Kronik: Nødløgn er et skråplan for folkestyret

Tre dommere har sagt god for, at embedsmænd og ministre i nødstilfælde godt må lyve over for Folketinget. Kan det nu også være rigtigt? Hvilke konsekvenser har det for vores folkestyre?

"Uden en sådan åbenhed over for og tillid til Folketinget bliver den parlamentariske kontrol med magthaverne og embedsværket som en hullet ost, hvorigennem man kan høre Enevældens gamle, velkendte stemme gnægge: »Vi alene vide, hvad der tjener folkets bedste«. (Foto: Nikolai Linares/Scanpix 2014) Fold sammen
Læs mere

Som bekendt fyrede Folketinget i december 2013 Morten Bødskov som justitsminister, efter at det kom frem, at han over for Folketingets Retsudvalg havde løjet om, hvorfor Retsudvalgets planlagte besøg på Christiania 29. februar 2012 burde flyttes til en senere dato. Der blev efterfølgende rejst tjenestemandssag mod de to ledende embedsmænd i Justitsministeriet – departementschefen og en afdelingschef – som aktivt havde medvirket til at konstruere løgnen til Retsudvalget.

Forleden blev embedsmændene pure frifundet i tjenestemandssagen. Ifølge de forhørende dommere stod embedsmændene i den foreliggende situation over for et uløseligt dilemma, hvor de ikke havde andre muligheder end at lyve over for Folketinget: De kunne ikke give Retsudvalget den reelle begrundelse – en skærpet sikkerhedstrussel på Christiania – da selv generelle oplysninger herom ifølge PET kunne kompromittere PETs virke. De kunne heller ikke undlade at give Retsudvalget en begrundelse, hvis de ville sikre sig, at udvalget udskød besøget. I denne helt særlige situation måtte konstruktionen af en falsk begrundelse – at politidirektør Johan Reimann var forhindret – ifølge dommerne betegnes som en »forklarlig og undskyldelig nødløgn«. Selv om denne konklusion kun udtrykkeligt angår embedsmændene, må den bagvedliggende opfattelse forudsætningsvis også frifinde den daværende justitsminister.

Dommerne knæsætter med frifindelsen af embedsmændene den retsopfattelse, at embedsmænds (og ministres) sandhedspligt over for Folketinget i særlige nødstilfælde må vige for andre, mere tungtvejende hensyn, og at disse modstående hensyn endog kan retfærdiggøre en decideret løgn. Dette er unægtelig svært at forene med grundlæggende demokratiske principper om Folketingets indseende og kontrol med den udøvende magt. Og man må spørge, om der overhovedet er behov for i særlige tilfælde at kunne fravige det demokratiske princip om, at ministre og embedsmænd skal tale sandt over for Folketinget.

Efter min opfattelse er sandhedspligten – både ministres og embedsmænds – over for Folketinget absolut og kan således ikke gradbøjes og da slet ikke fraviges til fordel for en løgn. Det er svært at finde støtte for nødløgnen i den relevante lovgivning og praksis, og det er endnu sværere at retfærdiggøre den, når man ser på de grundlæggende principper om demokratisk kontrol, som vores styreform baserer sig på. Den ubetingede sandhedspligt over for Folketinget er et uundværligt element i en demokratisk styreform baseret på magtens tredeling. Folketinget skal som folkets valgte repræsentanter kunne kontrollere den udøvende magt. Det kan Folketinget kun, hvis de altid kan regne med at modtage sandfærdige oplysninger fra ministrene og deres embedsmænd. Nødløgnen bryder med denne demokratiske og konstitutionelle logik ved at acceptere, at de ministre og embedsmænd, som egentlig skulle være underlagt de folkevalgte, fører de folkevalgte og dermed hele befolkningen bag lyset.

