Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kronik: Sådan er vores Danmark ikke

Flygtninge i en flygtningelejr på øen Lesbos. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Jeg skal nok lade være med at trække nazikortet, når jeg i denne kronik skriver om Danmarks behandling af flygtninge. Til gengæld kommer jeg til at spille danskerkortet noget så eftertrykkeligt. Men inden jeg smider det på bordet, begynder jeg et helt andet sted, nærmere bestemt en onsdag for nogle uger siden i Mellemfolkeligt Samvirkes kontor på Fælledvej i København.

Vores sociale medier og telefoner var rødglødende den dag. Det væltede ind med opbakning og skulderklap – ja, endda med penge. Mellemfolkeligt Samvirke havde lanceret en underskriftsindsamling mod regeringens planlagte stop for FN-kvoteflygtninge. Flere end 10.000 danskere havde over natten sagt klart fra sammen med os.

Læs også: Udlændingedebatten kører i ring

Baggrunden var trist, syntes vi. Som et svar på den værste flygtningekrise i en menneskealder havde regeringen besluttet at vende ryggen til nogle af de allermest udsatte mennesker – de såkaldte kvoteflygtninge. De tæller blandt andet syge og handicappede og særligt forfulgte minoritetsgrupper. Danmark havde ikke længere råd eller plads til at tage imod 500 hårdt prøvede mennesker. Mennesker, som vi ellers har budt velkommen hvert år siden 1989.

Selv om mange af de lande, vi sammenligner os med, har valgt at gå den stik modsatte vej og skruet op for antallet af kvoteflygtninge, har den politiske stemning i Danmark ikke været til at tage fejl af. Selv Socialdemokraterne går ind for, at Danmark ikke længere skal tage vores lille del af det internationale ansvar for kvoteflygtninge.

Men, »Sådan er vores Danmark ikke,« sagde vi og foreløbig har næsten 40.000 skrevet under på, at de er enige.

Den morgen, vi tog beslutningen om tydeligt at sige fra, var der forskellige holdninger her på MS-kontoret. Skulle vi som globalt orienteret organisation lade være med at blande os i politik på Christiansborg?

Eller havde vi netop en pligt til at blande os, når vi rundt om i verden kæmper for præcis det samme: Altså at give udsatte mennesker en stemme samtidig med, at vi kræver, at lokale regeringer overholder menneskerettigheder og internationale aftaler?

For hvordan bør en hjælpeorganisation som Mellemfolkeligt Samvirke forholde sig, når det, vi historisk har kæmpet for i verden, nu også er en udfordring i Danmark? Nogle af os kunne høre ekkoet fra den seneste tids ophedede politiske debat. Her havde fremtrædende politikere opfordret både os og andre organisationer til at holde op med at kritisere dansk politik. Og i stedet koncentrere os om at passe vores arbejdet dernede i de andre lande.

Et kik dybt ned i vores egen og Danmarks historie gav os et klokkeklart svar på, hvorfor vi bør blande os.

Da vores organisation blev grundlagt for over 70 år siden, stod verden – som nu – midt i en uoverskuelig flygtningekrise. Stifterne af den organisation, jeg netop har fået lov til at være generalsekretær for, stod med dilemmaer, som vi bør lære af i 2016.

Mellemfolkeligt Samvirke kom til verden i Anden Verdenskrigs sidste år, fordi nogle ildsjæle brændte for at hjælpe de millioner af mennesker, der var på flugt fra krig. En kvart million tyskere flygtede til Danmark. De flygtede fra et sønderbombet hjemland og fra Den Røde Hærs bomber. De var sultne og syge, traumatiserede og udmattede. Dengang var Danmark selv et nærområde.

Folkestemningen var betændt

Det at hjælpe tyske flygtninge var bestemt ikke i overensstemmelse med den danske folkestemning eller den politiske majoritets ønsker. I krigens sidste måneder undlod centraladministrationen og flere hjælpeorganisationer bevidst at hjælpe flygtninge, alene fordi de var tyskere.

Det var mildt sagt ikke et af danmarkshistoriens fineste øjeblikke. Den anti-tyske stemning i landet var så stærk, at læger bevidst undlod at hjælpe tyskere i krigens sidste måneder. Over 13.000 mennesker døde i flygtningelejrene, halvdelen var børn. Der var eksempler på, at man lod senge udskifte i flygtningelejrene med den begrundelse, at de var af for god kvalitet til de tyske flygtninge.

