God litteratur er altid baseret på den indirekte meddelelse eller udtrykt på en anden måde: hvis beskrivelsen af et træ blot er en fotografisk kopi af dette træ, er dette ikke litteratur. Der skal skydes en dimension ind mellem genstand og læser, netop en kunstnerisk dimension. Nutildags er det ligesom denne indirekte proces er gået i glemmebogen og det, forfatteren har på hjerte, skal præsenteres så direkte og bastant som muligt. Dette gælder også genstanden for den retssag, der med højlydte fanfarer blev indledt ved Østre Landsret 19. januar. Performancekunstneren Thomas Skade-Rasmussen Rørbech mener, at hans privatliv er blevet krænket, idet hans gamle partner, forfatteren Claus Beck-Nielsen, i sin roman fra 2008, Suverænen, ikke blot afbilder ham på omslaget, men også uretoucheret beskriver hans hus og familie. Han har derfor sagsøgt både forfatteren under dennes nye navn Helge Bille Nielsen og forlaget Gyldendal for identitetstyveri med krav om erstatning på kr. 90.000. Imidlertid læser man netop på bogens omslag med store bogstaver genrebetegnelsen ROMAN, dvs. fiktion, og sagen kompliceres yderligere af, at Claus Beck-Nielsen påstår, at han i 2001 afgik ved døden og nu kun bestyrer boet, der bærer navnet Das Beckwerk. Derfor er det logisk, at det er selveste Das Beckwerk, der nu til sit forsvar bedyrer, at den i romanen omtalte Rasmussen er en ren fiktiv karakter.

Hertil kommer den omstændighed, at Claus Beck-Nielsen efter sin død i 2001 optrådte som direktør med navnet Helge Bille Nielsen, men nu er også firmaet Das Beckwerk ophørt at eksistere. Forfatterens identitet blev nemlig endegyldigt begravet i oktober 2010 på Assistens Kirkegård og kisten blev fulgt til gravs af et stort ligfølge. I mellemtiden er liget så blevet flyttet til Aarhus. Dette er sandelig den direkte bulldozermetode, der her er blevet anvendt!

Fremgangsmåden med at bruge endnu levende modeller er ikke ny i litteraturhistorien. Allerede den tyske dramatiker Georg Büch-ner byggede 1836 sit dramafragment Woyzeck på retssager over to henrettede mordere med hertil hørende retsprotokoller, og endnu mere direkte er de let genkendelige, men ondskabsfulde portrætter som Henrik Pontoppidan leverede i sin roman Lykke-Per (1898-1904) af f.eks. Georg Brandes, J.P. Jacobsen og Holger Drachmann og ikke mindst findes et yderst giftigt portræt af Peter Nansen, der kunne have leveret masser af materiale til en retssag. Men de portrætterede, der ganske vist ikke nævnes med navn, var for kloge til at gå rettens gang.

Der er i disse tilfælde tale om, at forfatteren har anvendt en såkaldt dokumentaristisk metode ved at anvende levende modeller eller eksisterende dokumenter for at skabe en illusion om historisk korrekthed og dermed troværdighed. Allerede St.St. Blicher anvendte to præsters dagbøger til sin novelle Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog (1833) og langt senere har Thorkild Hansen påberåbt sig historisk dokumentation som kildemateriale for sin roman om Jens Munk (1965). Imidlertid viser den kronikør, han påberåber sig, at være opspind og bevidst undgår Hansen at lancere sin bog som biografi eller roman, fact eller fiction, og hans egentlige ærinde er faktisk en diskussion af forholdet mellem virkelighed og fiktion. Men vi behøver såmænd ikke at lede efter eksempler i dokumentarismegenren, der fik sit gennembrud i 1960erne, for at finde forfattere, der mere eller mindre åbenlyst inddrager levende personer i deres fiktionsværker. Det drejer sig her om såkaldte nøgleromaner og som en sådan blev allerede Tom Kristensens bekendelsesroman Hærværk (1930) betegnet af kritiken, fordi dagbladet Politiken og dens redaktion indtog en vigtig plads i handlingen. Flere af journalisterne kunne genkende sig selv i de mindre smigrende portætter, selvom de optrådte under andet navn, bl.a. den kendte kritikker Kai Friis-Møller, der dog afholdt sig fra at anklage Tom Kristensen for injurier. Men langt vigtigere er det, at Hærværk ikke mindst var et skånselsløst selvportræt og naturligvis må det være enhver forfatters ret at anvende sig selv som model.

