Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kronik: Problemet er ikke Hassan, men hykleriet

Det er tilsyneladende meget vigtigere for muslimer at erklære død og ødelæggelse over en ung mands råb om hjælp fremfor at forholde sig til de stakkels forsømte børneskæbner, der burde være omdrejningspunktet for diskussionen. Hvad er det, der gør, at så mange mennesker ikke har forstået vigtigheden af det frie ord, og at det frie ord kan udfordres på ord og ikke mord?

Yahya Hassans kritik kvæles af afledningsmanøvrer, skriver Elmas Berke. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kunne være befriende, om de, der har erklæret Yahya Hassan fjendskab, fordi de mener, han er for grov i sin generalisering af muslimer, i stedet ville gå efter dem, der reelt skader muslimer.

Det er ikke Yahya Hassan, men de selvhøjtidelige, der påberåber sig den tolerance og respekt, som de ikke selv er i stand til at udvise ved at tage kritikken personligt og ønske Yahya Hassan død, som muslimer burde lægge afstand til. For det er dem, der, efter min mening, skader muslimer.

Skal nogen erklæres fjendskab, må det være dem, der med vold og trusler spiller hasard med det frie ord eller kunstneres frie udtryksform. Hver gang intolerante muslimer går på barrikaderne på denne måde, sætter de selv gang i, hvad de efterfølgende betegner som hetz mod muslimerne. Der udgives bøger hver dag i Danmark. Hvem ville have bemærket en debutants digtsamling, hvis ikke muslimer demonstrativt tog bogens ord og den efterfølgende debat personlig?

Det er tilsyneladende meget vigtigere for muslimer at erklære død og ødelæggelse over en ung mands råb om hjælp ved at fokusere på fem sølle linjer i en hel bog fremfor at forholde sig til de stakkels forsømte børneskæbner, der burde være omdrejningspunktet for diskussionen. Hvor mange interesserer sig for dem?

Læs også: Fængselsdom for overfald på Yahya Hassan

Så mange muslimer og politisk korrekte skal selvfølgelig fordreje debatten til at handle om islam og muslimer generelt. Jeg har forstået kritikken af Gud og sendebuddet som værende, at han pisser på hyklernes handlinger og misbrug af ditto. At han pisser på de menneskers version af religionen og ikke selve religionen.

Yahya påpeger hykleriet, som i disse dage, uden hjælp udefra, kommer til udtryk.

Som så ofte set i hver eneste debat, der tager et spinkelt skridt i retning af at gøre op med kritisable forhold, kvæles debatten ved afledningsmanøvrer såsom form, tone og måden, det bliver sagt eller skrevet på. I enhver problemstilling er første skridt til at løse et problem nu engang en erkendelse af problemet.

De muslimske debattører, der har blandet sig i debatten, erkender problemet og hykleriet, men ikke desto mindre insisterer de på at diskutere form, tone, generalisering og geografi frem for det problem, som de altså selv erkender, eksisterer.

Det her sker, hver gang nogen prøver at gøre opmærksom på eksempelvis kvindeundertrykkelse og diskrimination i bestemte muslimske miljøer, og det sker igen nu, hvor Yahya Hassan gør opmærksom på kulturelt og religiøst hykleri og intolerance. Så mange får manøvreret debatten til at handle om alt muligt andet eller sår tvivl om budbringerens troværdighed.

Hvorfor har den muslimske advokat, den muslimske ingeniør, den muslimske læge osv. så travlt med at lægge afstand til Yahya Hassans udsagn med henvisning til, at han generaliserer, men ikke protesterer, når et af grundfundamenterne i det frie danske samfund som ytringsfrihed trues – og her er det med beklagelse, at den seneste tids debat får mig til at konstatere, at det ikke er få, som ikke har forstået, hvad det egentlig drejer sig om?

Lisbeth Zornig gjorde oprør på underdanmarks vegne, ligesom Ruth Evensens datter gjorde oprør mod Faderhuset. To nyere eksempler på oprør, der ikke har givet anledning til, at hverken ytringsfrihed eller trusler på livet til følge blev aktuelt. Mange danske forfattere har taget fat i deres dæmoner og gjort op med deres fortid, deres families fortælling, deres kulturbaggrund osv., uden at det har medført, at samtlige danskere har følt sig personligt kritiseret.

Yahya Hassan træder frem og gør oprør i sin kritik af en underklasse og ghettoislam, og straks er der så mange muslimer, der per refleks tager denne kritik personligt. Hvorfor?

