Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kunsten risikerer dobbelt nederlag

Vil den kommende finanslov svække armslængdeprincippet? Og skal de frie midler hos Statens Kunstfond igen beskæres til fordel for Dansk Folkepartis politiske mærkesager? 12 udvalgsformænd fra Statens Kunstfond går til forsvar for et uafhængigt kunststøttesystem, hvor faglighed og kvalitet er i højsædet.

Støberihallen i Hillerød, reportage om børn på musikskolen. (Foto: JENS NØRGAARD LARSEN/SCANPIX NORDFOTO 2002) Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ved: Gitte Ørskou (fmd.), Astrid Krogh, Bente Dahl, Bente Skjøttgaard, Ditte Maria Bjerg, Kim Herforth Nielsen, Kristina Holgersen, Maj-Britt Mathiesen, Michael Madsen, Søren Taaning, Thomas Harder og Tomas Lagermand Lundme.

I Danmark har vi en stærk historisk tradition for, at kunststøtten ikke er dikteret af de politiske magthavere på Christiansborg. Statens Kunstfond har siden oprettelsen i 1964 været garant for uafhængighed, kvalitet og høj faglighed. Men den danske model er under pres. Og de midler, som forvaltes af skiftende professionelle kunstfaglige udvalg i Statens Kunstfond, er godt på vej til at blive kanaliseret over i en række enkeltstående, politiske mærkesager, som forhandles hjem på finansloven i stedet for at indgå i lige og fair konkurrence med alle andre ansøgere til Statens Kunstfond og de andre åbne puljer og fonde.

På finansloven for 2016 gennemførte regeringen en besparelse på kunststøtten på 36 mio. kr. over en fireårig periode. Og med Dansk Folkepartis nye finanslovsforslag er der lagt op til en yderligere besparelse på 20 mio. kr. årligt, som indfases fra 2017. Samlet vil Dansk Folkeparti altså reducere kunststøtten med ca. 96 mio. kr. frem mod 2020 – en besparelse, der vil få stærkt negative konsekvenser for de kunstneriske miljøer i Danmark og for danskernes mulighed for at opleve kunst af høj kvalitet i fremtiden. Står det til Dansk Folkeparti, er danskerne bedre tjent med, at kulturbudgetterne går til musikskoler, Fregatten Jylland, Gl. Estrup og andre lokale initiativer. Med sidste års besparelser fik Dansk Folkeparti allokeret penge til runesten, skibsbevaring og digitalisering af dansk film. Fine og gode kulturarvsprojekter – uden tvivl. Men taberen var den nye kunst, som reflekterer over vores nutid og fremtid.

Lad os håbe, at vi i år har nogle ansvarlige borgerlige politikere, som allerede nu kan høre alarmklokkerne ringe og vil kæmpe for det fælles politiske projekt, som Statens Kunstfond er.

Vores bekymring har to dimensioner. Den ene er af principiel karakter. Den handler om armslængdeprincippet – at kunsten ikke bør være underlagt bestemte politiske ideologier og værdier. Den anden handler om fremtidsperspektiverne for kunsten i Danmark.

Det var et enigt folketing, der i 2013 vedtog loven om det nye Statens Kunstfond, fordi tanken jo netop var, at alle borgere i hele landet skulle have mulighed for at møde kunst af høj kvalitet, og at et veludviklet samfund som det danske naturligvis skulle investere i noget så væsentligt som kunst og kultur. Lige som på forskningsområdet skulle der være professionelle fagfolk til at vurdere, hvordan kunstens udvikling sikres bedst muligt.

Modellen har været stærk og levedygtig, fordi kunststøttemidlerne prioriteres skarpt og modigt med konstant øje for optimal effekt og kvalitet. Og så giver det en god dynamik, at de 12 udvalg i fonden udskiftes med fireårige mellemrum.

Statens Kunstfond råder over ca. 500 mio. kr. årligt – nogenlunde samme beløb, som f.eks. Det Kongelige Teater hvert år har til rådighed på finansloven. Midlerne har været »frie« og tilgængelige via puljer, der kan søges af alle.

Årligt genererer det over 12.000 ansøgninger fra Danmarks bedste kunstinstitutioner og kunstnere, etablerede såvel som vækstlaget. Statens Kunstfond kanaliserer udelukkende pengene derhen, hvor kvaliteten og udviklingen er højest. Det kræver mod at undlade at støtte veletablerede aktører, og derfor bliver Statens Kunstfond løbende udsat for heftig kritik fra politikere, miljøer og organisationer, når udvalgene har truffet svære beslutninger, hvor kvalitet og udvikling har afgjort, at pengene ikke er havnet der, hvor de »plejer«.

Mest blæst har der været, når Kunstfonden har truffet beslutning om at omprioritere driftsstøtte til de mindre kunstinstitutioner, som sorterer under den. Det er f.eks. musikensembler og teatre, hvor der foregår en løbende vurdering af kvalitet, kontekst og relevans i forhold til landskabet, og hvor fonden jævnligt træffer svære beslutninger, som giver tæsk.

