Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Kronik: Når krisen kradser, vokser fløjene

»Der er mange lighedspunkter mellem Nye Borgerlige i 2016 og Mogens Glistrups Fremskridtsparti.«

Hvis man ser på de historiske erfaringer, har et parti som Nye Borgerlige gode muligheder for at få mange stemmer og mandater i Folketinget, men meget ringe muligheder for at kunne bruge deres mandater til noget og få direkte indflydelse på den politik, der bliver ført. Til gengæld vil partiet få en stor indirekte indflydelse på længere sigt, fordi det vil påvirke mange af de øvrige partier til at flytte sig i retning af det nye partis synspunkter og til at tage emner op, som de ellers ikke ville have drømt om at beskæftige sig med.

Der er mange lighedspunkter mellem Nye Borgerlige i 2016 og Mogens Glistrups Fremskridtsparti, som i 1973 stormede ind i Folketinget med 28 mandater. Nye Borgerlige minder både på det værdipolitiske og det fordelingspolitiske område om Fremskridtspartiet. Nye Borgerlige ønsker en stram udlændingepolitik, ligesom Fremskridtspartiet gjorde (og især betonede fra slutningen af 1970erne). Samtidig går Nye Borgerlige ind for en liberalistisk økonomisk politik og markante skattelettelser, ligesom Fremskridtspartiet gjorde det (i modsætning til Dansk Folkeparti i dag).

Fremskridtspartiet slog stærkt igennem hos vælgerne og fik ved folketingsvalgene i 1973, 1975, 1977 og 1979 hhv. 28, 24, 26 og 20 mandater. Det var der flere årsager til. En af forklaringerne var den karismatiske leder, Mogens Glistrup, som gjorde sig supergodt på TV med sine korte, slagkraftige, enkle budskaber. Her har Nye Borgerlige et tilsvarende stærkt kort med Pernille Vermunds store udstråling og markante synspunkter, når hun er på skærmen.

Udover lederens karisma var en anden forklaring på Fremskridtspartiets succes, at partiet havde meget klare holdninger og en klar politik. Man kan sætte spørgsmålstegn ved, i hvor høj grad denne politik hang sammen (og det blev da også flittigt gjort af politikerne fra de gamle partier). Men man vidste i hvert fald, hvad partiet ville.

Også på dette punkt minder Nye Borgerlige om Fremskridtspartiet. Og dette er altid et godt udgangspunkt for stor succes hos vælgerne. Hovedårsagen til, at Ny Alliance endte med ikke at få ret mange stemmer og kun fem mandater ved folketingsvalget i 2007, et halvt år efter at det var blevet stiftet (trods gode meningsmålinger i det første par måneder efter stiftelsen) var netop, at ingen anede, hvad partiet ville. Alternativet havde en lidt mere klar politik end Ny Alliance, selv om den på visse punkter endnu ikke var fuldt udviklet, da partiet ved folketingsvalget i 2015 kom ind med ni mandater.

Men Fremskridtspartiets holdninger i 1973 var i sammenligning med både Ny Alliances i 2007 og Alternativets i 2015 krystalklare, og det var en af grundene til, at partiet fik 28 mandater ved det første folketingsvalg, hvor det stillede op. Nye Borgerlige har derfor med partiets meget markante og klare holdninger tilsvarende gode chancer for at få en del mandater.

En tredje forklaring på Fremskridtspartiets succes i 1973 var den økonomiske krise, som hærgede i Danmark og adskillige andre vesteuropæiske lande på dette tidspunkt. Med udgangspunkt i de historiske erfaringer må man sige, at det er karakteristisk – både i Danmark og i andre vesteuropæiske lande – at nye partier har lettere ved at slå igennem i kølvandet på en økonomisk krise, end når man befinder sig i en periode, hvor økonomien har haft det godt i årevis. Det er derfor typisk, at vi har set flere nye partidannelser slå stærkt igennem hos vælgerne i både Danmark og andre lande i Europa siden 2008.

Økonomi og utilfredshed

I Danmark gælder det Liberal Alliance (efterfølgeren til Ny Alliance), Alternativet og nu formentlig også Nye Borgerlige. I udlandet gælder det bl.a. Sverigedemokraterna, Alternative für Deutschland, UKIP i Storbritannien, Femstjernebevægelsen i Italien og Podemos i Spanien, for nu blot at nævne nogle få markante eksempler.

