København har været i fokus denne sommer. Flere aviser har sat luppen over vores hovedstad på godt og ondt. Særligt forskellen mellem rig og fattig har domineret, når Berlingske har set nærmere på vores forskellige bydele.

Med Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyse som grundsten i fortællingen har journalister sammen med relevante folk med titler som boligforsker, sociolog, analysechef, borgmester, social ildsjæl, formand for lærerforening, bysociolog, forsker, direktør, etnolog og chefanalytiker fortalt om den skævvridning, vi oplever i København i disse år. Og det er en vigtig fortælling.

Der er sket en voldsom forandring af København, siden kommunen i halvfemserne var ved at gå bankerot, men selvom der er rettet op på den kommunale økonomi, og København på mange måder blomstrer, er det langtfra en rosenrød virkelighed, vi står tilbage med.

Rige og veluddannede børnefamilier indtager København – arbejderklassen forsvinder

København skal være tilgængelig for alle. Både de højt- og de lavtlønnede. Folk med almindelige indtægter skal ikke jages på porten. Visionerne har været der, men er aldrig blevet gjort til virkelighed. Ritt Bjerregaard viste, hvor vi skulle hen, men vi kom aldrig dertil.

Den journalistiske dækning viser, hvor ulige det står til. Tager man udgangspunkt i Sydhavn, som Politiken har gjort det, viser tal fra Center for Geoinformatik, at bydelen, som af nogle deles op i ny og gammel, lige så godt kan deles op i rig og fattig. I den gamle del tjener kun få procent over 465.000 kroner årligt. I det nye/rige Sydhavn er det over halvdelen af indbyggerne. Her tjener knap hver sjette over 826.000 kroner årligt – det kan stort set ingen i det gamle/fattige Sydhavn matche.

Eksemplet viser desværre med al tydelighed, hvordan byen kan blive delt op i rig og fattig – i dette eksempel inden for samme postnummer. Desværre ser det ud til, at det gamle Sydhavn, som vi kender det i dag, lever på en stakket frist. Lektor i sociologi, Anja Jørgensen, peger på, at området vil opleve den samme udvikling, som er sket på Vesterbro gennem de seneste 15-20 år, og dermed vil området og dets sjæl ædes og fordærves af gentrificering (rige flytter ind, og folk med små indkomster flytter ud, red.)

Det er guf for Liberal Alliance, men et mareridt for de mennesker, som er på vej til eller allerede er blevet skubbet ud af København, fordi middelklassen, den højere middelklasse samt overklassen nu dominerer i den københavnske befolkningssammensætning. Når de velstillede køber sig ind i København, sker det ikke uden omkostninger. Vi har med andre ord ikke plads til de fattige, hvis vi lader købekraften regere. Som boligforsker Rikke Skovgaard Nielsen konstaterer, så er det et spørgsmål om tid, før skraldemanden og kontanthjælpsmodtageren rykker ud af København. I samme moment påpeger hun, at hele Vestegnen sikkert kommer endnu mere under pres grundet flere socialt udsatte og en større arbejderklasse.

Det kan ingen have interesse i. Vi skal ikke mase de svageste borgere ud af byen. At København indtages af rige og velstillede, mens de udsatte må finde ly på Lolland, må ikke blive en ny virkelighed, og det kræver politisk handling NU, hvis vi skal ændre på det skrækscenario, for det er i den retning, vi bevæger os. Slipper vi markedskræfterne fri, må vi sande, at København bliver en lukket fest, som vi kender det fra London og Stockholm. Hos Liberal Alliance har man opfattelsen af, at ingen bliver fattigere af, at naboen vinder i lotto. Men skubber vi de fattige danskere til Udkantsdanmark, har det konsekvenser, både for samfundet og individet. Og så bliver nogle rent faktisk fattigere, og byen bliver en klub for de eksklusive.

Artikelseriens problemstilling er ikke ny for os på rådhuset. Vi er godt klar over, at byen risikerer at knække over i rig og fattig. Derfor har vi også i flere år stillet krav om almene boliger, når private bygherrer har ønsket at udbygge København med nye, pompøse domiciler.

