Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kronik: Vi skal tænke os om, inden vi griber ind i Syrien

Henrik Ø. Breitenbauch: Når krigstrommerne buldrer, sker der desværre ofte det, at følelsesmæssige argumenter får lov at dominere, at den debat og eftertanke, der netop her er særligt nødvendig, forklejnes eller forties af hensyn til den store beslutning, der er undervejs. Det gør det særligt nødvendigt med irriterende spørgsmål. Her er tre af slagsen.

Selv om urolighederne i Syrien gør voldsomt indtryk, skal vi tænke os grundt om, inden vi går ind i konflikten, skriver Henrik Breitenbauch. Foto AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: MAHMOUD ZAYYAT

Krigstrommerne buldrer om Syrien. Præsident Obama overvejer en militær intervention som følge af det akkumulerede indtryk af nødvendighed efter giftgas- historierne og den ualmindeligt triste humanitære situation efter flere års fuldskala borgerkrig med millioner af fordrevne og hundredtusindvis af dræbte og endnu flere sårede til følge. Modellen er Kosovo, hvor USA i rammen af NATO intervenerede mod det serbiske regimes overgreb på Kosovos indbyggere – uden klart FN-mandat. Hvis linjen i Danmarks udenrigspolitik står til troende, vil Danmark følge med – på en eller anden måde, sikkert med et mindre kampflybidrag – i første linje, sammen med USA, Frankrig, Storbritannien og hvem, der eller måtte være med for at give legitimitet til de store landes ageren. Men er vi klar til at påtage os ansvaret for, hvad der sker bagefter?

Når krigstrommerne buldrer, sker der desværre ofte det, at følelsesmæssige argumenter får lov at dominere, og at den debat og eftertanke, der netop her er særligt nødvendig, forstummer, forklejnes eller forties af hensyn til den store beslutning, som er undervejs. Den ramme gør det særligt nødvendigt med irriterende spørgsmål. Udfordringen er her, at dansk udenrigspolitik er indrettet for at undgå spørgsmål. Dansk udenrigspolitisk doktrin – hvis vi kan kalde noget, som ikke er skrevet ned og derfor dårligt kan udsættes for systematisk kritik, for en doktrin – er, at vi skal være med, hvor det sker, mest muligt fleksibelt og allervigtigst så hurtigt, at vi er med fra dag ét. Libyen-kampagnen var det ideelle eksempel på, hvordan et hurtigt arbejdende folketing, støttet af redebonne ministerier, forsvars- og flyvertaktiske kommandoer og en styrkechef med politisk tæft kunne sende kampfly på vingerne mod Middelhavet, ganske få timer efter at tinget havde taget konsekvensen af Sikkerhedsrådsresolution 1973. Hensynet til hastigheden og fleksibiliteten tages for, at vi kan få størst mulig ros af de store vestlige lande. Det er dem, der afgør, hvor dagsordenen – omend ikke verdenshistorien – går hen, og som giver ros og opmærksomhed af en type, der tjener os godt som land sidenhen. Men hensynet til hastigheden og fleksibiliteten harmonerer ikke med strategisk eftertænksomhed. Den danske indsats er ikke afgørende, hedder det, og derfor har vi ikke et ansvar for at efterprøve, om den samlede indsats vil virke.

Er det nu klogt? Her er tre ting, det er værd at tænke over, når et eventuelt dansk bidrag skal diskuteres. At listen ikke er udtømmende understreger kun pointen.

For det første skal vi ikke antage, at de store lande tager gode beslutninger. Der laves masser af fejl på højt niveau. Fra Vietnam til Afghanistan er der mange eksempler på, at de amerikanske militære og politiske systemer ikke evner at producere holdbare løsninger med adækvate midler til rette tid. Præsident Obamas udtalelse om en »red line« i Syrien ved brug af kemiske våben og hans regerings generelle valenhed på det udenrigspolitiske område er paradoksale forudsætninger for de mulige initiativer nu. Obama kan være tvunget til at handle set fra det Hvide Hus’ overordnede perspektiv om forvaltning af præsidentens handlekraft uden for så vidt at have særligt gode militære optioner på hånden. På samme måde som Obama ultimativt indgår i et indenrigspolitisk amerikansk spil, er Danmarks ledere forpligtet over for den danske befolkning på eksistensen af en selvstænding dansk, strategisk eftertænksomhed – udover ideen om at være med. Absurd nok kan vi jo så, hvis det går galt, få ekstra ros for at være med, hvor det er svært – selvom det ikke er et argument for at forhøje indsatsen. Kort sagt: hvis USA ender med at sige, at nu er det nu, så er det ikke sikkert, at det udelukkende er på grund af situationen på jorden i Syrien, eller fordi man har en skudsikker plan. Sådan er betingelserne ofte for storpolitik, det er klart. Men det er så endnu en grund for Danmark til selv at vide, hvem vi holder med.

