Kunst skal bruges – også på museerne

Det kunstmuseum, der på basis af den bedste kunst og den bedste forskning etablerer forbindelsen imellem værk og beskuer ved at involvere den besøgendes egen livserfaring - det kunstmuseum vil blive en integreret og uundværlig del af danskernes dagligdag og dermed bevise sin eksistensberettigelse.

28debChristianGether.jpg
Læs mere
Fold sammen

Museet er til for publikums skyld. Det er en holdning, som deles af de fleste museumsfolk i dag. Vi er enige om, at det er vigtigt, at kunstmuseet rækker ud mod det omgivende samfund. Gennem relationen til brugerne skal kunstmuseet på samme måde som alle andre offentlige institutioner i vore dage bevise sin eksistensberettigelse. Interesserer kunstmuseet sig ikke for at diskutere sin funktion i samfundet, så søger debatten og dermed de besøgende blot andre steder hen. Kunstmuseet bør derfor hele tiden tage sin egen selvforståelse op til revision - og hele tiden overveje, hvorledes det kan komme til at få stadig større betydning for den enkelte borger og dermed for samfundet. Museet må hele tiden søge at udvikle nye måder at kommunikere med brugerne på, således at de får mest muligt ud af museumsbesøget - og derfor kommer igen. I dag er det ikke blot bevarelsen af den nationale kulturarv, der berettiger museernes eksistens. Nu handler det lige så meget om, at den nationale kulturarv og ikke mindst forskningen i denne bringes ind i en meningsfuld dialog med brugernes virkelighed.

I tidligere tid havde kirken monopol på sandhed. Derfor var det også hævet over enhver diskussion, om kirken skulle være der eller ej. Kirken var der i sin egen ret.

I forbindelse med Darwins afmytologisering af den kristne skabelsesmyte, og at Nietzsche i 1880erne erklærede Gud for død, mistede kirken sin status som det sted, man kunne gå hen og finde den endegyldige sandhed. Kunsten blev den ny tids ’religion’, og man sagde, at kunstmuseet var ’den ny tids katedral’.

Langt op imod vor tid mente man så, at det var i kunstmuseet at man - gennem kunsten - skulle finde sandheden om livet, og der kom en klerikal stemning over museet. Fra at have haft farvede vægge blev væggene i det moderne kunstmuseum kalket hvide som i et protestantisk kapel.

Museet tog identitet af modernismens opfattelse af kunstneren som avantgarde. Det går ud på, at kunstneren betragtes som stående uden for samfundet, at han er foran samfundet, og at han ikke er ansvarlig over for samfundet. Kunstneren var den ny ’Skaber’ og stod kun til regnskab over for sig selv.

Denne selvforståelse smittede af på kunstmuseets måde at agere på i forhold til omverdenen. Man mente, at kunstmuseet var der i sin egen ret, og det ikke skulle stå til regnskab over for nogen. På samme måde som i kirken blev der etableret en envejskommunikation, hvor kunsthistorikeren fremsatte sin uforgribelige mening om kunsten, og så kunne publikum ’take it or leave it’.

Den demokratiske udvikling i samfundet har imidlertid gjort, at den museumsbesøgende i dag ønsker at blive taget alvorligt, at blive involveret, at blive hørt, og at deltage i de grundlæggende overvejelser over tilværelsen, som ligger i den gode kunst.

Det stemmer godt overens med det, som den amerikanske kunstner Dan Graham siger om kunstnerne i dag: »Alle kunstnere er ens. De drømmer om at lave noget, som er mere socialt, mere brugerinddragende og mere virkeligt - end kunst.«

Det er i forlængelse af denne holdning, at vi på Arken arbejder målrettet på at udvikle fremtidens kunstmuseum, som vi kalder ’det participative museum’. Det vil sige et museum, som i høj grad er brugerinddragende ved at opfordre den besøgende til at bruge sin egen erfaring om livet i forsøget på at forstå den tolkning af tilværelsen, som findes i samtidskunsten.

Det drejer sig om et museumskoncept, hvor den traditionelle katedraltankegang er forladt, og hvor museet snarere skal sammenlignes med antikkens agora, torvet i det gamle Athen, hvor frie, oplyste og engagerede mennesker mødes for – med udgangspunkt i kunsten – at drøfte fællesmenneskelige eksistentielle problemstillinger.

