Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kronikken: Liberalisme er det bedste bud

Diskussionen om forskelle mellem liberalisme og konservatisme, som har fyldt meget de sidste uger, skyldes efter min mening, at Det Konservative Folkeparti står så svagt samt at Liberal Alliances styrke har tvunget folk til at diskutere liberalisme.

Copenhagen Ironman 2013 Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det undrede i 1970erne en gruppe amerikanske intellektuelle, der betragtede sig selv som traditionelle liberalister, at man begyndte at kalde dem »neokonservative«. I slutningen af 1970erne sagde man om dem, at de var ved at forandre USA. Det var de også. Der kom en ganske lille aflægger af dem i Danmark, nemlig Centrumdemokraterne. Liberalisme blev dengang altid omtalt som senliberalismen, ganske som man også talte om det senmoderne og senkapitalismen, men aldrig om senmarxismen.

Der var her i landet – blandt de intellektuelle – en apokalyptisk stemning. Der ville snart ske noget, men der skete ikke andet, end at Poul Schlüter overtog magten og erklærede, at ideologi var noget bras. Det var et ekko af den neokonservative Daniel Bells »the end of ideology«. Endnu var ordet og Chicagoskolens »neoliberalisme« ikke i omløb – nu bruger alle det om både det ene og det andet, som om det var noget, der var realiseret, men mest bruges det vel som et skældsord.

I George W. Bushs regeringsperiode begyndte man igen at tale om neokonservative, men det var nu noget andet end 70ernes. Bushs egne konservatisme blev kaldt »compassionate« – medfølende – og den bestod i at overlade flere opgaver til det civile samfund; noget vi ville kalde et liberalt træk. Thatcher havde som bekendt ikke meget tilovers for samfundet, hun sagde, at det slet ikke fandtes. Der var kun individer og deres familier, men da David Cameron kom til, talte han hele tiden om samfundet, Big Society, men ikke om fællesskabet.

Det gælder de forskellige versioner af konservatisme, at vi ligeså godt kunne kalde det liberalisme. Sådan har det også været i Danmark – og England. Liberalisme og konservatisme var to sider af samme sag.

Som bekendt diskuteres i Danmark nu forskelle mellem liberalisme og konservatisme, hvilket er ganske interessant på et tidspunkt, hvor Enhedslisten vokser og vokser, altså hvor venstreekstremismen gør sig stærkt gældende, og hvor socialdemokrater er afhængige af trotskister og leninister, men det diskuteres ikke, ganske som man ikke diskuterede ideologi, da Poul Schlüter regerede.

Diskussionen og forskelle skyldes efter min mening, at Det Konservative Folkeparti står så svagt samt at Liberal Alliances styrke har tvunget folk til at diskutere liberalisme. De konservative, Høyre, står til stor fremgang i Norge, men de liberale i Venstre er næsten forsvundet. Det er ikke let at være liberal i Tyskland eller i England. Det er noget ganske særligt, at konservatismen står så svagt i Danmark, som tilfældet er. Man må nok sige, at den politiske teori, der klarer sig bedst for tiden i dette land, er liberalismen. Det forekommer mig at være noget nyt. Det var heller ikke noget, man kunne forudse, hvis vi følger den engelske tænker John Gray. Han udgav i 1986 en bog, der hed Liberalism. En udmærket bog der gennemgår liberalismens historie og dens filosofiske forudsætninger. Hans hovedpointe er eller var, at liberalismen er modernitetens politiske teori. Alle andre politiske ideer er både moderne og modmoderne. De længes alle tilbage til en svunden tid.

Jeg har netop hørt lederen af Århus Festuge udtale, at fordi vi er så individualistiske, vil han genskabe fællesskaber. Det er kommunalt finansieret anti-liberalisme, for liberalismens historie er frihedens historie, og den historie handler om individets frisættelse fra forpligtende, snærende og klæbrige fællesskaber. I Politiken søndag skrev et par unge socialdemokrater, at deres frihedsbegreb var bedre end liberalismens, fordi det underordnede den enkelte under fællesskabet. Der er en kvælende kommunitarisme på vej, hvis mål er at genindsætte den enkelte i grupper, kollektiver og andre fællesskaber.

