Kronik: »Jeg skal kun være folkeskolelærer!«

Ole Toft Hansen: Vi kan kun ændre undervisningens kvalitet afgørende i folkeskolen og dermed elevernes læring, hvis der indføres skrap adgangsbegrænsning til læreruddannelsen, og uddannelsen flyttes ind på universiteterne og bliver en akademisk grad. Det medfører højere kvalitet, højere løn, højere status.

Debatten om en påtrængt reform af folkeskolen kører i ring – og når ikke kernen. Politikerne taler gerne om flere timer, sjov undervisning, aktivitetstimer, heldagsskole – men ikke om de afgørende faktorer: lærernes status og kvalitet, samt forældrenes og elevernes indstilling til skolen.

Jeg vil starte med en illustrativ historie fra min hverdag som rektor på et gymnasium. Netop hjemkommet fra en – særdeles øjenåbnende – studietur til Finland sidste år skulle jeg afholde det sidste karaktermøde i en 3.g før studentereksamen med klassens studievejleder og klasselærer. En elev lå fagligt stadig meget dårligt. Hans ringe standpunkt var tidligere blevet behandlet flere gange i håb om, at vi kunne finde veje til, at hans standpunkt kunne hæves. Nu var det sidste udkald. Klasselæreren havde indtrængende spurgt eleven, om han dog ikke kunne gøre en sidste indsats, så hans studentereksamen blev pæn. Elevens svar kom prompte: ’Jeg skal ikke bruge min studentereksamen til noget. Jeg skal kun være folkeskolelærer’.

Svaret har bidt sig fast i min hukommelse – af to grunde. For det første illustrerer elevens svar med al tydelighed, at det at være lærer har meget lav status i Danmark. For det andet var klasselærerens og studievejlederens reaktion på elevens svar på mødet ekstra bemærkelsesværdigt og trist for mig at opleve: de reagerede ikke på, at elever tænker så lavt om så vigtigt et arbejde i vort samfund som at uddanne næste generation. Lærerne var ikke chokeret over elevens svar. De reagerede slet ikke. Forklaringen er den simple, at eleven blot har kaldt en spade for en spade.

Den generelle holdning i Danmark er, at folkeskolelærergerningen er et skodjob. Kan man ikke blive andet, kan man altid blive folkeskolelærer. Sådan er det. Der står ikke respekt om lærerstanden. Det betyder selvsagt, at kun få studenter med topkarakterer vælger at uddanne sig til lærer i Danmark.

Lærerseminarierne har i generationer måttet forsøge at gøre de dårligste studenter til lærere, som folkeskolen skulle bruge. Jeg generaliserer, der er undtagelser. Men det er omvendt usandt, når statsministeren og undervisningsministeren taler om de ’fantastisk dygtige lærere’. Vi kan kun ændre undervisningens kvalitet afgørende i folkeskolen og dermed elevernes læring, hvis der indføres skrap adgangsbegrænsning til læreruddannelsen, og uddannelsen flyttes ind på universiteterne og bliver en akademisk grad. Det medfører højere kvalitet, højere løn, højere status. Se bare til Finland!

I Finland har de længe haft opskriften på en folkeskole i topklasse. Hvorfor så ikke lade os inspirere af dem? Det er en udbredt misforståelse af finsk skolepolitik, at de lægger undervisningen an på at klare PISA-tests godt, og at undervisningen ikke er moderne. Finnerne styrer ikke efter PISA, de er trætte af at blive misforstået deroppe. Deres opsigtsvækkende PISA-resultater er kun et konkret bevis på, at deres skolesystem fungerer godt.

Problemet i Danmark er ikke for få undervisningstimer i folkeskolen, løsningen ikke flere timer og en undervisning og lang arbejdsdag som i Kina. En nylig sammenligning i europæiske lande viser, at foregangslandet Finland har færrest undervisningstimer. Alligevel bliver eleverne deroppe dygtigst!

I Finland fik vi at vide, at studenternes drømmejob er: pilot, jurist, læge – og lærer! Hvorfor er der den forskel på Finland og Danmark? Det er der flere grunde til. De vigtigste er som nævnt ringe status og arbejdsforholdene omkring undervisningen med dårlig disciplin, manglende tillid og opbakning osv. I Finland uddannes alle lærere på universitetet, de har høj status og nyder respekt, fordi de er fagspecialister, og fordi der er særdeles skrap adgangsbegrænsning til lærerstudiet og derfor kamp om pladserne hver sommer. Til 800 studiepladser er der 5.000 ansøgere. Det ansporer de dygtigste studenter til at bruge deres høje gennemsnit på at uddanne sig til lærer på universitetet. Det forholder sig desværre modsat i Danmark, hvilket min historie fra det virkelige liv illustrerer.

