Danske medier er dygtige til at være balancerede og fair i dækningen af dansk politik. Det er tidligere dokumenteret i en omfattende undersøgelse af valgdækningen i de to danske public service-kanaler DR1 og TV 2: Den er balanceret, hvad angår 1) de politiske aktørers synlighed, og 2) tonen over for dem. Der findes nogle få ubalancer, eksempelvis at det er journalistisk mere relevant at dække en regering end en opposition. Men det gælder uanset regeringens farve, og ubalancerne er således ikke partipolitisk motiveret.

Men hvad med den skrevne presse, der ikke ligesom de to danske public service-kanaler lovgivningsmæssigt er pålagt et balancekrav? Og hvad med dækningen af politik i udlandet? Hovedparten af de danske dagblade vedkender sig et borgerligt ståsted og beskyldes af og til for skævvreden journalistik til fordel for blå blok i dansk politik. Og hvad angår den udenrigspolitiske nyhedsdækning går bølgerne undertiden højt. Det har vi set i den sidste tids optrapning af den ulykkelige konflikt mellem Israel og Palæstina.

Her hævdes den danske nyhedsdækning at være skævvreden til fordel for såvel den ene som den anden side i konflikten. Men er det rigtigt, at der er politisk slagside i den trykte danske dagspresse og dens dækning af udenrigspolitik?

Læs også: Den umulige balanceakt i Gaza

Det spørgsmål har kun i meget begrænset omfang været undersøgt videnskabeligt. Men ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet har vi netop gennemført den første danske undersøgelse heraf. Vi har undersøgt, hvordan Politiken, Information, Kristeligt Dagblad, Jyllands-Posten og Berlingske har dækket fire amerikanske præsidentvalg og fire svenske rigsdagsvalg 1998-2012.

Når vi har valgt de to lande, skyldes det, at der i den offentlige debat i forbindelse med amerikanske valgkampe ofte hævdes, at danske journalister favoriserer Demokraterne, mens det sjældent høres, at de favoriserer bestemte svenske partier.

Hvad angår synlighed, viser vores undersøgelse for det første, at danske avisers dækning af præsidentvalg i USA og rigsdagsvalg i Sverige ikke alene er politisk balanceret; der er heller ikke som i dækningen af danske valg en synlighedsfordel for den siddende præsident/regering. For det andet viser undersøgelsen, at næsten hver eneste artikel, der omhandler de to typer af valg, er balanceret, dvs. at begge rivaliserende partier i USA eller begge blokke i svensk politik nævnes.

Det er ikke tilfældet ved dækningen af danske valgkampe: Her fremkommer balancen ved, at der er en række nyhedsindslag, hvor begge blokke i dansk politik nævnes, men derudover cirka lige mange nyhedsindslag, i hvilken kun den ene eller den anden blok nævnes.

At der er balance i så godt som hver eneste nyhedsartikel, når det drejer sig om dækning af udenlandske valgkampe, skyldes sandsynligvis, at danske journalister her har behov for at sætte en nyhedshistorie ind i en større sammenhæng. Nævner man derimod i Danmark partiet Venstre, ved læserne, hvad partiet står for, og man behøver ikke oplyse sammenhængen for nyhedsindslaget og andre partiers position på samme emne.

Når det drejer sig om tone, er 79 procent af de analyserede artikler om svenske valg balancerede, mens de øvrige – ligeligt – er til fordel for den ene eller anden blok i svensk politik. Når vi ser på dækningen af amerikanske valg, er 66 procent af artiklerne balancerede. I de øvrige 34 procent af artiklerne er tonen enten til fordel for Demokraterne eller Republikanerne, men med en svag ubalance til fordel for Demokraterne.

Hvordan forklares det? Her er det værd at bemærke, at der er tale om en ubalance, som findes i samtlige danske medier – uanset deres politiske ståsted. Der synes således ikke at være tale om en partipolitisk ubalance, og vi må derfor finde forklaringen et andet sted.

