Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kronik: Skal borgerne have frihed eller tvang og kontrol?

»Historien viser, hvor hurtigt det kan gå. Mange borgere har sikkert ikke lyst til at få en totalitær regeringsmagt, hvor alt styres fra oven med tvang og kontrol.«

Modelfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Menneskerettighederne for nogle børn og kvinder er afskaffet i en ny lov fra 2007, som hedder forældreansvarsloven. Det har FN fastslået i sin afgørelse i »Oliversagen« 14. marts 2016. FN har bedt Danmark genindføre menneskerettighederne for børn og kvinder ved at ændre loven, så den igen overholder menneskerettighederne.

I dag syv måneder efter er loven stadig ikke ændret. Kvinder og børn lider fortsat dagligt under ikke at have deres menneskerettigheder. Siden forældreansvarsloven fra 2007 er brugen af tvang og magt over for børn og mødre steget markant. Nærmest alle samværsforældre, som ønsker kontakt med barnet, får kontakt, selv om barnet ikke vil, og selv om der er oplysninger fra barnet om vold, og der foreligger skadestueattester med mærker på kroppen.

Samarbejder bopælsforælderen, der oftest er en kvinde, ikke frivilligt om udlevering af barnet, anvendes der den fornødne tvang og magt over for barnet og bopælsforælderen, indtil barnet er udleveret. Nogle mødre og børn lider i stilhed, andre protesterer, og andre flygter ud ad landet.

Den situation, som vi står i nu, er alvorlig og kræver, at hver eneste borger gør op med sig selv, om Danmark kan undvære menneskerettighederne, og hvordan Danmark vil se ud i fremtiden, hvis borgerne ingen menneskerettigheder har.

Ændres forældreansvarsloven ikke og vedtages der flere love uden overholdelse af menneskerettighederne, kan virkeligheden i Danmark i en nær fremtid blive for alle, som den nu er for dem, som rammes af forældreansvarsloven. Ingen menneskerettighedsbeskyttelse og fri adgang til overgreb.

Socialt hæderlige borgere kan ikke være ligeglade med, at menneskerettighederne måske endnu ikke er afskaffet for dem, og at det lige nu »kun« er for nogle børn og kvinder, som hører under forældreansvarloven, og »kun« drejer sig om en enkelt lov.

En dansk lov, der overtræder menneskerettighederne for børn og kvinder, er et brud med fundamentale danske værdier og tidligere måder at lovgive på, som let kan føre til flere brud i nye love på andre områder, og til sidst omfatte alle.

Hvad hvis alle mænd, kvinder og børn i alle livets situationer ingen beskyttelse får mere fra staten, når de udsættes for overgreb af andre borgere eller myndighederne?

En skræmmende tanke, når vi ved, at overgreb finder sted, og der stadig findes mennesker, som kan lide at undertrykke og skade andre.

Det er ikke kun børn og mødre, som er uenige med barnets biologiske far i en sag om barnets forhold, der er i risiko for overgreb fra en far med asocial adfærd, og som har brug for beskyttelse mod overgreb. Alle kan blive udsat for overgreb. Derfor har alle brug for at kunne få myndighedernes beskyttelse. Kun de færreste kan selv overmande eller klare en »overgriber«, der ofte slår flere gange og bagefter lyver om sine voldelige handlinger, så de skal bevises, for at volden kan ophøre.

Folket bestemmer

Borgerne må derfor nu, mens de kan, gøre op med sig selv, hvilket Danmark de ønsker i fremtiden for dem selv og deres børn, og arbejde politisk for deres ønsker. Det er ikke længere nok at læne sig tilbage og tro på, at andre sørger for at opfylde deres ønsker, hvis de ønsker sig et land med menneskerettigheder. Det kan vi se af FNs »dom« over Danmark i »Oliversagen« og af, at loven stadig ikke er ændret.

Før forældreansvarsloven kunne lovgiver og myndighederne godt se forskel på social og antisocial overgrebsadfærd, sådan som de skal kunne ifølge menneskerettighederne. Men sådan er det desværre ikke mere, da biologiske gener er blevet vigtigere i loven end adfærd, som menneskerettighederne ellers anser for det vigtigste.

Heldigvis er Danmark et demokrati, hvor det er folket, som bestemmer, og hvor den enkelte borger har rettigheder. Nogle af rettighederne er stemmeret, foreningsret, forsamlingsret og ytringsfrihed. Borgerne kan ytre sig og bede deres folkevalgte repræsentanter genindføre menneskerettigheder for alle og sende mails og breve med deres ønsker til politikerne.

Et land uden menneskerettigheder kan hurtigt blive et totalitær land. Historien viser, hvor hurtigt det kan gå. Mange borgere har sikkert ikke lyst til at få en totalitær regeringsmagt, hvor alt styres fra oven med tvang og kontrol. Hvor retfærdighed og retssikkerhed afløses af vilkårlige, uforudsigelige tilstande, som borgerne ikke forstår og ingen indflydelse har på. Hvor borgeres mentale kompetencer kan vurderes af »eksperter« på subjektivt grundlag og føre til stempling om inkompetence med deraf følgende tab af rettigheder, fængslinger eller tvangstilbageholdelser.

Menneskerettighederne er sammen med Grundloven fundamentet for landet. De sikrer borgeren frihed, beskyttelse og muligheder for at få et godt liv.

De giver vores samfund og alle civiliserede samfund et fælles formål og håb om, at vi alle kan leve i fred uden undertrykkelse.

Alt kan mistes uden rettigheder

Grundloven, demokratiet og menneskerettighederne burde tilsammen, hvis de overholdes, sikre os forståelige og fornuftige lovrammer, som beskytter den enkelte og giver retfærdige konkrete afgørelser. Staten skal sikre menneskerettighedernes overholdelse ud fra internationale aftaler og lov om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Grundlovens opdeling af statsmagten i tre instanser burde sikre, at Folketinget vedtager fornuftige lovrammer, den udøvende magt, som er den offentlige forvaltning, og som er politisk afhængig, burde sammen med den dømmende magt, domstolene, som er politisk uafhængig, sikre retfærdige afgørelser.

Men uden menneskerettigheder kan alt mistes, for så kan alt ske med den enkelte borger eller med en enkelt gruppe ad gangen, som det skete op til og under Anden Verdenskrig. Vi kan igen hver især blive bedømt ud fra biologiske gener eller andre vilkårlige forhold og med krav til beviser for overgreb, som ingen kan opfylde. Menneskerettighederne er ikke overholdt i forældreansvarsloven, hvor biologiske gener er gjort vigtigere end konkret udvist adfærd, og lovens nye beviskrav gør, at overgreb mod børn nærmest ikke mere kan bevises.

Vi er nødt til at lære af historiske fejltagelser, før det er for sent, så vi i det mindste ikke begår de samme fejl flere gange og gentager katastrofer, som mange mennesker oplevede to gange for meget. Vi er nødt til at holde fast i, at vi har krav på menneskerettigheder. Det kostede dyrt med to verdenskrige for at få den erfaring, at menneskerettigheder ikke kan undværes.

  • Vivian Jørgensen er advokat og har arbejdet som offentlig anklager, konstitueret dommer og foged og som familieretsadvokat med speciale i kvinder og børn, som udsættes for vold.