Kvalitet i de videregående uddannelser

Hvis danske, videregående uddannelser skal kunne fastholde sit faglige niveau og udbygge det, må man give dem stabilitet og ikke jævnlige reguleringer af love, bekendtgørelser, finansieringsmetoder, cirkulærer mv. Det bidrager kun til forvirring og kvalitetsforringelser ude i felten.

25DEBKronik---KU.jpg
Københavns Universitets hovedbygning. Foto: Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Her ved slutningen af min universitetskarriere har jeg den store fornøjelse at være efor (adm. direktør) for et af Københavns større kollegier.

Lad mig begynde på mit kontor på Egmont Kollegiet. Som efor er jeg, udover at være adm. direktør, en slags »sjælesørger« for stedets knap 500 kollegianere. Det er svært præcist at definere eforstillingens indhold, men før jeg blev ansat for ti år siden, spurgte jeg nogle kollegianere om deres forventninger, og de gav udtryk for, at jeg skulle være »sådan en slags alfaderlig ånd, der svævede over vandene«, hvilket jeg så har forsøgt at være.

Der er forskellige grunde til, at jeg kommer til at tale privat med mange kollegianere, bl.a. at vi beder om dokumentation for studieaktivitet en gang om året. Årsagen er, at man ifølge kollegiets fundats skal være aktiv studerende for at bo her. De kollegianere, der viser sig ikke at opfylde dette basale kriterium, bliver derfor inviteret til en samtale på mit kontor vedrørende årsagerne til deres manglende studieeffektivitet, og hvad der kan gøres for, at der kommer tempo på igen.

Et særligt karakteristikum er, at alle kollegianere, som jeg har besøg af, taler om at gå i skole og læse lektier – ikke om at gå på universitetet og studere. Når jeg spørger ind til, hvorfor det nu er sådan, får jeg svaret, at de ikke umiddelbart oplever fundamentale ændringer i forhold til deres gymnasietid. Der bliver simpelthen i de første par år af deres studietid holdt tæt øje og kontakt med dem for at sikre, at de avancerer på passende vis i deres studier og således, at universitetet vil kunne hjemtage de taxameterbeløb, der er associeret til de studerendes gennemførte eksaminer (kaldet STÅ’er).

Hvad er der så galt med det, kan man spørge, og i udgangspunktet er svaret: Ikke noget. Men det er der nu alligevel. De studerende bliver ikke gjort selvstændige (og de er trods alt 20 år og derover). Visse læresteder holder tilmed eksaminer fire gange i løbet af et studieår med deleksaminer, som i sidste ende lægges sammen til en endelig karakter og eksamen, der nu er STÅ – og dermed pengeudløsende.

Problemet er, at man på denne vis ikke giver eleven/den studerende et overblik over de emner, som han/hun læser/studerer, og dermed ikke forbereder dem på den forandring, som kommer senere i studieforløbet, når man lige pludselig skal til at arbejde på egen hånd og måske kun har nogle få konfrontationstimer pr. uge på sin uddannelsesinstitution.

Der findes et vidt udbredt dogme om, at taxametersystemet udvander kvaliteten i de danske videregående uddannelser, men efter min mening er det ikke selve det forhold, at man uddeler penge efter antallet af indskrevne og aktive studenter, men snarere det faktum, at pengene er entydigt associeret til antallet af beståede eksaminer. Dette forhold fører helt naturligt til, at uddannelsesinstitutionerne udvikler procedurer efter hvilke, man får flest mulige af de optagne studenter igennem studieforløbet på kortest mulig tid, og sidstnævnte fænomen fremmes af, at der udover taxameterpenge for beståede eksaminer eksisterer et færdiggørelsestaxameterbeløb, der udløses, når en student står med sin endelige grad.

Man kunne f.eks. i stedet tildele taxameterbeløb efter volumen, som man gør det i gymnasiesektoren, og kombinere med effektive stopeksaminer efter første studieår, der tjekker de studerendes faglige kunnen i forhold til det pensum og den forventning om progression, som de studerende præsenteres for i de efterfølgende studieår.

Jeg vender nu tilbage til samtalehjørnet på mit kontor, hvor et andet ofte forekommende emne er, hvorledes man kommer videre i sit studium, hvis alt ikke er gået lige efter planen, og at man derfor er blevet forsinket i sit studieforløb. Det kan være, fordi man er dumpet i et fag, har opgivet at gå til eksamen i sidste øjeblik, har været syg eller har haft personlige problemer.