Den amerikanske medieforsker, Daniel Hallin, har i et studie af den amerikanske mediedækning af Vietnamkrigen påpeget, at journalister ikke altid efterlever deres professionelle objektivitets- og balancenorm. Ifølge Hallin vil de emner, journalister dækker, falde inden for tre sfærer, inden for hvilke der anvendes forskellige journalistiske standarder.

Konsensussfæren omfatter emner, der hersker udbredt enighed om i en given national sammenhæng. Det kan i Danmark dreje sig om ytringsfrihed, fordømmelse af racisme og ligestilling mellem kønnene. Her er der for journalister ingen grund til at præsentere det modsatte synspunkt.

I afvigelsessfæren falder synspunkter, der betragtes som for radikale, uunderbyggede, irrelevante eller uansvarlige til at blive betragtet som nyhedsværdige, og som derfor udelukkes fra eller latterliggøres i nyhederne, eksempelvis astrologi, numerologi eller racisme. Her suspenderes normale objektivitetsstandarder; i stedet er journalister og deres publikum enige om, hvem der er »the good« og »the bad guys«.

Sfæren for legitim kontrovers befinder sig mellem de to andre sfærer. Det er karakteristisk for emner og debatter i denne sfære, at informerede og rationelle borgere legitimt har forskellige synspunkter. Og derfor mener journalister sig forpligtet til at gengive de forskellige og ofte modsatrettede synspunkter, der fremføres. Langt hovedparten af den normale nyhedsdækning falder inden for denne sfære, og det er her den journalistiske objektivitets- og balancenorm gælder.

Jo længere man bevæger sig væk fra den kulturelle kontekst, som journalister og deres publikum befinder sig i, jo større sandsynlighed for, at et forhold falder inden for »afvigelsessfæren«. Når det gælder Sverige, er det ikke meget, der vil forekomme danske journalister og deres publikum fremmed. Derfor er dækningen balanceret.

Selv om USA tilhører samme kulturkreds som Danmark, vil meget her forekomme fremmed for danskere. I politik gælder det i særlig grad Det Republikanske Parti. Republikanernes modstand mod eksempelvis offentlige velfærdsydelser, abort og homoseksuelle ægteskaber eller deres forsvar for dødsstraf og skydevåben ligger ikke alene danskerne, men også de danske politiske partier fjernt.

Det er blevet sagt, at europæisk politik udgør en parallelforskydning af amerikansk politik. Det betyder populært sagt, at det danske politiske spektrum starter ved præsident Barack Obamas politik, og så bevæger det sig ellers videre ud mod venstre. De mest borgerlige partier i Danmark er altså dem, der ligger tættest på Obamas synspunkter. Såfremt danske politikere erklærer sig enig med en republikansk præsidentkandidat, vil det typisk være på enkeltsager og inkluderer bestemt ikke »hele pakken«. Meningsmålinger i forbindelse med de sidste valg har da også vist, at danskerne alt overvejende ville stemme på Obama, hvis de kunne. Netop fordi den republikanske politik på mange måder er fremmedartet for danskerne, vil den let blive rubriceret som tilhørende »afvigelsessfæren«.

Der kommer derfor, hvad vi kan kalde en kulturel ubalance, ind i dækningen af udenrigspolitik. Den må vi forvente er endnu mere udtalt, når det drejer sig om samfundsforhold i lande som kulturelt ligger endnu længere væk fra Danmark, eksempelvis Nordkorea og Iran.

Opfattelsen af, hvad der ligger inden for »afvigelsessfæren«, kan dog ændre sig over tid. Hvor palæstinenserne tidligere blev betragtet som afvigende, opfattes de i dag af mange danskere som legitime aktører i Mellemøstkonflikten. Derfor vil konflikten af danske journalister ses som en del af den danske »sfære for legitim kontrovers«, og de vil forsøge at dække den balanceret.