Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kronik: Yahya Hassan – »fucking« misbrugt

Erbil G. E. Kaya, forsvarsadvokat: »Selv om ingen forældre inderst inde ønsker at slå eller på anden måde gøre deres barn ondt, kan ethvert menneske som produkt af krig, nød og elendighed uden egen vilje foretage skadelige handlinger.«

Erbil G.E. Kaya, forsvarsadvokat. Fold sammen
Læs mere

Der er en tendens i tiden til, at den sociale virkelighed og de socioøkonomiske forhold ophæves og tømmes for indhold, når det gælder mennesker med en anden etnisk baggrund, og i stedet erstattes og forklares med disse menneskers iboende kulturelle og religiøse dårligdomme, som ikke lader sig forandre.

Med andre ord lader der til i den offentlige debat at være en konsensus om, at det tilsyneladende ikke lader sig gøre at ændre de etniske minoriteters – særligt de muslimske – reaktionære levevis i form af undertrykkelse, forældede æresbegreber, middelalderlige livssyn mv. I det lys kan medierne ikke få nok af Yahya Hassan, der tilsyneladende betragtes som en, der tager et opgør med dette.

Det er væsentligt for mig at pointere, at denne kronik skal ses som et indlæg i den »sociale debat« og derfor på ingen måde som et indlæg i den såkaldte »indvandrerdebat«, idet fænomenet Yahya Hassan ikke er et etnisk eller kulturelt, men et socialt fænomen.

I modsætning til den unge og fremadstormende Yahya Hassan vil jeg ikke være vand på mediernes mølle i den disciplin, der hedder at være forræderisk over for sin egen sociale klasse og få ubegrænset taletid, så længe man »ærligt« vil stå frem og kritisere sine »egne«, helst gerne med en direkte og indirekte henvisning til etnisk, kulturel og religiøs analfabetisme hos sine »egne« som begrundelse for, hvorfor ens liv har udformet sig med kriminalitet til følge.

Jeg anerkender til fulde, at der findes store samfundsmæssige problemer uanset, om man er etnisk dansker eller dansker med anden etnisk baggrund. Problemerne manifesterer sig forskelligt alt efter tid, sted og vilkår, men i mit arbejde som forsvarsadvokat for nogle af samfundets svageste og mest uglesete ser jeg tydeligt de fælles træk, der gør sig gældende uanset etnicitet, alder, køn og religion.

Forældres, skolers, institutioners og lokalsamfundets svigt i barndommen er den rette ingrediens til at begive sig ud i et liv, som ingen af os bifalder – heller ikke dem, som slår ind på den vej. Dog er det udslag af et fælles svigt. Problemet må ikke individualiseres og adresseres til en enkelt person eller enkeltpersoner og ej heller til en enkelt institution. Vi har et fælles ansvar.

Yahya Hassan, som drives frem af medierne med den underliggende dagsorden om igen at sætte den kvalmende negative udlændingedebat i højsædet, lokaliserer og adresserer problemerne til sine forældre. Det er meget sandsynligt, at Yahya Hassans forældres behandling af ham er den væsentligste årsag til, at hans liv har formet sig med kriminalitet, men andre aspekter bør medinddrages.

Selv om ingen forældre inderst inde ønsker at slå eller på anden måde at gøre deres barn ondt, kan ethvert menneske som produkt af krig, nød og elendighed uden egen vilje foretage skadelige handlinger over for sine børn eller forsømme at give dem kærlighed og omsorg. Dette gælder særligt, når man kommer fra krig og undertrykkelse, hvor lemlæstelse af medmennesker, tortur, bomber, permanent arbejdsløshed mv. udvisker meningen med livet og i stedet giver apatien liv.

Man må ikke være blind over for, at mange forældre, der har levet under disse umenneskelige betingelser, er såret og ødelagt dybt inde i sjælen således, at de kan handle irrationelt i mange situationer uden om deres egen vilje. Som jeg har forstået det, har Yahya Hassans forældre stået ansigt til ansigt med de nævnte vilkår.