I Urbanplanen er vi også godt på vej til at få ændret på virkeligheden. Området har været præget af utryghed og nærmest 100 pct. almene boliger. Sætter vi ikke ind mod opdelingen af byen i rig og fattig, får det fatale følger. Folkeskolerne afspejler lokalsamfundet, og hvis vores børn skal lære at føle empati, er det bydende nødvendigt, at de ikke kun har klassekammerater, som kommer fra samme udgangspunkt som de selv. Det gælder både for børn af højtlønnede som lavtlønnede forældre. Derfor er Planloven et afgørende redskab, så vi kan stille krav om almene boliger i nye boligområder, som ellers fra begyndelsen vil blive til rigmandsghettoer.

Alt løses dog ikke med nye boligtyper, og det er Sydhavn et godt eksempel på. Mens flere fra det »nye« Sydhavn besøger den gamle del for at tage del i kulturelle arrangementer, f.eks. i Karens Minde Kulturhus, er der meget lav bevægelse i den anden retning. Der er nemlig ikke meget at komme efter for københavnerne. På den måde lukker det nye Sydhavn sig om sig selv, og livet foregår inde i lejlighederne i stedet for at samles helt naturligt i åbne byrum, som københavnere og turister fra nær og fjern kan nyde godt af. I den forbindelse har flertallet fejlet på rådhuset, når mine kolleger gang på gang lader hånt om løfter om grønne områder, byrum og fællesskabende kulturelle samlingspunkter, hvor både rig og fattig kan slappe af og være på bølgelængde for en stund.

Ligesom vi skal lære af de fejl, kommunen tidligere har begået på det boligpolitiske område, skal vi også lære af de helt friske. Desværre ser den nuværende overborgmester ikke nødvendigheden af sådanne tiltag og bøjer sig for ejendomsselskabernes ønske om at tjene mest muligt. Hvis Socialdemokraterne ikke skulle tækkes deres blå side, kunne partiet f.eks. have holdt fast i, at Pladehallen i det nye Sydhavn var øremærket til kulturelle formål som lovet. I stedet bliver denne nu også til boliger, og livet i bydelen forsvinder. Det samme er tilfældet i Nordhavn, hvor kultur og samlingspunkter må vige for muligheden for skyhøj avance. Overborgmesterens mangel på visioner er trist, og byen lider under det.

Vi kunne måske også gå så langt som at lære af andre. Den verdenskendte byplanlægger Jan Gehl refererer i Information til nogle kolleger, som har fat i noget, vi godt kunne lade os inspirere af i København. De sagde, at det var kvaliteten af rummet i byen, der gav bykvarteret sin prestige og som gjorde, at folk gerne vil bo der og have kontorer der. Og de vidste, at det vigtigste for kvaliteten af byrummet er, at der sker noget i stueetagerne. Den viden kender vi godt til i København. Her kommer det interessante: »De udviklede en teori om slet ikke at kræve husleje af stueetagerne – der skal bare være små enheder som blomsterforretninger, kiosker og gallerier. Interessante ting som gør, at byrummet bliver populært – og så kunne de sælge resten af etagerne meget dyrere!«

Ovenstående skal ikke ses som en model for at skabe mere cool cash til den private ejendomssektor. Ideen skal tænkes ind i vores tanker om udvikling af nye byområder, og hvordan vi får områder til at lykkes, så vi ikke skaber endnu en rigmandsghetto, hvor gaderne ligger øde, når klokken slår 17.30.

Med Planloven i hånden har vi en historisk mulighed for at skabe en blandet by og dermed gjort op med den udvikling, som Berlingske på det seneste har dokumenteret. En udvikling hvor arbejderklassen og udsatte københavnere skubbes ud af byen som følge af stigende boligpriser. Almene boliger skal spredes i hele byen og ikke placeres i klynger, hvor armod er det naturlige udgangspunkt for en beboer. Det er vi godt i gang med. Men vi skal samtidig have gjort noget ved vores udsatte byområder, så beboerne her lever på samme vilkår, som resten af byen gør det. Det kræver massive investeringer, og de skal komme fra rådhuset. Kun på den måde får vi skabt et rummeligt København. Men der skal handles nu.