Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kronikken: Danmark er et sekulært land – er det ikke?

Det er vel muligt på én og samme tid at fastholde, at Danmark er et – overvejende – sekulært land og samtidig give (pige-)børn og kvinder et frirum, de ellers ikke ville have haft.

21DEBBurkini-FILES-TUNISIA-.jpg
»Burkiniklædte kvinder er med ét blevet syndebukkene i kampen mod terror. Der er indført burkiniforbud på den franske riviera,« skriver Helle Birk. Billedet viser badende kvinder – en af dem i den kontroversielle badedragt – i Tunesien.Foto: Fethi Belaid Fold sammen
Læs mere

Hvad er religion nogensinde blevet brugt til, andet end at undertrykke kvinder, filosoferede en veninde engang. Hun havde boet mange steder i verden, hvor der ikke var ligestilling mellem kønnene – for nu at sige det mildt.

At religion er en kilde til strid mellem nogle mennesker og til undertrykkelse af andre er indiskutabelt. Nu afdøde journalist Christopher Hitchens sagde det meget kategorisk i sin »Gud er ikke stor: hvordan religion forpester alt«. Bogen er en gennemgang af verdensreligionerne, hvor den ene ikke har ret meget at lade den anden høre.

Heldigvis er religion i vores sekulære samfund en privatsag. Er det ikke?

Danmark er et kristent land…

I modsætning til de fleste andre samfund i den vestlige – sekulariserede - verden har vi pudsigt nok her i Danmark en statskirke. Ifølge Grundlovens § 4 er vi evangelisk-lutheranske. I regeringsgrundlaget står der direkte, at Danmark er et kristent land.

Men under halvdelen tror på Gud, og under ti pct. går regelmæssigt i kirke.

Vi danskere er vel kulturkristne, de fleste af os, men det er bestemt ikke det samme som at være kristen. Måske er det endda noget ganske andet. For vi er generelt skeptiske over for religion. Bare se på den mediestorm, den tidligere uddannelses- og forskningsminister havnede i, da han tillod sig at sige, at han var troende. Det var han ellers i sin gode ret til ifølge Grundlovens § 67, hvori skrevet står, at »Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.« Fra flere sider blev det mere end antydet, at ministerens tro ikke var forenelig med hans embede, hvilket kan undre. For religionsfriheden gælder vel for alle borgere?

Enhver er salig i sin tro

Det skal man have lov til at være. Sådan helt privat, men det offentlige rum skulle gerne være fri for religion. Den holdning breder sig. I denne tid. I Berlin har man på Technische Universität nedlagt sine bederum i år. Det har fået den konsekvens, at utilfredse muslimske studerende i stort antal har henlagt fredagsbønnen, inklusive deres bedetæpper, til pladsen foran universitetet. Men lige meget hjalp det. Universitetet fastholder sin ret til at adskille stat og religion.

Selvom vi ikke gør det i dette land, har Langkaer Gymnasium netop erklæret sig for en »religiøs neutral skole, hvor religion opfattes som et privat anliggende«. Der stilles heller ikke lokaler til rådighed for de bedende. Årsagen er ifølge skolens rektor, at 35-40 drenge og piger – kønsopdelt – samledes til fredagsbøn, og at det havde været nødvendigt gang på gang at gribe ind over for elever i bøn.

I Tyskland har man de sidste 20 år drøftet, om krucifikset må hænge på offentlige skoler. Ifølge den tyske Forfatningsdomstols såkaldte Kruzifix-Urteil fra 1995 blev det kendt forfatningsstridigt i det ellers katolske Bayern som stridende imod religionsfriheden. I praksis kræves der dog privat påtale fra en forælder for at få korset ned.

I 2009 nåede den Europæiske Menneskerettighedsdomstol frem til det samme, men i 2011 til det stik modsatte: Der må gerne være en dominerende synlighed af en fler- talsreligions symboler, altså i dette tilfælde katolicismens, i det offentlige rum, så længe der ikke finder en indoktrinering sted.

Beklædning, der signalerer religiøst tilhørsforhold, er noget personligt, og derfor tilladt i de fleste EU-lande. Menneskerettighedsdomstolen giver dog de enkelte medlemslande et vidtrækkende råderum i disse spørgsmål. For eksempel anser domstolen ikke Frankrigs burkaforbud for stridende imod religionsfriheden.