Folkestemningen var så betændt, at Mellemfolkeligt Samvirkes stiftere på et møde tre uger efter Danmarks befrielse besluttede, at de ikke kunne fortælle offentligt, at de havde til hensigt at hjælpe flygtninge. Fordi »opinionen p.t.. ikke er gunstig… Det er utvivlsomt ikke klogt at gå til pressen endnu med planer angående hjælpearbejdet,« som der står i mødereferatet.

Parallellen til nutiden er oplagt. I 2016 er vores holdning til kvoteflygtninge ikke som det politiske flertals. Der er sikkert mange rundt om i landets kantiner, cafeer og kortklubber, som er uenige med os, når vi kæmper for flygtninges rettigheder og overholdelse af internationale aftaler. Men Mellemfolkeligt Samvirke har nøjagtig den samme mission som dengang. Vi hjælper udsatte mennesker uanset herkomst, og vi kæmper for deres rettigheder. Uanset om det er i Danmark eller i udlandet. Den politiske stemning kan skifte fra år til år, fra krise til krise og i dag måske fra Facebook-opdatering til Facebook-opdatering. Men på trods af det – og måske netop på grund af det – er det vigtigt at have mod til at stå fast på grundlæggende værdier.

Sådan var det også dengang i 1945 og årene efter. Tyskerne i Danmark levede (og døde) bag pigtråd i lukkede lejre. Fredsvenners Hjælpearbejde – der var Mellemfolkeligt Samvirkes navn i de første år – insisterede på at samle ind til de tyske flygtninge i lejrene. De samlede tøj, fodtøj, værktøj, bøger og blyanter. Men indsamlingsarbejdet måtte foregå i det halvskjulte på grund af både folkestemning og regering. I flere tilfælde skred lokale politimestre ind, og Socialministeriet indskærpede, at indsamlinger til tyskerne ikke var tilladt.

En anden prominent humanistisk stemme fra den tid, Kirsten Lauritzen, insisterede på at samle ind til flygtningene bag pigtråden. Det førte til et polititilhold. Justitsministeriet så ikke med milde øjne på den slags humanistisk arbejde i en tid, hvor tyske civile – unge som gamle – var hadeobjekter for mange danskere.

Retsprincipper i teorien

Den danske modstand mod mellemfolkelig flygtningehjælp kan desværre ikke forklares med, at det var nogle få kaotiske uger efter krigen. Selv halvandet år efter Danmarks befrielse skrev Kirsten Lauritzen i en indsamlingsappel, at hun ville fortsætte sine indsamlinger på trods af Justitsministeriets forbud og politiafhøringer: »Jeg mener, det er uforeneligt med dansk tankegang og retsind, at uskyldige børn afskæres fra venlighed og små glæder, blot fordi de tilhører den tyske nation,« skrev hun. Og det er så her, jeg spiller danskerkortet. For dette mørke kapitel i vores historie burde have lært os en masse om rigtigt og forkert. Jeg tror og håber, at alle kan se, at mennesker som Kirsten Lauritzen og de, der har stiftet Mellemfolkeligt Samvirke, havde ret. Det var »uforeneligt med dansk tankegang« at vende mennesker i nød ryggen. Det var det rigtige at hjælpe dem, nøjagtigt som havde de været danskere. Folkestemning eller ej.

I sidste ende blev det, vi og resten af verden husker fra Danmarks indsats under krigen vel også, at vi reddede tusindvis af jødiske flygtninge ved at smugle dem til Sverige. Men det kunne lige så godt have været historien om de 13.000 flygtninge, der døde i vores varetægt. Sandheden er, at det er nemt at synes, at menneskerettigheder og internationale konventioner er gode retsprincipper i teorien. Det er nemt at synes, at de skal overholdes i nærområder eller i Nepal eller Uganda. Men det er, når man selv bliver udfordret, når man er bange, eller når det koster noget, at man skal gøre op med sig selv, om man er klar til at kæmpe for menneskerettigheder.

Vi i Mellemfolkeligt Samvirke siger derfor også i dag højt og tydeligt, at »Sådan er vores Danmark ikke«.

For når Danmark er klar til at bryde de aftaler, vi har indgået med FN, for at tage et lille medansvar over for særligt udsatte flygtninge, har vi glemt at lytte til historien.

Det er ikke en afgørende dansk værdi at tækkes en mere eller mindre hadsk folkestemning. Eller ideen om, at vi ikke har råd til at hjælpe de allermest udsatte mennesker.

Det er til gengæld en dansk værdi at vise empati og handling, når mennesker har hårdt brug for det.

Siden dengang i 1940erne har vi strakt kampen for netop disse humanistiske (og danske) værdier langt ud i verden. Og vi tager gerne kampen for værdierne hjem igen, hvis det bliver nødvendigt.

For sådan er vores Danmark.

  • Tim Whyte er generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.