok.

Om jeg er 240.000 kr. eller 625.000 kr. værd, ved jeg ikke. Jeg er heller ikke helt tryg ved 5-års-modellen, som indgår i al statistik, fordi læger ikke kan forestille sig en længere horisont for alle de andre sygdomme, der så kommer ind i billedet og ødelægger statistikken. Det er o.k. med mig. Jeg har mere end 5-års-planer med mig selv, og jeg overlader kun det mest nødvendige til samfundet. Hvis jeg ønsker individuel særbehandling, er det o.k. at skulle betale selv. Jeg elsker min frihed. Og den har jeg bl.a. i kraft af, at jeg har gidet beskæftige mig med penge.

Så kvinder – kom i gang!