Ministeransvarlighedsloven fastslår da også – uden forbehold – at det er strafbart for ministre at lyve over for Folketinget. Embedsmænd er underlagt et tilsvarende princip om sandhedspligt, både i forhold til Folketinget og i forhold til pressen og private parter. Der gælder godt nok den modifikation, at embedsmænd ikke herved må røbe fortrolige oplysninger, som er belagt med tavshedspligt, jf. Straffelovens § 152 om den som i offentligt hverv »uberettiget videregiver fortrolige oplysninger«. Tavshedspligten sætter selvsagt grænser for, hvad embedsmænd kan videregive af oplysninger til pressen og private. Men skulle tavshedspligten også sætte grænser for embedsmænds sandhedspligt over for Folketinget? Det ville undergrave Folketingets kontrolfunktion og også være uforeneligt med ministerens ubetingede pligt til at informere Folketinget korrekt og fyldestgørende. Det er da heller ikke ualmindeligt, at Folketingets udvalg modtager fortrolige oplysninger fra forvaltningen. Folketingsmedlemmerne er herved pålagt tavshedspligt på samme måde som embedsmændene. I Christiania-sagen ville justitsministeren og hans embedsmænd altså i princippet kunne have give Retsudvalget – og /eller Kontroludvalget – en fortrolig og generel orientering om den virkelige begrundelse for, at besøget burde udsættes (man turde godt indvie Retsudvalgets formand heri). Problemet er et andet. Embedsmændene stoler ikke på, at Folketingets medlemmer kan holde tæt. Sådan var det også i Christiania-sagen. De to embedsmænd udtalte under tjenestemandsagen bl.a. : »Med til vores vurdering hørte også, at selv om udvalgsmedlemmerne ville være underlagt…tavshedspligt efter straffelovens § 152…..så skønnede vi på baggrund af vores erfaring, at der ville være en reel risiko for, at ikke alle udvalgsmedlemmer ville overholde deres tavshedspligt.«

Det er selvsagt kritisabelt – og strafbart! – hvis folketingsmedlemmer bryder tavshedspligten. Og det bør føre til selvjustits hos Folketinget. Dette forhold gør det dog ikke acceptabelt i et demokrati, at embedsmænd tilbageholder relevante, men fortrolige, oplysninger fra Folketinget med henvisning til, at de folkevalgte ikke kan holde på en hemmelighed.

I sidste ende hviler frifindelsen af embedsmændene i Christiania-sagen om noget på en uskreven nødretsbetragtning: Man ofrer et mindre gode (sandhedspligten) til fordel for et større (hemmeligholdelse af følsomme oplysninger, samt hensynet til retsudvalgets sikkerhed). Jeg mener imidlertid slet ikke, at der under normale forfatningsmæssige forhold er plads til nødretsbetragtninger, når det gælder sandhedspligten over for Folketinget. Man kan selvfølgelig forestille sig en forfatningsretlig nødsituation, hvor udefrakommende kræfter har sat Folketingets frihed og uafhængighed ud af kraft, og hvor det derfor kunne være berettiget, at embedsværket førte Folketinget bag lyset. Christiania-sagen hører ikke til i denne kategori. Dilemmaet i sagen var vanskeligt, men ikke uløseligt. Dilemmaet var til dels konstrueret i forvaltningen selv. Man turde ikke binde an med en fortrolig orientering til Folketinget, og man turde heller ikke løbe den risiko, at Retsudvalget besluttede sig for alligevel at besøge Christiania den dag.

»Nødløgnen« varetog i Christiania-sagen efter det oplyste ikke odiøse hensyn. Men var den alligevel helt uden politisk betydning? Hvem ved, om Retsudvalget, hvis de havde fået den reelle begrundelse, af politiske grunde ville have insisteret på at gennemføre besøget på Christiania alligevel? Skal Folketingets udvalg ikke have lov at træffe en sådan beslutning selv – og vel at mærke på et informeret grundlag?

Med embedsmændenes frifindelse er nødløgnen lagt til grund som en retlig undtagelse til sandhedspligten, og man begynder allerede at diskutere mulige kriterier for, hvornår det kan være berettiget at nødlyve over for Folketinget. Men nødløgnen er en skrøbelig og tvivlsom juridisk konstruktion, og den fører ind på et demokratisk skråplan. Vejen frem er at fastholde sandhedspligten over for Folketinget som ufravigeligt grundprincip og så drøfte, om der er behov for justeringer og adfærdsændringer andre steder i systemet. Hverken ministre eller embedsmænd må under nogen omstændigheder lyve over for Folketinget. Også fortrolige oplysninger må deles med de folkevalgte – særligt følsomme oplysninger kan herved kræve særlige sikkerhedsprocedurer – og de folkevalgte må så på deres side værne (bedre) om fortroligheden.

Uden en sådan åbenhed over for og tillid til Folketinget bliver den parlamentariske kontrol med magthaverne og embedsværket som en hullet ost, hvorigennem man kan høre Enevældens gamle, velkendte stemme gnægge: »Vi alene vide, hvad der tjener folkets bedste«.