Læs også: Ideologisk forblændede

Hvad er det, der gør, at nogle muslimer i det danske samfund trods mange års ophold, nogle endda født og opvokset her, ikke har lært armslængdeprincippet eller blot lært en brøkdel af, hvad det vil sige at leve i et frit land, hvor man ikke behøver frygte, at døren til ens hjem sparkes ind, og familien brutalt i nattens mulm og mørke slæbes bort for derefter at forsvinde uden spor? Hvad er det, der gør, at så mange mennesker ikke har forstået vigtigheden af det frie ord, og at det frie ord kan udfordres på ord og ikke mord?

Hvad er det, der gør, at så mange mennesker ikke har forstået, at de faktisk slet ikke engang står på mål for Hassans kritik?

Hvorfor er der så mange, der ikke forstår, at man burde kunne kritisere kritisable forhold i de muslimske miljøer, uden at samtlige muslimer behøver gå i forsvar, eller at kritikken nødvendigvis er udtryk for selvhad? En del politisk korrekte mener sågar, at man ikke skal sparke til dem, der i forvejen ligger ned.

Selvsamme mennesker, som i andre sammenhænge gør opmærksom på, at statistikkerne på de højere uddannelsesinstitutioner bugner af mennesker af muslimsk observans.

Hvorfor siger folk ikke fra over for denne umyndiggørelse og talen ned til, som i dén grad generaliserer muslimer som hjælpeløse stakler?

Vi ved godt, at mange muslimer klarer sig glimrende. Bevares. Anstændige mennesker, lovlydige og pligtopfyldende som enhver anden lovlydig og pligtopfyldende borger. Det er jo ikke de mennesker, der kritiseres, så hvorfor har de så stort behov for at gøre opmærksom på, at deres forældre ikke var sådan, at de ikke er kriminelle, at de ikke er… fyld selv på.

Hvorfor har så mange mennesker behov for at understrege og fremhæve det elementære? Hvornår vil vi begynde at betragte os selv som ligeværdige medborgere, der ikke absolut behøver forsvare det uforsvarlige? Det er ikke exceptionelt ikke at være kriminel. Det er ikke exceptionelt ikke at være på kontanthjælp. Det er ikke exceptionelt at være et dannet menneske med. Hvad dertil hører af anstændighed, moral og etik. Det burde være en selvfølge og ikke noget, man behøver fremhæve ved hvert åndedræt! Heller ikke som muslim! Hvorfor ikke gå efter dem, der udnytter islamisk identitet ved at stille en sort-hvid fremstilling til børn og unges disposition? En fremstilling, der hedder: Enten er du dansk, eller også er du muslim, som om der ikke er andre muligheder. Dansk og muslim udelukker ikke hinanden. Sig dog fra! Hvad er det for en underlig form for magt/afmagt, som hele tiden lurer under overfladen?

Hvorfor har vi sådan et behov for gang på gang at gå efter budbringeren i stedet for at forholde os til, hvad der rent faktisk bliver sagt? Tonen kritiseres. Metoden kritiseres. Generalisering kritiseres. Hvornår vil muslimer i dette land begynde at forholde sig til substansen? Ville vi have lagt mærke til en 18-årig ung mands råb om hjælp og udtryk for afsky for elementer i sin egen kultur, hvis ikke han som Yahya Hassan råbte højt?

Læs også: Yahya Hassan handler om frihed

Tavshed er det samme som samtykke, hedder det ofte. Det passer ikke. Det har store konsekvenser at sige fra, det ved jeg, og det ved mange, der har forsøgt, og som én efter én har trukket sig igen. Ytringsfriheden led ikke blot et nederlag ved aflysningen af Yahya Hassans oplæsning af sine digte på biblioteket i Vollsmose. Det startede allerede med reaktionerne på Muhammed-tegningerne. Det prøvede mange at gøre opmærksom på, men som så ofte forsvandt disse røster i støj fra sidelinjen, især fra islamister og politisk korrekte, der til stadighed har udset muslimer i det danske samfund som deres pligt at redde fra alt og alle, inklusive sig selv.

Hvor ydmygende er det ikke at blive omtalt og behandlet som små umyndige stakler, der ikke kan tale deres sag uden hjælp fra såkaldt politisk korrekte, som enten skader mere, end de gavner, eller begår karaktermord ved at så tvivl om ens troværdighed, hvorved løgne står uimodsagt på tvivlsomme blogs i Cyberspace. You pick the game. Det kræver blot et blik på, hvad Yahya Hassan må stå model til i denne tid, når det eftertragtede interne opgør efterlyses og det endda uden »hjælp« fra de politisk korrekte til at vanskeliggøre opgaven endnu mere – så tænk selv til resten.

Det er ikke Yahya Hassan, der skader muslimer. Det er dem, der ikke har forstået, hvor vigtig ytrings- og kunstnerisk frihed er for et frit liv i et frit samfund.