Der findes naturligvis undtagelser. F.eks. slog Dansk Folkeparti allerede igennem ved valget i 1998 (med 13 mandater), selv om der på dette tidspunkt endnu var gode økonomiske tider. Men partiets vælgermæssige styrke blev endnu større senere – også efter at den økonomiske krise indtraf i 2008 (partiet fik mellem 22 og 25 mandater ved samtlige folketingsvalg mellem 2001 og 2011), og den kulminerede foreløbig med 37 mandater ved valget i 2015, hvor vi havde haft økonomisk krise i adskillige år.

Økonomisk vanskelige tider afføder altid utilfredshed i befolkningen med de eksisterende partiers politikere og derfor også dannelse af nye partier med gode muligheder for at slå igennem. Ganske vist har den økonomiske krise i Danmark på nuværende tidspunkt været mere eller mindre officielt afblæst i et lille års tid. Men de færreste vil vel sige, at økonomien ligefrem buldrer derudad. Det er da også netop bl.a. den potentielle trussel mod den danske økonomi fra den nye strøm af flygtninge og migranter (frygten for, at den nyligt overståede økonomiske krise skal vende tilbage som følge af tilstrømningen af udlændinge, der ikke kan forsørge sig selv) som får Nye Borgerlige til at gå ud med en så stram udlændingepolitik, som partiet gør. Og til især at slå på, at de, der ikke kan klare sig selv, skal sendes hjem.

I 1970erne, hvor der ligeledes var vanskelige økonomiske tider, var der – ligesom i tiden siden 2008 – ikke bare ét, men flere nye partier, der dukkede op og gjorde sig gældende. Tænk bare på Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, som begge sammen med Fremskridtspartiet kom i Folketinget som helt nye partier ved jordskredsvalget i 1973. Noget lignende gjorde sig gældende i andre lande i Vesteuropa i 1970erne. Mange steder fik enten helt nye eller nyere partier kraftig vind i sejlene i løbet af dette årti.

Mandater uden indflydelse

Nye Borgerlige har altså i henhold til de historiske erfaringer af flere årsager god grund til at være optimistisk med hensyn til at kunne opnå mange stemmer og mandater ved næste folketingsvalg. Selvfølgelig kan der altid opstå noget helt uventet (eksempelvis skandalesager eller lignende i tilknytning til partiets ledende personer), som helt kan ændre billedet. Men hvis ikke det sker, vil Nye Borgerlige kunne blive et ganske stort parti i Folketinget.

Men som tidligere nævnt vil partiet ikke kunne bruge sine mange mandater til ret meget. Også her taler de historiske erfaringer med Fremskridtspartiet sit tydelige sprog. I de første mange år efter Glistrups indtog i Folketinget med 28 mandater i 1973, stod Fremskridtspartiet nærmest totalt isoleret i Folketinget. De øvrige partier førte ikke politik med Fremskridtspartiet, fordi partiet med sine markante synspunkter blev regnet for at have en alt for urealistisk politik.

Det samme vil gælde de nuværende øvrige folketingspartier i forhold til Nye Borgerlige. Den samme markante politik, som sandsynligvis kan bibringe partiet et godt valg hos vælgerne, vil formentlig være hæmskoen for, at partiet på kort sigt efter valget kan få nogen som helst væsentlig direkte indflydelse på Christiansborg og komme til at indgå i det almindelige parlamentariske samarbejde om de store og vigtige politiske emner.

Læs også: Alternative für Deutschland i et europæisk perspektiv

Til gengæld vil Nye Borgerlige have særdeles gode chancer for alligevel på lidt længere sigt – i kraft af sin nye platform i Folketinget – at få en stor indirekte indflydelse på de øvrige partiers politik. Selv om Fremskridtspartiet under Glistrups ledelse stort set aldrig indgik nogle væsentlige store politiske forlig eller aftaler med de øvrige partier, fik Fremskridtspartiets tilstedeværelse i dansk politik på lang sigt kæmpe stor betydning for, hvilke emner de øvrige partier tog op, og på, hvordan de forholdt sig til dem. Efterhånden blev det legalt – også blandt de gamle partier – at diskutere stram udlændingepolitik og at diskutere, om man betalte for meget i skat. Fordi Fremskridtspartiet med en stor del af vælgerskaren i ryggen gennem mange år hele tiden satte disse emner på dagsordenen.

På samme måde vil Nye Borgerlige sandsynligvis i et længere forløb få stor indflydelse på, hvordan samfundsdebatten, den politiske debat og mange af de øvrige partiers politik vil udvikle sig.