I Ole Hyltofts satiriske krimi Mordet på Museet (1997), der foregår på og omkring kunstmuseet Arken i Ishøj, stiller forfatteren ikke sig selv, men en række andre personer i centrum, levende modeller med opdigtede navne. Disse optræder som aktørerne i et af efterkrigstidens mest pinlige bedragerisager omkring en kvindelig museumsdirektørs forfalskede eksamenspapirer - vi ved alle, hvem hun er! Romanen er så glimrende netop pga den indirekte metode, og Hyltoft kunne da også elegant afvise alle beskyldninger om at have krænket privatlivets fred ved at erklære sin roman netop for at være - en roman!

Klaus Rifbjerg fremkaldte i 1970 en endnu større skandale med sin roman Marts 1970, hvor en række kendiser med Dronningen og den svenske statsminister Olof Palme i spidsen optrådte med navns nævnelse, men heller ikke her kom det til sagsanlæg. Og nu på det sidste er den norske forfatter Karl Ove Knausgård blevet herostratisk berømt/berygtet med sin seks-binds roman med den salgsfremmende titel Min kamp, hvoraf første bind udkom 2009. Knausgård skildrer usminket sit konfliktfyldte forhold til familien, der sammen med en række andre nulevende personer optræder under eget navn. 14 af dem har forfattet en protest og beskyldt forfatteren for at være en Judas. Denne har været smart nok til at tie og da også forfatterkollegaen, den kendte Jan Kjærstad, kritiserede ham, inddrog Knausgård ham ganske enkelt i fjerde bind. Suverænen kan hverken måle sig med Thorkild Hansens teoretisk-filosofiske overvejelser eller Knausgårds mastodont af dybt personlige bekendelser. Bogen er først og fremmest en politisk roman. Men på trods af visse morsomme beskrivelser af suverænens og Claus Beck-Nielsens/Beckwerks bedrifter under deres rejse i USA for at genindføre demokratiet, reduceres teksten til en happening om sig selv.

Hele det pjattede projekt er nok inspireret af den norske Åsne Seierstads rejsebog Boghandleren fra Kabul (2002). Selv hævdede Seierstad, at der her var tale om en sandfærdig beretning. Men fordi der forekom opdigtede dialoger, blev både hun og hendes forlag sagsøgt af bogens autentiske hovedperson, der i øvrigt vandt retssagen. Så hvad er virkelighed?

På samme måde er også Suverænen havnet i en retssag om, hvor man i dagens Danmark skal trække grænserne mellem fiktion og virkelighed. Romanen udkom allerede i 2008 - så Strøbech har sandelig givet sig god tid - og retssagen med udgangspunkt i et ganske raffineret identitetsspil lugter langt snarere enten af sensationsjagt eller hævn. Eller også kan det dreje sig om en happening, der lige så stille er aftalt mellem de to involverede parter, begge performancekunstnere, og hvor ikke mindst den mindre kendte Strøbech, der i øvrigt også rundt omkring har optrådt under andre navne(!), vel kunne mistænkes for et PR-stunt.

Så hvem skal anklages for hvad? Det, man generelt har lov til at diskutere, er udelukkende den kunstneriske kvalitet af de værker, der beskyldes for at gå for nær på en levende model. Skulle Strøbech vinde retssagen ville dette derfor være fatalt for litteraturen og nærme sig censur - hvis det hele altså ikke blot er en happening! Naturligvis skal Claus Beck-Nielsen, hvor han end måtte befinde sig, have lov til at skrive som han skriver, for vi har vel kunstnerisk frihed her i landet? Men der er alligevel ingen garanti for, at anklagen bliver afvist. Berlingske Tidende berettede 14. oktober 2007 om den tyske forfatter Maxim Biller, hvis roman Esra (2003) efter en domsafsigelse måtte makuleres. Den skildrer et kærlighedsforhold mellem en forfatter og en tyrkisk kvinde med en række intime detaljer. Billers tidligere tyrkiske veninde gik rettens vej, da hun mente, romanen krænkede privatlivets fred - og vandt!

Men det afgørende i forbindelse med Suverænen kan dog i frihedens navn ikke være spørgsmålet, om virkeligheden er virkelig, men udelukkende om, Beckwerks bog er et kunstværk eller et makværk, og dette skal kronikkens forfatter nok afholde sig fra at udtale sig om - ellers kunne også han ende i Østre Landsret!