Ligegyldighed og ignorance over for andre menneskers virkelighed bør afløses af empati og medmenneskelighed. Devisen om at man lader sig udnytte og er halal-hippie, hvis man er for blødsøden, bør igen afløses af varme og kærlighed over for mennesket frem for en holdning om, at enhver er sin egen lykkes smed. Tilgangen til problemerne bør tage sit udgangspunkt i, hvordan vi kan hjælpe hinanden bedst muligt, herunder hvordan vi bedst muligt sikrer tortur- og krigsramte flygtninge den optimale hjælp. Den hurtige og rette hjælp vil kunne eliminere mange af problemerne og fjerne fokus fra »etnisk kriminalitet« samt have potentiale til effektivt at overbevise os alle om, at det rettelig er de sociale årsager, der puster liv i kriminaliteten og ikke de religiøse eller etniske.

Min far flygtede i 1984 som politisk flygtning til Danmark fra Tyrkiet. Da han ankom, var han blevet handicappet af den omfattende og umenneskelige tortur, han havde været igennem. Hans forbrydelse bestod i at være aktiv forkæmper for rettigheder til arbejdere, herunder i danske sammenhænge noget så selvfølgeligt som mindsteløn, strejkeret og organisering i fagforeninger samt forbedringer af menneskerettigheder, herunder ytrings- og pressefrihed mv.

Hvis den samfundsmæssige hjælp i form af Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) ikke var trådt til med psykisk og fysisk hjælp til min far, er jeg overbevist om, at min families og mit liv på ingen måde ville have formet sig, som det har gjort.

Min fars behandling hos RCT og den danske befolknings prisværdige og åbne modtagelse af min far i 1984 har klart medvirket til, at min far både fysisk og psykisk kom sig over de sår, som den omfattende tortur havde forårsaget. Derfor er jeg det danske velfærds- og »krykkesamfund« evig taknemmelig og vælger at glæde mig over, at jeg hver måned via min topskattebetaling kan betale min gæld til samfundet af og bidrage til, at andre også forhåbentlig kan hjælpes på vej, som vi blev det.

Ikke nok med at familien var hårdt ramt af oplevelserne med myndighederne i Tyrkiet, så boede vi i Tingbjerg, siden vi kom til Danmark og de efterfølgende næsten 17 år. Altså har jeg levet over halvdelen af mit liv i Tingbjerg, og visse mennesker vil nok mene, at det umiddelbart lyder som en farlig cocktail at være barn af en flygtning og samtidig bo i en bydel, man kalder for en ghetto. Mange vil nok mene, at dette optimerede sandsynligheden for en tilværelse som en rod fremfor en tilværelse som advokat.

Lige så lidt man med succes blot ved ord kan formå sine børn til at uddanne sig til advokat, læge eller ingeniør uden ved handling at vise vej, lige så lidt kan vi som samfund sige til forældrene, at de bare må tage ansvar og udfylde deres forældreroller for ellers er det deres egen skyld. Her vælges ofte den nemme løsning med at udråbe forældrene til at være hovedskurkene, hvilket desværre har manifesteret sig i, at boligselskaber nu smider forældrene på porten i forbindelse med børnenes kriminalitet, og at der er opstået en usmagelig debat om, at forældrenes kontanthjælp skal tages fra dem, hvis de ikke tager sig ordentligt af deres børn. Der er opstået en automatreaktion om, at de, der ligger ned, kan vi sparke på, for det er deres egen skyld. Alt dette er med til at stigmatisere og isolere disse i forvejen sårede mennesker.

Vi bør som samfund anlægge en anden holdning til denne problemstilling, nemlig en anskuelse om, at visse forældre af sociale årsager ikke har redskaberne til at løse deres egne og deres børns udfordringer. I den situation må vi som samfund vise vej for forældrene, eliminere de forhold, der står i vejen for et vellykket liv, og udstyre forældrene med de rette redskaber. I min families konkrete tilfælde er jeg overbevist om, at samfundets hjælp i form af min fars behandling hos RCT har banet vejen for vores lykke og tilfredshed med livet. For andre familier er det andre foranstaltninger, der kan have en gavnlig effekt.

Yahya Hassans historie er vigtig og bør åbne for en samfundsmæssig debat. Mange unge håbefulde mennesker, hvis eneste forbrydelse tilsyneladende er at blive født, fortjener en chance og et godt liv. Intet menneske fortjener at blive behandlet på en sådan måde, at det ødelægger deres liv og giver ar resten af livet. Fremfor pisk bør vi anvende gulerod, ligesom da man med støtten til min far viste nogle af de allerbedste og fineste egenskaber, som vi mennesker indeholder. En sådan behandling fra et samfund medvirker til at »vinde« mennesker og familier frem for at »tabe« dem på gulvet og derved skabe fjender af samfundet.