Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kronik: Reformpædagogik i et mentalt fladland

Er kinesiske tilstande svaret på et dansk samfund, der i rummelighedens navn har smidt voksenautoriteten på porten og gjort barnet til en lille tyran? Nej, svarer dagens kronikør. Hun advarer imod at falde i den modsatte grøft af reformpædagogik. Snarere drejer det sig om den gyldne middelvej – om yin og yang.

Foto: Preben Madsen

I de sidste uger har en 9. klasse fået faglige tæv af kinesiske elever. Det har vakt opmærksomhed mange steder, ikke mindst blandt gymnasieelever. Gymnasieeleverne er forargede over de danske folkeskoleelevers manglende faglige fokus og den manglende grænsesætning fra lærerside. De giver forældre og skolen skylden. Der er for stor slaphed.

Er det så anderledes i gymnasiet? Det må man desværre sige delvis nej til. Nogle elever klarer sig fint, men for mellemgruppen og de svage elever udgør adfærden en barriere for at opnå bedre resultater. Der er for meget fravær, eleverne kommer for sent, de er for meget på Facebook og mobiltelefon, laver for få lektier og arbejder for meget uden for skolen for at finansiere forbrug og supplere SU. Her i de sidste uger inden eksamen stiger pjækprocenten markant i samme grad som chancen for at høste konsekvenser falder.

Det er skræmmende, at vi i dag i gymnasiet møder elever, der, når de starter i 1.g, har så svært ved at læse sammenhængende tekster, at der må ansættes og uddannes læsevejledere. Det er et kæmpeproblem, at for mange elever i mellemgruppen og den svage gruppe undviger det sure slid, som det ind imellem er at skulle lære et stof. De har meninger, men kun de dygtige har en viden at have dem i! Og de dygtige er ikke nødvendigvis etniske danskere fra akademiske miljøer. De dygtige elever kan også være fra hjem, hvor forældrene ikke er etniske danskere, ikke har mellemlange eller lange uddannelser, men har oplevet modgang og afsavn. Måske derfor presser de deres børn til at opnå gode resultater.

Det er forargeligt, at magtforholdet mellem lærer og elev er byttet om. Det er forståeligt, da lærerne er vokset op med den ’sorte’ skoles modsætning, reformpædagogikken. Samtidig er eleven blevet en kunde, der stiller krav og kan klage.

Barnet ses i den romantisk inspirerede reformpædagogik som besiddende en indbygget visdom, hvor lærerens rolle er at være jordemoder. Han eller hun skal hjælpe barnet med at føde sig selv. Der skal ikke opdragelse til, mener filosoffen Jean-Jacques Rousseau. Barnets natur vil lede det i den rigtige retning. Rummelighed og atter rummelighed. Ingen opdragelse.

Koblet med et mentalt fladland, hvor forskelle i kvalitet og niveau ikke anerkendes, kan reformpædagogik gøde narcissisme. Eleverne udfordres ikke til at overskride sig selv. De bliver i deres egen lystboble, og undervisningens underholdningsværdi kommer i fokus. Læreren er nu blevet en entertainer, der i bedste fald får manipuleret noget fagligt stof ind fra sidelinjen.

Den rummende pædagogik ser op til eleven. Mor ligger på knæ på gulvet, klar til at snøre barnets sko. Barnet er ikke frisat, men er blevet en hjælpeløs lille tyran, der er afhængig af, at mor leverer varen. Barnet lærer ikke at klare sig selv, jf. den overforkælede Dudley fra Harry Potter bøgerne. For mange forældre påtager sig ikke voksenrollen og stiller ikke krav til deres børn. De sætter for få grænser og spiller en kunderolle i forhold til deres barns skole. I de værste tilfælde indgår gymnasieeleven og forældrene i en alliance, hvor den unges problemer skubbes ned under gulvtæppet til stor lettelse for begge parter. Der klages i stedet over læreren eller skolens ledelse.

Skolerne ser også eleverne som kunder, da eleverne er kunder. De sikrer statstilskuddet. Af samme grund fastholdes for mange elever, selvom de ikke kan leve op til kravene og får en elendig studentereksamen. Uanset hvordan man opsminker gymnasiernes alkoholfester, er de uetiske, men denne vigtige uofficielle markedsføringsstrategi i kampen om kunderne, røres der ikke ved. Og politikerne vil ikke forbyde alkohol på ungdomsuddannelserne. Dermed har de et meget stort ansvar.