For nogle år siden stod jeg i lufthavnen i Washington D.C. bagved en saudiarabisk familie. Da vi skulle igennem tolden, nægtede manden først pure sin niqabklædte hustru at blotte sit ansigt. Men hustruen skulle naturligvis afgive sine »biometriske data« i form af foto og fingeraftryk. Ligesom alle andre. Kampen mod terror tager ikke særhensyn.

Identifikation er generelt et problem, når ansigtet er skjult. Kan man vide, at det er den rigtige, man har til eksamen, f.eks. hvis vedkommende bærer niqab?

Fru Justitia er blændet

Fru Justitia er blændet, fordi retfærdigheden er blind for forskelle i køn, klasse og etnicitet. Justitia er symbolet på domstolenes upartiskhed.

Der har så vidt vides aldrig været sået tvivl om, at danske dommere kan deres Montesquieu og ved, at magtens tredeling tilsiger, at de er uafhængige af den lovgivende og udøvende magt i deres virke. Tværtimod er Folketinget og regeringen med jævne mellemrum bragt i harnisk over domstolenes afgørelser og overvejer at lave lovgivningen om – i kølvandet på enkeltsager.

Men for nu at være helt sikker vedtog Folketinget i 2009 en ændring til retsplejeloven. Ifølge den ny § 56 må en dommer ikke fremtræde på en måde, der er egnet til at blive opfattet som en tilkendegivelse om den pågældendes evt. religiøse eller poli- tiske tilhørsforhold eller om den pågældendes holdning til samme. Dommere skal også bære kapper ved hovedforhandlinger.

Interessant er det i denne sammenhæng, at året før, i april 2008, stipulerede en revideret udgave af Domstolsstyrelsens personalevejledning, at ansatte ved Danmarks Domstole kan bære tørklæde, turban eller lignende hovedbeklædning af religiøse eller kulturelle grunde, så længe ansigtet ikke er tildækket. Det kan de så ikke mere.

Kvinde- eller værdikamp?

Burkinien er blevet en forkætret badedragt. ikke mindst i Frankrig, hvor en stakkels kvinde blev tvunget til at tage sin af på en strand i Nice – foranlediget af fire bevæbnede betjente. Burkiniklædte kvinder er med ét blevet syndebukkene i kampen mod terror. Der er indført burkiniforbud på den franske riviera. Den franske højesteret mangler stadigvæk at fastslå, hvorvidt det er lovligt.

I den meget omtalte svømmehal i Tingbjerg, hvor man har oprettet et hold udelukkende for kvinder og afskærmet området, så der ikke kan ses ind, tages et særhensyn til kvinder, der af religiøse – eller andre årsager – ikke vil svømme sammen med mænd, og som bruger burkini. En burkini er ikke en niqab eller en burka. Ansigtet er ikke tildækket. Så vidt jeg har kunnet finde ud af, er der i vinterhalvåret 2016 oprettet hold med kønsopdelt svømmeundervisning for både piger og kvinder, og i øvrigt et mindre antal hold kun for drenge.

Er det at gøre knæfald for en anden kultur og religion? Svaret havde været ja, hvis det var i folkeskole, gymnasium og andre undervisningssammenhænge, hvor alle ville være tvunget til at underkaste sig andre kulturers skikke. Det er der ikke tale om.

Der er tale om positiv særbehandling af piger og kvinder, der ellers ikke ville få lov til at dyrke sport. Er det ikke et værdigt formål?

Kvinder i Mellemøsten må ofte bade iført burka eller niqab og sågar sko og strømper. Ud fra det perspektiv er burkinien jo nærmest et fremskridt for kvindesagen, der har trange kår i visse dele af verden.

Lige netop idræt sondrer jo også i skolesystemet mellem pige- og drengeidræt. Fordi fysikken er forskellig, primært.

Der er også andre steder, hvor mænd – eller kvinder – ikke må komme/kommer. Dannerhuset, Mændenes Hjem og foreninger som Round Table og Ladies Circles, for at nævne et par stykker. Det er der såvidt vides ikke en kat, der har beklaget sig over.

Religion er vigtig for et stadigt stigende mindretal. Det kan få vidtrækkende konsekvenser, hvis man tillader religionen at vinde indpas i det offentlige rum.

For vi lever i en tid med værdikampe. Angsten for udbredelse af religiøs fundamentalisme kan være begrundet, andre gange er den det ikke.

Det er vel muligt på én og samme tid at fastholde, at Danmark er et – overvejende – sekulært land og samtidig give (pige-)børn og kvinder et frirum, de ellers ikke ville have haft. Hvorfor er det lige dem, der skal tages som gidsel i den verserende værdikamp?

Helle Birk. Fold sammen
Læs mere