I Finland uddanner man sig til enten ’klasselærer’ (1.-6. klassetrin) eller til ’faglærer’ i to fag (fra 7. klassetrin til og med gymnasiet). Begge uddannelser er forskningsbaseret. Dette betyder, at forældre og elever, fra den dag eleverne starter i 1. klasse, ved, at de står over for en fagperson, som de derfor respekterer. I Danmark kan nok så mange kurser og ekstra penge til efteruddannelse ikke skabe den nødvendige respekt om lærerne, fordi kurser og efteruddannelse kun kan lappe på den mellemlange uddannelse på lærerseminarierne. Der er ingen vej udenom at nytænke læreruddannelsen som en forskningsbaseret lang uddannelse på universitetet.

DEBAT | Skal lærergerningen være en universitetsuddannelse? Del din mening nedenfor.

En anden vigtig faktor i Finland er, at forældre og elever har en helt anden grundlæggende holdning til skolen og læring. Det hænger naturligvis også sammen med respekten for lærerne og deres høje status i samfundet. Børnene indprentes tidligt af deres forældre, at det er vigtigt for både Finland og for den enkelte at bruge sine evner og dygtiggøre sig så godt som muligt. Derfor møder finske elever velforberedt til undervisningen, de er koncentrerede og indstillet på at lære noget i timerne. Og lærerne er dem, der bedst ved, hvordan undervisning og læring foregår optimalt, og det er både forældre og elever i hele skoleforløbet 100 procent med på.

Forældrene overlader trygt eleverne til skolen og holder sig væk. Er der brug for forældrene, støtter de skolen – ikke deres barn, som det ofte er tilfældet i Danmark. Hvorfor? Kodeordet er tillid. Igen: da lærerne jo er topuddannede fagpersoner, kan ministeriet, forældre og elever have fuld tillid til deres arbejde. Lærerne bliver f.eks.ikke kontrolleret, hverken af stat eller skolens ledelse. I 1980erne afprøvede Finland et system med statslige inspektorer inspireret af England. Inspektorerne skulle rejse rundt i landet og kontrollere kvaliteten af undervisningen på skolerne. Dette holdt Finland hurtigt op med! Det virkede nemlig modsat, fandt man ud af: kontrollen øgede ikke tilliden til lærerne, men det modsatte, og en dårlig spiral var startet.

I dag har Finland altså ingen kontrol af lærerne, heller ikke internt på skolen. Resultatet kan bl.a. aflæses i PISA-undersøgeIserne, hvor Finland ligger i top på alle felter. Eleverne bruger tiden i undervisningen koncentreret med det ene formål: at lære sig selv mest muligt – med hjælp fra lærerne.

Man kan sige, at eleven i Finland har en ydre motivation for læringen. I Danmark møder den enkelte elev ikke op i skolen med en ydre motivation for læring. Det er derimod skolen og lærerne, der skal gøre undervisningen sjov og spændende. Ellers står eleven af og zapper væk på facebook mv. Lærerne skal kilde elevens interesse frem uafladeligt og skabe en indre motivation for læring. Sat på spidsen har eleverne i Danmark altid ret til at sige: undervisningen i dette eller hint fag er kedelig, læreren kan ikke motivere mig, jeg har ikke ansvaret for læringen – det har læreren. Dette ansvar forsøger lærerne efter bedste evne at leve op til på de givne vilkår, som er vanskelige. Lærerne er ikke fagspecialiserede akademikere, har lav status, nyder ringe respekt - og de skydes på både fra samfundets top og bund. Hvordan skal man omdanne en dårligt fungerende folkeskole til en god, så længe man ser ned på dem, der skal varetage skolen? Enhver burde kunne se, at vi er havnet i en blindgyde, og at vi skal ud af den.

DEBAT | Hvad vil skrappere adgangsbegrænsning til læreruddannelsen betyde? Del din mening på facebook.com/berlingske

Jeg ved, at det er en supertanker, der skal vendes. Det vil tage tid. Men det er bedre at slå kursen om nu, hvis Folketinget virkelig ønsker et løft for folkeskolen, end at endnu en ny minister i en ny regering om få år må fremlægge endnu et lovforslag til forbedret folkeskole og læreruddannelse. Spar pengene på at skabe en dyr heldagsskole og brug dem i stedet på at flytte læreruddannelsen ind på universiteterne med skrap adgangsbegrænsning. Så vil de dygtige studenter søge uddannelsen, respekten for lærerne vil langsomt blive genopbygget, undervisningen i folkeskolen vil blive fagligt velfunderet. Sidst men ikke mindst vil det fremme den nødvendige holdningsændring hos forældre og elever til folkeskolen.