Fra vores perspektiv er konkurrencen om kunststøttemidlerne sund, fordi den sikrer, at pengene bruges på de bedste projekter og de stærkeste talenter. Armslængeprincippet er altså – kort sagt – en stærk garant for, at danskernes skattekroner bliver brugt på kvalitet.

Når vi nu har en kulturminister, der ærgrer sig over de fastlåste strukturer og bevillinger på de forskellige kunstområder, er det værd at huske på, at kunststøtten er et af de få områder i kulturlivet, hvor pengene ikke er fastlåst af øremærkede bevillinger til enkelte institutioner. Hvis vi virkelig ønsker et opgør med vanetænkningen og de fastlåste kulturbudgetter, burde vi opgradere den økonomiske ramme i Statens Kunstfond frem for at beskære den. Sund konkurrence om bevillingerne. Åbne ansøgningsprocedurer. Mere transparens. Og højere kvalitet. Armslængde frem for politisk detailstyring.

Vores anden store bekymring er spørgsmålet om fremtidsperspektiverne for kunsten. Vil vi fortsat være i stand til at udvikle kunsten og give talenterne mulighed for at blomstre? Der er ingen tvivl om, at nye store besparelser på kunststøtten vil få mærkbare negative konsekvenser for talentudviklingen og vækstlaget i dansk kunst.

Kunsten i Danmark har i forvejen trange økonomiske kår, bl.a. fordi de vigtige kulturinstitutioner – teatre, museer, orkestre mv. – allerede er ramt af regeringens grønthøster, der barberer to procent af driftsbevillingerne af budgettet hvert år.

Nye besparelser vil betyde, at danskernes muligheder for at møde og opleve kunsten forringes mærkbart. Det gælder ikke bare i hovedstaden, men i hele landet.

Allerede i dag må en lang række støtteværdige projekter og aktiviteter se langt efter støttekroner fra Statens Kunstfond, for konkurrencen er benhård, når vi i de 12 udvalg skal fordele midlerne. Besparelserne på sidste års finanslov har allerede medført, at flere indsatsområder er blevet reduceret kraftigt, og puljer er nedlagt.

Det gælder f.eks. musikpuljen til efteruddannelse. Yderligere besparelser vil ramme hårdt og bredt, og det vil bl.a. gå ud over de lokale koncertarrangører og musikforeninger, der sørger for et varieret udbud af levende musik i lokalområderne. Det vil gå ud over de populære forfatterarrangementer på bibliotekerne, som giver den nysgerrige læser mulighed for at komme tæt på forfatterne og derigennem mulighed for en bredere refleksion over det, man møder i litteraturens verden. Også de mindre, turnerende teatre vil få begrænset mulighed for at turnere rundt i landet. Talentudviklingen bliver desværre også ramt – det gælder f.eks. på billedkunstområdet, hvor ekstraordinære indsatser som tre mio. kr. til etablering af et kompetencecenter, der med afsæt i de mange gode erfaringer fra musikskolerne skulle komme børn og unge til gode, ikke vil være mulig fremadrettet.

Listen over de reducerede muligheder er desværre lang. Og det er ærgerligt, for Danmark har netop brug for et stærkt kunstliv, der aktivt kan bidrage til at styrke sammenhængskraften og den reflekterede dialog på tværs af befolkningsgrupper, geografiske tilhørsforhold og politiske skel. På den måde er vi med til at sikre, at der også i fremtiden er en kulturarv, som kommende generationer kan være stolte af.

Hvis Dansk Folkeparti får opbakning til sit nye finanslovsforslag, er der tale om et dobbelt nederlag, der både rammer de kunstneriske miljøer og svækker armslængdeprincippet.

Som repræsentanter for de 12 udvalg i Statens Kunstfond er vi dybt bekymrede for den politiske nedprioritering af kunsten. I Danmark har vi nogle dygtige kunstnere, som markerer sig internationalt, sætter vigtige emner til debat og udfordrer vores gængse virkelighedsopfattelser. Hvis vi i Danmark ikke tør investere i kunsten, får vi simpelthen et fattigere samfund.

Det er på tide, at vi i fællesskab råber vagt i gevær! Ikke bare for kunsten skyld, men for danskernes skyld. Hvis vi i hele Danmark fortsat skal have mulighed for at opleve kunst af høj kvalitet, er der brug for et stærkt og uafhængigt kunststøttesystem, hvor bevillingerne forvaltes af professionelle fagfolk, der har den kunstneriske kvalitet for øje. Dette var den politiske ambition bag Statens Kunstfond. Det er denne ambition, vi nu indtrængende ønsker at forløse sammen med det politiske Danmark, så vi bedst kan tjene kunsten og dens betydning for de mange.