I en globaliseret verden med hård konkurrence og store krav kan man frygte for de danske forkælede Dudleyers skæbne.

Jeg blev ikke overrasket over kontrasten mellem de kinesiske og de danske elever. I 2010 deltog jeg i en rektorrejse til Kina, hvor vi så kinesiske elever, der knoklede løs. I år var jeg i Kina igen og så det samme.

Hvad er løsningen? Skal vi gå til i skamfølelse og forkaste os selv? Lære af Kinas succesopskrift? Eller hvad?

Danmark er et vestligt land. Den vestlige modernitet er præget af Oplysningstidens enten-eller tankegang og fokus på individet. Kina tilhører en østlig tradition med fokus på balancering af modsætninger og på fælleskabet.

Den vestlige enten-eller tankegang har svært ved at udholde paradokser. Derfor ender vi ofte i reaktion – fra den ene yderlighed til den anden. Fra en patriarkalsk ’oppefra- og nedkultur’ til en italesættelse af, at man frigør barnet og viser sin kærlighed ved at lade det følge sine impulser uhæmmet. Fra for megen styring – yang – til for megen rummelighed – yin.

Paradokset udtrykker den erfaring, at livet ikke kan sættes på formel, at der ikke er en manual, hvor den endelige opskrift, og det endelige, entydige svar kan findes. Paradokshåndtering består i at forholde sig til, hvornår hvilken position skal vælges, ikke i at identificere sig kun med den ene. Hvornår skal man rumme? Hvornår skal man styre? Faren lige nu er, at vi handler på skamfølelsen og den ubehagelige opvågnen og går til den modsatte grøft, glemmer de gode sider ved at sætte individet i centrum og tryner det i stedet for. Fra dialog mellem mennesker til diktat? På vej mod det totalitære?

Hverken Danmark eller Kina synes at have styr på yin og yang, hvis vi ser på de valg, de to lande træffer i forbindelse med de unges dannelse og uddannelse. For megen eftergivenhed i Danmark og for mange krav og for megen styring i Kina. Begge lande har brug for at reflektere over spændingsfeltet styring og rummelighed. Konfucianismen vægter forskelle i alder, erfaring og magt, i Danmark lader vi som om disse hierarkier ikke eksisterer. Kina har brug for mere rummelighed, Danmark for mere styring.

Hvor er barndommen for de kinesiske elever, der arbejder så hårdt? De elever, jeg mødte i Kina i år, var helt klart misundelige på de danske elevers frihed.

Måske er Kina i fare for at ende på samme måde som Vesten – forbruget ryger ind i stedet for dannelsen af borgeren. Man bliver fed, forspist og doven, inden sulten kommer igen. Det gode liv forveksles med materialisme, velstanden bliver ikke et gode som alle får del i, og de privilegerede unge kan, som hos os, ende med at yde for lidt og nyde for meget. Yin og yang er således et balanceforhold, der også skal arbejdes på i Kina.

Hvad er det gode liv? At kunne forsørge sig selv og overleve? At følge sin lyst? At udfolde sine evner maksimalt til glæde for en selv og andre? Måske ikke enten- eller, men både- og? De af os, der har ansvar for de kommende generationer – politikere, skolefolk og forældre – må i hvert fald tænke over disse spørgsmål, træffe beslutninger og gennemføre dem.

Det bedste ville være, hvis vi voksne kunne give de unge den styring, den rummelighed og de eksempler, der skal til, for at de kan blive i stand til at forholde sig til deres egne modsætninger og vælge ud fra det stærke jeg, der udvikles i friktionen mellem egen og andres dagsordener. På den måde kan de lære at forholde sig til deres egne impulser og træffe valg, som åbner deres verden og giver muligheder også på længere sigt.

I sidste ende må eleverne selv tage et ansvar og udvise det mod, der skal til, for at se på forholdet mellem deres ambitioner, mål og aktuelle valg og adfærd. Vi kan trække dem til truget, men i sidste ende bestemmer de selv, om de vil drikke.