For det andet: find lige ud, af hvem det er vi støtter. Mens borgerkrigen har udviklet sig, er de civile lag blevet skrællet af de kæmpende parter, ikke mindst på oprørets side, også fordi der her ikke er tale om professionelle moderne militære organisationer, som er indrettet til at kæmpe. På oprørets side er der, som det vil være de fleste velkendt, en varieret buket af banditter, frihedskæmpere og ekstremister. Nogen kan givet præsenteres som retfærdige grundsten i en legitim statskonstruktion. Men de kontrollerer ikke hele oprøret, som er dem, der skal acceptere en ny orden. Vi vestlige lande er ude af stand til at udkæmpe krige, som ikke involverer en distinktion mellem de gode og de onde. Men hvad nu, hvis situationen bare er mudret, at der er tale om en borgerkrig, hvor der ikke kan identificeres en part, der kan være en solid, langsigtet partner? Problemet er her, at »the Pottery Barn rule« finder anvendelse i Syrien. Colin Powell, den daværende øverste chef for den amerikanske forsvarstop, opfandt udtrykket, som tilskrives butikspolitikken i den amerikanske lertøjsbutikskæde af samme navn. Reglen lyder: You break it, you own it. Smadrer vi Assad, er vi ansvarlige for, hvad der sker bagefter.

Det leder os til det tredje spørgsmål: hvad sker der efter den militære intervention? Hvis der er noget, vi har lært – eller burde have lært – siden genopbygningen og stabiliseringen i Irak og Afghanistan og de videreførte erfaringer fra 1990ernes missioner på Balkan, er det for det første, at de civile indsatser, fra den store historie om, hvor det hele skal hen til de faktiske indsatser, skal integreres og koordineres med det militære. Og for det andet, at de civile midler skal være til stede så tidligt og i så stort omfang, at en stabilisering faktisk gøres mulig, at der er nok til at nå de mål, man har sat sig.

Dette må stå lysende klart: der findes ikke noget militært ’pixie dust’, som man kan drysse på en fuldskala borgerkrig, hvorefter alt magisk finder deres rette plads. Militære indsatser må altid være sidste udvej. Når de skal anvendes for andres skyld, som i tilfældet Syrien, er der et særligt behov for, at vi ved, hvordan det ender, at der er en klar idé om, hvad der så skal se, hvordan vi kommer derhen, og at der findes politisk vilje til at bruge de nødvendige midler. Hertil kommer de diplomatiske, regionale og praktisk militære forbehold. Hvilken betydning vil et angreb få for forholdet til Rusland og Kina? Vil en yderligere destabilisering give næring til en øget rolle for Hizbollah og for Iran – og måske i forhold til Israel? Her er ubekendte som primært tæller på omkostningssiden.

Den militære intervention vil sikkert blive relativt begrænset. Ingen vil ønske landstyrker på jorden i Syrien af mange grunde. Det peger på luftmilitære midler. Assads luftforsvar er væsentligt stærkere end Libyens. En no fly zone vil skulle smadre det hele. Det kan ikke gøres risikofrit, men vil få omkostninger. En begrænset no fly og no move zone til etablering af sikre områder vil næppe kunne skabes uden både angreb på luftforsvaret og en etablering af luftstøtte til oprørere på jorden i disse områder. Dermed vil de intervenerende lande være part i krigen. Hvad sker der så? Hvordan ender det?

Har amerikanerne tænkt alt dette igennem? Måske. Måske ikke. Selv hvis de har tænkt det igennem, er det ikke sikkert, at regeringen effektivt evner at afsætte de rette mængder af civile midler tidligt og smart nok til, at det virker. Hvis det kan virke. Danske beslutningstagere har et ansvar overfor befolkningen og forsvaret for, at de selv har gode svar på disse spørgsmål. Man kan ikke bare spille terninger med statens magtmidler. Der må som minimum være klarhed om risici for efterspillet. Det er også et dansk ansvar.