Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kronik: Værnepligt gavner hele samfundet – så send flere penge til forsvaret

»Den værnepligtige får hår på brystet og lærer udholdenhed. I den forstand både former og opdrager værnepligten til disciplin og modstandskraft. Oven i hatten får den menige en uddannelse.«

19DEBSIMON-DORPH-N-RGAARD-1.jpg
Simon Dorph Nørgaard Fold sammen
Læs mere

»Giv agt! Deling –ret!« gjalder det fra sergenten. Jeg står i første række, en smule desorienteret, og spekulerer over, hvad det lige er, jeg har rodet mig ud i: Værnepligtig – og så i en alder af 26 år. Er hovedet mon sat rigtigt på?

Men nu er jeg her, og der er selvfølgelig ikke andet at gøre end at parere ordre og smække hælene i – alt imens jeg skæver til mine soldaterkammerater, der får besked på at holde kæft.

»Man taler ikke i en retstilling!« råber sergenten vredt. Javel så.

»Og så skal den brystlomme lynes, Nørgaard.«

A’hvaffor noget? Det gibber i mig. Og hvorfor pokker ser ham skrigeballonen så arrig ud?

Der var meget, jeg ikke forstod som værnepligtig i begyndelsen. Men efter fire måneder i trøjen faldt tiøren – og tingene på plads. Jeg forstod, at værnepligten har masser at byde på.

I forsvaret findes nemlig mangelvaren i det senmoderne samfund: Rollemodeller, autoriteter, forpligtende fællesskab, disciplin og konsekvens. Manna fra himlen, hvis man er ung og i tvivl om, hvad man vil med sit liv. Samtidig danner disse – indrømmet, gammeldags – begreber tilsammen et moralkodeks, som mange unge savner. Set fra den høje hest udgør de værdier, som værnepligten bygger på, faktisk et korrektiv til samfundet. Ikke mindst hvad angår forpligtelser, kontant afregning og personer, der tør være autoriteter. Fordi de inden for deres felt ved bedre end begynderne.

For god ordens skyld: Autoritet er ikke det samme som at være autoritær. Det tillægsord kan med fordel reserveres til f.eks. en Erdoğan eller præstestyret i Iran.

Autoritet hviler på et over-/underordningsforhold. I overført betydning er der nogle, som er oppe – i kraft af deres viden, kundskaber og kvalifikationer – og nogle andre, der er nede, fordi de skal lære af nogen, som er klogere eller mere erfarne end dem selv. Dette hierarki er altså fornuftigt i en undervisningssituation.

Eleven er »nede« og lytter, mens underviseren er »oppe« og lærer fra sig. At eleven klapper i og suger til sig, beror naturligvis på, at han eller hun forinden har lært at forholde sig i ro og tie stille. Men selvfølgelig også på, at læreren er kvalificeret, kan sætte sig igennem og indgyder respekt.

Og jeg skal love for, at underviserne fra min soldatertid var omgærdet af respekt. Dels fordi de ledte ved det gode eksempels kraft. Dels fordi de råbte op og tildelte straffe, f.eks. i form af fysisk træning eller bøder, når de menige overtrådte regler og påbud. Det første er vigtigere end det sidste, eftersom autoritet ikke skal forstås som »en stærk mand« (m/k). Autoritet er nemlig, som historikeren Henrik Jensen gør opmærksom på i bogen »Det faderløse samfund«, en reference til noget større. Noget, der ligger uden for den enkelte. I forsvaret er det »noget«, bl.a. traditioner, uniformen, rangordenen – og ja, fædrelandsfølelse.

Et godt eksempel på en tradition, der gav liv til autoriteten, var at gøre honnør for Dannebrog, når flaget blev hejst og strøget på kasernen. Det lyder måske åndssvagt, men selve handlingen – at krydse kasernegården i uniform, stoppe brat op og gøre honnør – dannede på sin vis grundlag for, at vi værnepligtige sidenhen optrådte høfligt og respektfuldt over for vores foresatte. Netop fordi de blev mere end bare overordnede. De havde jo udmærkelser, grader og et lille Dannebrogsflag på skulderen. De blev autoriteter. Autoriteter, vi havde lyst til at efterligne.

Forstå mig ret: Jeg sidder ikke og nynner Der er et yndigt land, mens jeg skriver disse ord. Jeg er pinligt bevidst om, at såvel sergenter som officerer er uddannet i moderne ledelsesteori, og at det bestemt gør sit til, at både værnepligtige og andre medarbejdere i forsvaret præsterer det bedste, de har lært. Men med historisk reference til f.eks. myndighed og hierarki – traditionelt set faderlige værdier, som Henrik Jensen kalder dem – opstår der en velvilje og disciplin, som stikker dybere end ledelsesteoretisk pisk og gulerod.