Med udgangspunkt i 1700-tallets oplysningstanker som anså, at det var godt for mennesket og dermed for samfundet, at borgerne besad så meget viden og indsigt som muligt, så betragter vi kunstmuseet som en del af samfundets oplysningsprojekt over for borgerne – på linje med universiteterne og bibliotekerne.

Den modernistiske kunstopfattelse betragtede nærmest kunstværket som noget helligt, og derfor som noget, man som betragter absolut ikke måtte engagere sig personligt i endsige spejle sig i. På Arken mener vi tværtimod, at den besøgende skal spejle sig i kunsten, at han eller hun skal bruge sin egen livserfaring til at forstå kunsten. Det har den besøgende selvfølgelig alle forudsætninger for, fordi den gode kunst altid handler om dette mærkelige og ofte uoverskuelige liv, som vi alle er fælles om.

Det er efter min mening netop, når der sker en overlapning imellem den erfaring om livet, som den besøgende besidder, og det udsagn om livet, som man finder i kunstværket, at den egent-lige kunstoplevelse opstår. Det er, når det kunstneriske udsagn finder ind i en mental dialog med beskuerens eksistenserfaring at ny indsigt opstår. Indsigt, som beskueren kan bruge til at navigere rundt i en tilværelse, som ellers ofte kan forekomme kaotisk og umulig at finde mening i. På den måde finder kunsten ind i en relevant sammenhæng med beskueren.

Den gode kunst er derfor aldrig elitær. Det er rigtigt, at den antager former og udtryk, som det umiddelbart kan være vanskeligt at afkode, men den handler om vores fælles liv og erfaringer, - og derfor angår den os alle.

Derfor bør et museumsbesøg være en æstetisk, intellektuel og følelsesmæssig udfordring baseret på indsigt, fordybelse og kvalitet. På den måde kan museet med udgangspunkt i kunsten sætte et nyt perspektiv på den besøgendes virkelighed og gøre den enkelte klogere på sig selv og dermed på livet. I den klassiske kartesianske eksistensforståelse er der en skelnen imellem ånd og fysik. Kroppen er blot et villigt redskab for bevidstheden. Bevidstheden er den altafgørende instans, som man anvender til at forstå verden. Der er altså en afstand imellem jeg’et/bevidstheden og verden. Det ligner lidt strukturen i forbindelse med den modernistiske skelnen imellem betragter og værk.

Den franske fænomenolog Merleu-Ponty mener i modsætning hertil, at vi er filtret ind i verden – både mentalt og fysisk. Vi er i verden og verden er i os. Den kropslige forståelse af verden er altså lige så vigtig som den intellektuelle. Det er i denne sammenhæng, at man for eksempel kan forstå Olafur Eliassons Tågetunnel, som blev besøgt af mere end 100.000 på Arken sidste år. Det var en 90 meter lang tunnel fyldt med forskellig farvet røg, som den besøgende gik igennem. Man skulle lige præcis ikke holde sig på ærbødig afstand af kunstværket. Man skulle gå ind i kunstværket og opleve det med sin egen krop. Når vi spurgte folk, der kom ud af tågetunnelen, hvad de havde oplevet, svarede mange: »Det ved jeg ikke, men det var en fantastisk oplevelse.«

Den kropslige oplevelse var det altså ikke muligt at formulere intellektuelt, men at der var tale om en stor oplevelse - af sanselig karakter- det var der ingen tvivl om.

Sådanne ’participative’ kunstværker fungerer først, når der er nogen, der bruger dem. Det samme kan man sige om fremtidens kunstmuseum. Det skønneste for en museumsmand er da også, som når museet er svingende fuldt af mennesker, som er i ivrig diskussion om kunsten og livet.

Det kunstmuseum, der på basis af den bedste kunst og den bedste forskning etablerer forbindelsen imellem værk og beskuer ved at involvere den besøgendes egen livserfaring - det kunstmuseum vil blive en integreret og uundværlig del af danskernes dagligdag og dermed bevise sin eksistensberettigelse.

Det er en smuk vision for fremtidens ’participative’ kunstmuseum.