Det hænder, at man er blevet et halvt år forsinket og f.eks. bliver bachelor i februar, hvor nye hold på et ønsket kandidatstudium først starter til september. Man spørger på sit studiekontor, om man kan tage forskud på kandidatuddannelsen ved at følge nogle af de fag, som man ved, man skal igennem senere, men det kan ikke lade sig gøre, når man ikke er indskrevet på kandidatdelen, og i hvert fald kan man da slet ikke gå til eksamen i fagene, idet den såkaldte fremdriftsreform, der skal få studenterne hurtigere igennem studierne, forudsætter indskrivning, fuldt fagvalg og indtegning til eksamen på ét og samme tidspunkt, og derfor hører jeg i mit kontor om en del kollegianere, der på trods af deres eget og Uddannelsesministeriets ønske herom, bliver yderligere forsinket i deres studium med udgangspunkt i fremdriftsreformen.

I min tid på Egmont Kollegiet har vi været vant til, at ca. ti procent af kollegianerne årligt rejste på studieophold ved udenlandske uddannelsesinstitutioner og kom fagligt inspirerede og sprogmæssigt berigede hjem til fortsættelsen af deres danske uddannelse. I de sidste par år har vi imidlertid oplevet, at der er meget færre værelser til rådighed for fremleje til udenlandske studerende på studieophold i København. Tallet er faldet fra ca. 50 værelser pr. år til nu under 25.

Når jeg spørger til situationen blandt kollegianerne, er svaret, at det ikke længere er så attraktivt at forsøge sig med et udenlandsk studieophold. Man kan ikke altid få et præcist og tilstrækkelig hurtigt svar på en forhåndsgodkendelse af point i forbindelse med et udenlandsk studieophold, og hvis nu studieopholdet ikke forløber således, at det fører til de forventede point, ja, så står man ved hjemkomsten måske i den situation, at fremdriftsreformen paradoksalt nok kommer til at forsinke en yderligere i studiet, jf. ovenfor.

Den beskrevne situation er efter min opfattelse helt paradoksal. Tidligere talte man om internationalisering af uddannelserne, og jeg har selv været formand for et regeringsudvalg, hvor vi skrev mange rapporter og anbefalinger i kølvandet på Fogh-regeringens internationaliserings-ambitioner.

Et af vores mere ambitiøse forslag var, at alle studerende på de lange videregående uddannelser skulle tilbringe mindst et halvt år på studieophold i udlandet. På den måde ville man få sat sit studium i et internationalt perspektiv, og man ville kunne tilegne sig et eller flere fremmedsprog på arbejdsniveau samtidig med, at man fik opbygget et internationalt netværk. Sådan blev det imidlertid ikke, for da en enkelt fremsynet forskningsminister sendte forslaget af sted som en prøveballon i agurketiden, blev det hurtigt skudt ned af de fleste politiske partier.

Jeg konstaterer på basis af de ovenstående betragtninger, at diverse undervisningsministre, forskningsministre og uddannelsesministre i de sidste 25 år har forsøgt sig med større og større detailregulering af de videregående uddannelser samtidig med, at man over årene principielt har gjort institutionerne mere og mere frigjorte og selvejende. Sådan noget må jo gå galt, idet selvejende institutioner skal tænke og agere på lang sigt for at blive succesfulde i henhold til en af dem selv fastlagt strategi. På tværs kommer så politiske initiativer og reguleringer, der helst skulle have effekt, mens den siddende minister endnu er minister.

Hvis danske, videregående uddannelser skal kunne fastholde sit faglige niveau og udbygge det, må man give dem stabilitet og ikke jævnlige reguleringer af love, bekendtgørelser, finansieringsmetoder, cirkulærer mv. Det bidrager kun til forvirring og kvalitetsforringelser ude i felten. Jeg ville ønske – om ikke andet for mine kollegianeres skyld – at man gik tilbage til rammefastsættelser på overordnede præmisser og sørgede for langvarig økonomisk stabilitet således, at det kunne blive muligt at fastlægge langsigtede udviklingsstrategier, der har en fair chance for at kunne blive til virkelighed.