Og hvad kan samfundet så lære af det? Er det meningen, at vi skal rende rundt i uniform og gøre honnør i tide og utide? På ingen måde. Det er snarere en erkendelse af, at autoritet er nødvendig – og således et håb om, at man fra politisk hold vil forsøge at styrke den, f.eks. i folkeskolen og på læreruddannelsen. Hvem ved – måske kan det ligefrem smitte af på forældrene i børnefamilierne?

Under værnepligten er man forpligtet til at tilpasse sig en orden i fællesskabets navn. Man lærer f.eks. at møde til tiden, på slaget endda, og man bliver desuden holdt ansvarlig for, at ens medrekrutter gør det samme. På min kaserne drejede det sig ikke om et decideret moralsk projekt – at man skulle elske sin næste eller lignende. Og det krævede i øvrigt mange armbøjninger og skideballer, før de mere modvilligt indstillede værnepligtige forstod at møde rettidigt. At man blev pålagt at tage ansvar for andre end sig selv, skyldtes i højere grad et hensyn til effektivitet. Det væsentlige er bare ikke, at man får mere fra hånden, når man holder en tidsplan. Det centrale er, som også Henrik Jensen noterer sig, at folk begynder at tænke selvstændigt, når de bliver bragt tættere på ansvar og konsekvens.

Et godt eksempel på netop den sammenhæng viste sig under feltøvelserne, hvor vi af og til sov udenfor i frostvejr flere dage i træk. For ikke at blive våde eller kolde fandt de fleste soldaterspirer på alskens sindrige bivuakkonstruktioner og isoleringsmetoder. Men – er der måske nogle, der vil indvende – er det så meningen, at vi skal have mere kæft, trit og retning? Og ligger nøglen til et godt samfund vitterligt gemt i evnen til at slå en bivuak op? Nej, naturligvis ikke.

Kritikken går snarere på, at forpligtelser generelt er opbyggelige og konstruktive, og at ethvert samfund har brug for borgere, der gør deres pligt, hvad enten den kommer til udtryk ved at rejse sig op for gamle damer og gravide i bussen eller råbe overfaldsmanden an. Mødet med forsvaret giver ikke kun prisværdige dyder som pli og dannelse a la Emma Gads Takt og tone. Mødet har også et andet eftertragtelsesværdigt resultat: Den værnepligtige får hår på brystet og lærer udholdenhed. I den forstand både former og opdrager værnepligten til disciplin og modstandskraft. Oven i hatten får den menige en uddannelse. Ganske vist ikke en lang videregående, men en kort og koncentreret, bl.a. i førstehjælp og våbenhåndtering. Og alt sammen kommer Danmark til gode, når de værnepligtige henholdsvis professionelle soldater træder ud i samfundet på ny. Ja, måske var den politiske filosof Edmund Burke slet ikke så tosset, da han sagde, at »undervisning er nationernes billigste forsvar«.

Når nu værnepligten er en kilde til inspiration og tilmed danner grundlag for en lang række militære uddannelser, kan det undre, at området bliver kronisk underprioriteret.

Sparerunde efter sparerunde rammer forsvaret, og Danmark lever langtfra op til NATO-målsætningen om at bruge to pct. af BNP på det samlede forsvar. Vel er der nye kampfly på vej, men det er ærgerligt, hvis da ikke ligefrem farligt, at det danske militær udsultes. For det første fordi en suveræn stat forudsætter, at nationen kan beskytte sine ydre grænser, hvilket kræver et kapabelt forsvar. For det andet fordi værnepligten og forsvaret på mange punkter udgør et alternativ til mere gængse uddannelser og løbebaner. Især for visse unge mænd, som har brug for rammer og struktur.

Som Henrik Jensen i øvrigt påpeger i »Det faderløse samfund«, gælder det om at få spændt den maskuline energi for »det gode«, eftersom unge mænd uden udsigt til penge og succes til alle tider har haft tendens til at blive destruktive og i værste fald farlige. I det lys tjener værnepligten endnu et formål, nemlig udbredelsen af almen dannelse og en kontrol af voldspotentialet.

Jeg vil derfor opfordre til, at vores politikere giver agt, retter ryggen og finder flere midler til forsvaret. Også selv om riget fattes penge. Det vil på sigt komme både staten og civilsamfundet til gavn. Værnepligten viser vejen.