Der findes endog kommunitaristiske tendenser i Venstre, men især i Det Konservative Folkeparti og DF. Og så tilbage til Grays problemer med liberalismen dengang i 80erne.

Gray lagde stor vægt på, at det liberale projekt fremsatte nogle universelle principper. Denne sammenhæng mellem universalisme og liberalisme er velkendt fra historien. Når man pædagogisk skal vise forskellen mellem de to nordamerikanske stater, USA og Canada, siger man netop, at USA er liberalismens og dermed universalismens land (menneskerettighederne er universelle og amerikanske), mens Canada er konservatismens og dermed partikularismens land. USA er endvidere modernitetens spydspids og har altid været det.

De to lande er forskellige, fordi det ene blev til ved en revolution, der brød med tradition, statskirke og monarki, mens det andet bebos af de amerikanere, der ikke lavede revolution. Canada er endnu et monarki.

Forskellen er i dag så håndgribelig, idet USA styres af en liberal, Obama, mens en konservativ, Stephen Harper, står i spidsen for Canada. Den amerikanske liberale tradition er baggrunden for tanken om assimilation. Den enkeltes partikulære kultur assimileres i den universelle amerikanske. Den konservative canadiske tradition udmøntes i tanken om integration og multikulturalisme, hvor den enkeltes partikulære kultur bevares, og den ophæves ikke i en fælles. Selvom en liberal, Pierre Trudeau, indførte multikulturalismen var hans inspiration den konservative, katolske engelske historiker Lord Acton.

Både USA og Canada er i deres inderste kerner henholdsvis liberale og konservative stater. USA er bygget på John Lockes tanker. Det er så liberalt, at der aldrig har været et liberalt parti, så begge de to store partier er to udgaver af liberalismen, der kun skændes om den føderale stats omfang og grænser, men de er begge enige om en begrænset stat (limitedgovernment). I 1993 skulle John Grays Liberalism genudgives, men nu følte han sig tvunget til at skrive et efterskrift, hvori han erkendte, at liberalismen nu var en umulighed, og han talte derfor om postliberalisme.

Hvad var der sket? Liberalismen duede ikke som politisk teori i et postmoderne samfund. Det moderne var forbi. Liberalismen var knyttet til oplysningstankerne, men disse blev undsagt af de postmoderne tænkere. Oplysningen er et dødt projekt. Gray skrev samme år bogen Enlightenment’s Wake – Oplysningens begravelse. Det var altså liberalismens universalisme, der ikke kunne fastholdes, og den kunne ikke medtænke rettigheder for etniske grupper og kulturer. Med det postmoderne blev multikulturalismen den dominerende tænkning. Universalismen var en umulighed, for over den stod de forskellige kulturer. Man opgav derfor assimilation og nøjedes med integration, hvor kulturer får lov at blive intakte.

Postliberalismen fik lige så kort levetid som det postmoderne oprør mod rationalitet og fornuft. VK-regeringen kunne hengive sig til globaliseringen og overlade det partikulære til DF. I dag tror de fleste igen på fornuften og aldrig har universelle værdier nydt større respekt. Det gør, at liberalismen igen kan vinde frem i næsten klassisk form. Men det efterlader partikularismen hos de konservative, der omfatter mange fra DF til Enhedslisten. Vi har en modmoderne regering, og det mest slående er dens sprogbrug: For den er vi danskerne. De forsvarer danske interesser, danske spisevaner og den danske model. Der er sket en renationalisering de sidste par år og dermed en længsel efter tabte fællesskaber.

Liberalisme er for tiden det bedste bud på, hvordan Danmark kan moderniseres.